Dør nr. 13 – Manden de kaldte fugl

I denne uge snakker vi med sanger og sangskriver Lasse Storm fra sekstetten Dør nr. 13. Et band der er opkaldt efter en makaber Tivoli-forlystelse fra 90’erne.

Fra dur til mol
Vers, melodi og struktur var noget, jeg havde liggende i skuffen med en engelsk tekst og et andet omkvæd. Den oprindelige ide var i dur. Jeg kan ikke huske hvordan. Sikkert rent tilfældigt kom jeg til at ændre den til mol. Det matchede mere Dørens univers på det tidspunkt. Sådan lidt The Seeds-agtigt. Så jeg prøvede at komme op med en dansk tekst, men det krævede et nyt omkvæd, og så var der kun breaks- og melodi-strukturerne tilbage fra den oprindelige idé.

Det var det første nummer, vi lavede sammen som sekstet. Inden da havde vi spillet lidt som trio og nogen gange kvintet. Så kom Jesper med og så indspillede vi det her sammen med ”E45” ugen efter vores første koncert i den konstellation. Det var også det første vi lavede sammen fra bunden af. I modsætning til de helt tidlige numre, som var mine mere eller mindre færdige hjemmeproduktioner, som vi så prøvede at oversætte til rigtigt band.

Fra hjemmeskitse til færdigt nummer
Jeg synes Anders’ surf-guitarlinier er det helt afgørende for nummerets sound. Det og så Nikolajs farfisa-orgel. Meget karakteristisk for hvad vi prøvede at ramme på det tidspunkt. En billig punket version af tidlig Doors eller sådan noget. Dem kan jeg ikke tage æren for. Min idé var egentlig ret flad og nok aldrig blevet til noget uden det liv, de andre pisker ind i det. Nerven og det rastløse drive er fuldt ud de andres fortjeneste. De er for vilde de drenge. Jeg synes, det er ret vildt at se hver gang, hvordan mine spæde hjemmeskitser bliver sparket til live på den måde.

Nummeret brudt ned
Intro: starter med kort spaghettiwestern guitaranslag. Åben A-mol. Herefter 4 takters main groove. 1. vers: break til vokal solo. Vers veksler mellem vokalbreaks og main groove. To gange. Groove fortsætter under vokalen. Melodien stiger her tonalt (som et modsvar til før i breaksene, hvor den falder). To linier hver efterfulgt af korsvar. På den måde er verset ligesom delt i to spejlvendte dele. Den første breaker, falder tonalt og fungerer som en chase mellem band og vokal. Så bliver de samlet, groovet bliver konstant, melodien stiger og der introduceres korsvar. Den anden halvdel af vers fungerer på den måde som en slags præ-omkvæd.

Så er der et omkvæd. Derefter et vers mere. Endnu et omkvæd og en farfisa-orgel solo. Soloen bliver afbrudt af et halvt sidste vers. Dvs. de sidste to linier (præ-omkvædsdelen) så et omkvæd. 4 takters groove hvor leadvokal skriger sig helt ud og til sidst endnu et omkvæd, der ritarderer ud.

Det er egentlig et rimelig straight nummer. Med ret mange omkvæd og melodiske gentagelser. Som kontrast til det, bliver der stort set ikke gentaget noget tekst. Kun første omkvæd og sidste er identiske. Bortset fra, at sidste omkvæd får klistret endnu en ekstra afsluttende linie på henover ritardandoen i slutningen.

En forstyrret protestsang
Teksten er en lidt forvirret sag. Den stiller en masse spørgsmål. Hvad fanden skal man gøre? Og kommer ikke rigtigt frem til noget som helst. Jeg har kaldt det en forstyrret protestsang engang. For den spiller på kontrasterne mellem at ville ønske fred, og at ville beskytte dem man holder af, mod en ond og syg verden. Den leger med tanken om at den ultimative hengivelse er ens egen undergang og hele verdens undergang. Om at sprænge hele verden i luften, fordi man holder så meget af mennesker, at man ikke kan holde ud at se dem gøre hinanden fortræd. Det er selvfølgelig dybt paradoksalt og nok en også en anelse perverst. Jeg havde ikke nogen entydig idé om, hvad den skulle sige, da jeg skrev den. Jeg havde bare en masse spørgsmål og statements, der passede på melodien, og så skar jeg bare alle de dårligste væk og endte op med det her.

Det var noget af det første jeg skrev efter, jeg nær var blevet dræbt af en stor blødning under kraniet i forbindelse med et styrt på cykel. Jeg vågnede bare op på Riget og de sagde, ’der var du godt nok heldig’. Men jeg havde det forfærdeligt. 36 sting i hovedet og en hjernerystelse gange 70. Og så var det maj og solen skreg ind af vinduet og alt gjort ondt og byen larmede og jeg var ved at kaste op, bare jeg drejede hovedet. Jeg tror måske det er der den kommer fra, den der linie med ”hvor hårdt skal det slå, før det slår mig ihjel”.

Indspillet i øvelokalet
Det er vist en rimelig standard guitar rockproduktion. Vi indspillede det i vores øvelokale. Tvungen lagkage pga. omstændighederne. First take så vidt muligt for at holde det levende med et par dubs her og der.

Tekst før produktion
Teksten var der først. Jeg er egentlig primært en ord-mand. Det er det, der tænder mig ved sangskrivning. Musikken i ordene, du ved. Så jeg skriver rigtigt mange ord Tit også uden at have en melodi at gå efter. Så jeg har altid et lager af ord at gå på jagt i, hvis jeg pludselig har en melodi og ordene ikke lige kommer af sig selv. Men ja, det er meget karakteristisk. Jeg har ret mange stort set færdige sange liggende, og det er kun de bedste, jeg tager med i øvelokalet.

Først her på det sidste er jeg begyndt at tage helt nye udformede skitser med. Fordi det er mere spændende på den måde med et band. At se det hele få liv og vokse imellem os, før man har nået at danne sig tusind meninger om, hvad sangen skal. Det er sikkert også derfor vores seneste ting er lidt noget andet end det her let psychede. Fordi det ikke længere er mine semisyrede sovekammer-produktioner, der viser vejen, men mere bare magien os 6 imellem.

Reaktioner
Den udkom som A-siden på en 7″, vi udgav i februar. Men det er indtil videre B-siden ’E45’, der har trukket mest opmærksomhed.

Live
Jeg synes faktisk indspilningen her virker bedre end det føles, når vi spiller den live. Vi har prøvet lidt forskellige ting, men jeg synes aldrig helt det lykkes. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor.

Arbejdsprocessen
Som sagt er meget af mit arbejde selve det der med at skrive. Det gør jeg hele tiden i mit hoved. Også når jeg ikke har pen og papir mellem hænderne. På den måde er det selvfølgelig udpræget en én-mands affære. Ikke at der som sådan er ensomt deroppe i mit hoved. Jeg prøver også at lade være med at belaste mine omgivelser for meget med alle mine stenede tanker og overvejelser. Arrangement, form og sound osv. Det er derimod en helt fælles ting i øvelokalet og i studiet. Men det har også betydning for ordene, som jeg så tit må rette til for at passe til den sang og sound, der opstår. Der kommer de andre også med deres inputs. Så det er kun det der med at skrive og den helt oprindelige basale idé til en sang, der er rent solo.

Skriveblokader
Det kan godt være det lyder arrogant, men jeg kender det ikke. Jeg kan altid skrive et eller andet. En melodi, et guitarriff eller bare skrive nogle tanker ned. Det er selvfølgelig langt fra lige godt hver gang. At skrive er ligeså meget noget, jeg gør i mit hoved. Det der med rent faktisk at sidde fysisk og taste eller skrible, gør jeg kun når mit hoved er så fyldt op, at jeg skal have det ned på papir for at få luft. Jeg har altid en notesbog med mig eller et papir og en pen, hvis jeg pludselig får en idé, der skal skrives ned. Så jeg har også virkelig meget liggende, jeg altid kan tage og arbejde videre på. Det er mere det der med at skrive ting færdige, der kan være et problem.

Bukowskis ”Don’t try” er lidt et mantra for mig på den måde. Det skal komme flydende af sig selv. Hvis ikke det gør det, så lad være. Lav noget andet indtil det kommer tilbage. Jeg sidder sjældent og sveder over én enkelt ting. Hvis jeg ikke kan knække en eller anden linie eller et vers eller noget. Så går jeg videre til noget andet. Jeg skriver kun, når jeg har noget at skrive. Det har jeg for det meste. Men jeg har heller ikke tid nok i mit liv til bare at sidde og stirre ned på et tomt papir. Så det er nok bare derfor. Hvis jeg sad og kun skulle skrive hver dag. Og fucking SKULLE skrive noget, og stressede over det, ville jeg selvfølgelig nok blokere helt vildt.

Musikvideoen
Jeg havde en idé om en mand i en gummicelle, der helt har overgivet sig til fuglen i hans sind. Fordi der er linien med at ville flyve rundt og eksplodere af kærlighed og alt det der. Titlen kommer også derfra. Synes det passede glimrende på teksten. Man spærrer jo folk inde og giver dem spændetrøjer på, hvis de er til fare for sig selv og andre. Ham her vil jo bare gerne udrydde menneskeheden. Af ren kærlighed godt nok. Eksplosionerne er fra ’Apocalypse Now’. Han synger om at ville eksplodere, men de er jo også et meget godt billede på al den umenneskelighed, han også sværger hævn over. Det er min ven Robert Alex Petersen, der har klippet, filmet og instrueret. Det var kun os to. Mest af nød, fordi det skulle gøres hurtigt og nemt. Så produktionen var rimelig no budget. Vi havde også kigget lidt på The Mercy Seat videoen med Bad Seeds. Den har de der, dødscelle sekvenser.

Lånt linie
Jeg synes, jeg skylder et par folk at nævne, at det der med at ”slå på mørket til det bløder lys” ikke er min linie. Det er lidt langt ude. Det er en fyr der hedder Morten Bay som jeg lavede noget musik med for mange år siden. Han udgav en plade ”Akustisk/Elektrisk”, hvor der var et nummer der hed ”Slå!” . Det var Mortens frie oversættelse af en sang af svenske Thomas Andersson Wiijs sang af samme navn. Men det stopper ikke der. Hans sang var baseret på canadieren Bruce Cockburns ”Lovers in a dangerous time”. Hans linie siger ”But nothing worth having comes without some kind of fight – got to kick the darkness ’till it bleeds daylight”. “Kick” blev til “Slå” på svensk, og siden hen dansk I Mortens mund. Jeg synes den passede så godt her, at jeg helt glemte at spørge om lov. Jeg håber de er cool med det. Ellers må i lige ringe drenge, så vi kan finde ud af noget med noget KODA.

Fremtiden
Forhåbentlig bringer fremtiden en ny udgivelse indenfor en overskuelig tid. Helst noget der kan ende op med at blive et helt album. Vi arbejder på noget nyt med nogle spændende mennesker. Vi prøver at give den alt, hvad vi har, og smider alt ind på det. Vi tager en del chancer og prøver at blande en masse forskellige ting. Vi er jo først rigtigt blevet et BAND det sidste års tid. Så nu laver vi noget, der er OS. Og ikke bare Lasse solo med venner.

Jeg er egentlig ikke sikker på, at vi helt ved, hvad fanden det er vi har gang i længere. Men det er kun fedt. Musik skal jo leve for helvede. Der skal være noget på spil. Selvbevidsthed dræber enhver bevægelse. Vi prøver lidt at bryde med al form for vanetænkning og tryghedsmani. Det er nok lidt mere punket og kompromisløst, end hvad vi tidligere har lavet, men også mere tilgængeligt og poppet på en eller anden måde. Men, nu må vi se. Jeg skal ikke kunne sige, hvor det ender henne. Vi synes selv det er pænt hårdt i hvert fald.

Derudover har vi en del koncerter, vi skal spille henover efteråret. Måske bliver det endda en helt regulær turné, men intet er sikkert endnu. Vi har allerede ret travlt. Kunne være fedt, hvis det kunne blive ved. Jeg kan også være helt plat og slutte med en stor fed kliché af en lille cliffhanger som udgangsreplik: Der er i hvert fald nogle ret vilde allerede bekræftede ting på papiret, som vi selvfølgelig ikke kan løfte sløret for endnu. Det er alt sammen meget spændende. Håber vi ses derude snart! Tak for snak.

Foto: Bo Sveidahl

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende