The Chairman – How It Feels

Tidligere på året udkom The Chairmans anmelderroste debutalbum ‘2064’, der har den sjældne kvalitet, at det både er storladent og intimt på samme tid. Manden bag er Lucas Berner, der her fortæller om hittet ‘How It Feels’. Til januar kan du bl.a. opleve ham til ‘P6 BEAT Rocker Koncerthuset’.

Kompromisløs tosomhed
’How It Feels’ er en beretning om et forlist kærlighedsforhold. Følelsen af at befinde sig i en kompromisløs tosomhed med en anden person, der betyder hele verden for én. Følelsen af at ville opgive alt for ikke at miste vedkommende.

Ét langt narrativ
Jeg mener, at sangens opbygning som én lang crescendo er nummerets force. Mange moderne popnumre vil gerne vise alt fra første anslag af, men med ’How It Feels’ følte jeg, at den fortjente et længere narrativ.

Kaotisk klimaks
Det er svært for mig at bryde netop ‘How It Feels’ ned i flere dele. Form- og udtryksmæssigt gik det meget hurtigt at få sangen på plads, og jeg har derfor et meget kontinuerligt billede af hele nummeret. Kraftudladningen til sidst i nummeret er måske værd at understrege, men det virkede også meget naturligt ift. nummerets narrativ og følelse. At føle sig magtesløs er ikke en særlig kontrolleret følelse, derfor gav det mening for mig at sangen skulle kulminere i et nervekaos fremfor en kalkuleret outro.

Elektronificerede akustiske instrumenter
Gennemgående for hele albummet ‘2064’ er, at vi har manipuleret akustiske instrumenter til at fremstå elektronisk. På ‘How It Feels’ er beatet, udover 808’eren, f.eks. bygget op om bongoer som vi har behandlet kraftigt. Alle elektroniske elementer er derudover sendt ud igennem gamle guitarforstærkere for at få et mere bevægeligt og fejlbarligt udtryk.

Sangskrivning
Min sangskrivning varierer meget. Det er 50/50 om jeg sætter mig med produktion som udgangspunkt og laver et beat for derefter at bygge nummeret op om dét, eller om jeg bare skribler nogle linjer ned i min lejlighed ved klaveret. ‘How It Feels’ blev til i en periode, hvor jeg ikke selv havde det for godt og ikke havde overskuddet til at gøre særlig meget i produktion, derfor blev der brugt meget tid foran et klaver med en notesbog. Det fodrede måske halvdelen af sangene til pladen.

Gode livereaktioner
Det er fedt! Jeg udgav en livesession af nummeret tilbage i maj 2015, og derfor har det været det eneste fra pladen, der har ligget tilgængeligt for offentligheden før vi begyndte at udgive singler. Så når jeg har spillet det live, har der altid været genkendelsens glæde fra de i publikum, der er faldet over den. Det er noget der først kom senere med resten af sangene fra pladen. Nu hvor sangen også er kommet på P6 og P3 håber jeg at kunne mærke det endnu mere!

Materialets udvikling
Jeg arbejder meget sammen med min ven Jakob (The Awesome Welles) og Mathias Bang Madsen, begge fra vores musikkollektiv ‘Surburban Collective’, men jeg har altid en lang periode, hvor jeg skriver og udvikler sangene alene, før jeg deler med dem. Siden vi lukkede ‘2064’ har jeg skrevet på nyt materiale, men er først lige begyndt at sparre med dem om dem og udvikler, fortsat alene, stille og roligt på demoerne indtil det på et tidspunkt skal manifestere sig i et produkt. Det er så her, at Jakob og Mathias bliver mere involveret.

Skriveblokader
Det sker ofte. Jeg plejer at ændre min tilgang til sangskrivningen, ændre mine omgivelser eller høre noget helt ny musik for at komme i gang igen. Hvis man er lidt proaktiv og forsøger at kæmpe sig ud af det, mener jeg at det er rimelig ligetil at redde sig ud af.

Foto: Mads Siggaard Andersen

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende