IRAH – Fast Travelling

I denne uge tager den københavnske trio IRAH dig i hånden og inviterer indenfor i deres musikalske univers. Læs bl.a. om hvorfor ‘Fast Travelling’ blev indspillet i en kirke og hvordan de fandt den perfekte mikrofon til Stine Grøns vokal.

En rejse gennem Indien
Ideen til nummeret opstod i øvelokalet som mange af vores numre gør. Vi transcenderer ind i en vibe sammen og mærker, hvad den vil. Med ‘Fast Travelling’ føltes det som en rejse gennem Indien. Masser af farver, rejseglæde og kærlighed. Masser af fredsfylde og glade følelser der skulle manifesteres i et stykke musik.

Titlen
Det er en hyldest til kærligheden som en energi, der rejser gennem tid og rum, og når os selv på afstand. Kærligheden lever videre selv når nogen dør, og ikke længere er fysisk tilstede. Det er smukt og fascinerende, og man kan blive helt høj bare af at tænke på det.  

Indspilning i en kirke
Vores tilgang til at optage vores musik tager udgangspunkt i hvilke indspilningsomstændigheder musikken kalder på. I stedet for at arbejde med neutrale rum og processer, og udskyde beslutninger til mixprocessen, foretrækker vi at indspilningssituationen fra start farver slutresultatet. Af denne grund indspillede vi ‘Fast Travelling’ i en kirke, hvor rummets klang var nær tre sekunder. På denne måde fik sangens grundspor en masse karakter – allerede fra start. Læg mærke til trommefillet lige inden andet vers begynder. Her tager kompressoren fat i de kraftige close-mic’ede kilder, og man hører lyden af trommerne svirvle ud i de mikrofoner placeret 30 m fra trommesættet.

På ‘Fast Travelling’ har vi brugt en blanding af analoge og digitale synthesizere. Den dybe basrolle er indspillet på en Moog Source. I mixet hører man synthen helt clean og samme signal processeret igennem et Eurorack modular-system. Derudover er størstedelen af synth-rollerne lavet på det keyboard, Adi bruger mest, et Korg Triton. En legendarisk workstation fra 90’erne som har nogle fantastisk svulstige pads.

Udover Source og Triton optræder Roland D-50, Korg DW-8000, Juno 106 og softwaresynthsene Diva og Sylenth på tracket. Outroen er spillet på en Nord Wave. Den dybe rumlen er en optagelse af rummet lavet af NASA, processeret igennem modularsystemet.

Stines vokal er indspillet igennem en mikrofon fremstillet i København af Jørn fra Tundra Mikrofoner. Vi ville gerne have en smuk, luftig optagelse af vokalen og Jørns rør-kondensatormikrofon viste sig at være det helt rigtige løsning. Alle kor-dubs er dog lavet med en klassisk dynamisk mikrofon, Shure SM57, for at give et modspil til leadvokalens hi-fi karakteristik.

Sangen er mixet af Jan Ussing. Han var den helt rigtige til opgaven. Der er ikke mange, der kender hans arbejde, men efter at have hørt hans mix af Gabriels udgivelse, ‘Rosensale’, var vi sikre på at Jan skulle arbejde på Fast Travelling. Jan har et fantastisk øre og er i stand til at skabe plads til ekstremt mange kilder uden at mixet vælter.

Arbejdsprocessen
Nogle gange mødes vi og arbejder på at kanalisere nogle “moods”, vi senere kan arrangere videre på. Stine optager altid alt, men som regel husker vi de ideer, som virkelig rørte noget i os. Så spiller vi det på forskellige måder indtil vi finder nogenlunde den stil, der føles rigtig. Men vi prøver også at forholde os åbne, og ikke låse os for meget fast i former og måder at spille det på, så det stadig føles friskt, når vi går i studiet for at indspille.

Skriveblokader
Det kan ske, at vi cykler rundt i timevis uden at komme forbi noget, vi absolut må dele med resten af verden. Og egentlig kan det også være rart at give plads til uinteressante ting. Det vigtigste er ikke at gå i panik over, at magien måske er forsvundet, og aldrig vil opstå igen, så varer blokaden bare længere. Vi har for nyligt oplevet at komme ud af noget, der føltes som en skriveblokade, ved at Stine medbragte nogle konkrete ideer vi kunne tage udgangspunkt i. Da vi gav slip på ideen om at vi alle tre absolut skulle være i sync for at skabe musik, kom magien igen.

Fremtiden
Vi er i fuld gang med at skrive nyt materiale til en fuldlængde plade, som skal arrangeres og indspilles i løbet af de næste måneder.

Foto: Mie Brinkmann

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende