Anja Kickbusch – Lift Me Up

Anja Kickbusch bringer i denne uge en snert af sommervarmen tilbage, når hun fortæller om tilblivelsen af nummeret ‘Lift Me Up’, der blev til på en varm sommerdag.

Inspireret af solens varme
Nu hvor det for alvor er blevet vinter og mørkt udenfor, er det sjovt at tænke tilbage på, hvordan ‘Lift Me Up’ blevet skrevet. Det er nemlig en sang inspireret af solen og den gode energi, den spreder på en varm sommerdag.

Jeg vågnede en morgen med solen bagende ind af mine vinduer og en fornemmelse af, at i dag er alle bekymringer og problemer lidt mindre end i går. Jeg greb en guitar og begyndte at spille rigtig ‘lejrbålsguitar’ og havde lyst til at “hygge-spille” lidt.

Akkorder og tekst var ret tilfældig, og jeg havde ikke en færdig idé om en sang. Jeg havde bare lyst til at lege og begyndte på et tidspunkt at synge linien: “Seems like the sun is my new best friend” -og det blev temaet. Da jeg havde brug for noget luft, tog jeg ned i Nørrebroparken, og der blev teksten skrevet færdig med tæerne i græsset.

Jeg lod mig opsluge af fornemmelsen af, at være både afslappet og fyldt med energi, mens jeg mindede mig selv om, at denne følelse kun vil være midlertidig. Vinterens mørke – eller måske mit eget mørke, melankolske sind – vil omsider få overtaget på mig. Men lige i dette øjeblik, havde jeg en næsten barnlig, ubekymret følelse og den jeg ville gå med. Sangen måtte på den måde også ubehjælpeligt få et lidt barnligt og naivt præg. En lille naiv pige i mig selv spurgte; kan jeg ikke bare rejse med solen rundt og altid være der, hvor den skinner mest??

Kontraster i sangen
Som i mange andre af mine sange, er der noget modsætningsfyldt på spil. Et af mine temaer er netop, at livet jo har både lyse og mørke sider. På en dejlig dag kan man glemme den modstand, man ind imellem møder, eller man plejer at sætte op for sig selv. ‘Lift Me Up’ er en af de mest ‘lyse’ sange jeg har skrevet, men den er ikke så ‘happy-go-lucky’, at mørket ikke ligger og lurer et sted…

Nummeret opbygning
I versene beskrives hvordan solen får mig til at falde til ro, slippe mine bekymringer, opløfter mig og åbner mine følelser og sanser. Akkorder og lyden er simpel her. I de små pre-chorus/broerne kommer der en ny lyd – den ‘mørke side’ kommer ind og blander sig.

I omkvædet drømmer jeg om, at solen løfter mig højt op, hvorfra alting ser mere klart ud og hvor jeg er tættere på drømmene og ‘den komplette lykke’. Musikken støtter op, med en bred, åben lyd.

I B-stykket bliver der drømmende og barnagtigt kommenteret: ”Take me with you when you go”. Det er et stykke med legende karakter. Korstemmer, små melodier i keys, sjove effekter og mundharmonika er med til at skabe stemningen. Sangen starter ret lige på og slutter på samme måde og med samme linie: “Seems like the sun is my new best friend”.



Arrangementets udvikling
Vi lavede først en udgave, som bibeholdte ‘lejrbålsguitaren’ og tilførte en masse mundharmonika, der gjorde den lidt hippie-agtig. Vi tog den “helt ud” og lavede kanon-kor i B-stykket og indspillede diverse rasleinstrumenter, så den til sidst mindede mest om noget fra en børnehave i 70’erne. Vi havde en fest med det – ha ha! Men midt i processen ændrede vi mening. Jeg tror, vi synes, den var blevet for fjollet og synes det kunne være mere cool med et strammere arrangement.

Den skulle tænkes friskere, tempoet skulle lidt op og vi fik lyst til at lege med en lettere elektronisk lyd – noget jeg ikke har arbejdet med før på mine tidligere udgivelser – i form af et underlag af elektroniske beats.

Min producer Steffen Nordenstam tog kontakt til Mads Tunebjerg, som var frisk på at gå med i projektet. Lyden skulle stadig have et ‘old school’ præg, så Tunebjerg lavede nogle beats til os på en trommemaskine fra 70’erne og Steffen lagde en mere rocket guitarfigur på, som gav karakter og som komplementerer melodien godt i omkvædet. Der blevet skåret ind til benet i produktionen, så den i dag har en finere, mere enkelt lyd. Jeg synes selv, den er blevet ret cool, mens den samtidig har bibeholdt noget ’sødme’ og lethed blandet med lidt dybde og mørke.

Generelt kan jeg jo godt lide at skabe en bred lyd. Jeg elsker når Steffen lægger lag på lag af div. guitarer i ‘tarantino-style’ med den dybe baritonguitar og sprøde lapsteel mv. Vi bruger også gerne orgler og andre keys af støvet karakter, dubber vokalen og laver flydekor for at skabe det store, lettere teatralske lydbillede, der karakteriserer vores stil. De sidste par gange jeg har været i studiet har det været i Mikroskopet hos Kasper Rasmussen, og han er vildt dygtig både som teknikker, og til at forstå den lyd, vi stræber efter. Han kommer også gerne med input, hvis vi har brug for en stærk mening om tingene.

Med ‘Lift Me Up’ valgte vi faktisk at gå lidt i en anden retning end vores vante stil. Når vi om lidt går i gang med mit næste album, må vi se hvor lyden ender…

Den ubevidste proces
Når jeg skriver kommer tekst, melodi og akkorder ofte sammen – og ofte arbejder jeg lidt på det ene, så på det andet i en ret rodet proces. Jeg jammer også meget, når jeg skriver musik, og ofte lader jeg faktisk musikken ‘tale’, lade det der er lige dér komme ud – så den sætter stemningen. Men andre gange har jeg nogle linier tekst, et tema eller noget helt konkret, jeg gerne vil sige, og så skrives musikken ud fra det. Egentligt er jeg ret ubevidst om min egen proces. Når jeg har skrevet en ny sang, kan jeg godt sidde bagefter og spørge mig selv: “hvor kom den fra?”.

Når sangens grundform er på plads, ligger der jo et stort stykke arbejde i form af arrangementet og dernæst produktion i studiet. For ‘Lift Me Up’s vedkommende lavede vi ret hurtigt et arrangement i øvelokalet, hvor hele lydbilledet lagde sig op ad den akustiske ‘lejrbåls-guitar’, og vi spillede også nummeret sådan en hel del gange før vi gik i studiet med det.

Arbejdsprocessen
For mig er skriveprocessen ofte en indelukket og ensom proces. Jeg er nødt til at være alene med mine egne tanke og lytte efter det musik, jeg tror jeg allerede har i mig, men som jeg endnu ikke har fået ørene op for.

Jeg er blevet bedre til at dele min skitser med andre og få kommentarer på dem, inden jeg arbejder videre på dem. Her er Steffen Nordenstam en utrolig god samarbejdspartner og sidemand. Han lytter åbent, men kritisk på mine ting og hjælper med at få mig til at fokusere på det vigtigste. Han har et stort talent for at kunne høre, hvor tingene kan ende henne i et arrangement eller produktion. Noget jeg til tider kan have svært ved at høre selv, hvis jeg har siddet i en lang skriveproces forinden. For at bruge hans eget begreb, så har han ‘meget store ører’.

Også bandmedlemmerne Morten Christian Haxholm Jensen og Thomas Topp Duus er rigtig gode til at skubbe til tingene i processen. Selvom jeg nogen gange kan have en idé om et arrangement, så er det fedt, når en af dem siger – “kan vi prøve noget andet – jeg har en idé”. Det kan mange gange være fedt at slippe egne ideer – ‘kaste sangen op i luften’ og se hvor den lander.

Live
Når vi spiller ‘Lift Me Up’ live, reagerer folk rigtig ofte på B-stykket. Det er sådan næsten lidt ’syng- med-agtigt’. Det er et stykke jeg selv har været lidt i tvivl om – i forhold til, om det var for useriøst. På den anden side, kan jeg også godt lide, at mine sange ikke er for selvhøjtidelige. Selvom teksterne er seriøse, kan jeg godt lide, at de bliver spillet med et glimt i øjet.

Fremtiden
Her i vintermørket, er jeg begyndt at overveje, om jeg skulle skrive en sang, der hylder vinteren og mørket. Denne tid har jo også noget at byde på, tænker jeg, i form af en anden slags ro, en dybde og tid til fordybelse og måske lidt eftertænksomhed. Nu må vi se… Og så er vi jo så småt i gang med mit andet album.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende