Poulmand & De Okkulte Rum – #HvadErSundhed?

Vi kommer forbi sundhedisme, Islasmisk Stat, Dan Turéll, Moses og Nietzsche i denne uge, når Søren og Anders fra Poulmand & De Okkulte Rum tager os med bag deres nummer ‘#HvadErSundhed?’. Læn dig tilbage eller sæt dig på kanten af stolen, og tag med på en eller anden form for rejse.

Hvad er sundhed?
Hvis man lige kort skal omkring historien bag nummeret, så skal vi have fat i Nietzsche-drabet på Gud i 1885. Med ham af banen spoler vi frem til 2012, hvor overlæge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, holder tale i det der hedder Vidensråd For Forebyggelse. En af teserne i Ole Hartlings tale er, at Guds død har efterladt et tomrum i menneskelivet. Et tomrum som mange vælger at udfylde med en ny religion; sundhedisme.

En isme, som ifølge Hartling har bemægtiget sig stor magt i privatsfæren såvel som i sundhedsvæsenet. På mikro- og makroniveau påvirkes vi af sandsynligheder forklædt som sandheder og upålidelige screeninger solgt som sikre forvisninger.

Ole Hartling fremhæver paralleller mellem det religiøse sprog og sundhedismens praksis. En dessert kan være syndig. I motionscentret opnås frelsen. #HvadErSundhed? er et portræt af en mand med lav risiko for at få en blodprop i hjertet; en versionering af Ole Hartlings tankegods.

Sundt legeme = sund sjæl?
Titlen på nummeret ‘#HvadErSundhed?’ peger på grundtemaet i Ole Hartlings tale. Spørgsmålet er, hvad sundhed egentlig er for en størrelse? Ole Hartling reflekterer f.eks. over selve det at være sund. Er det det samme som at være rask? Og er et sundt legeme nødvendigvis ensbetydende med en sund sjæl? Det sidste spørgsmål har man vel hørt i en uendelighed, det er retorisk, det besvarer sig selv. Men alligevel. For hvad sker der med sjælen, når legemet og dets tilstand konstant screenes, vurderes og italesættes? Hvad sker der med sjælen, når den drages til ansvar for enhver skavank eller usundhed der måtte overgå legemet?

Ole Hartling når slutteligt frem til en konklusion på definitionsspørgsmålet. Han siger med slet skjult ironi, at “sundhed er det samme som opnåelse af negative screeningsresultater”. Sundhed er et tilsyneladende fravær af fysisk sygdom. Skidt pyt med hvad der så ellers har sat sig i livet på folk. Bare prøven er negativ.

Hashtagget har vi tilføjet af forskellige årsager. Det er vores fornemmelse, at der på sociale medier hersker en temmelig snæver definition af hvad sundhed er. Man kan sige, at det er her sundhedismen har sin højborg. Instagram er for sundhedismen hvad Raqqa er for Islamisk Stat. Instagram er derfor det helt forkerte sted at diskutere sundhedsbegrebet, og netop derfor den perfekte arena.

Alt for lidt hocketing
Et markant element i nummeret er det hurtige guitar-tema i versene. Den pentatone tonalitet tilfører et asiatisk touch og det høje tempo giver temaet en fitness-kvalitet. Temaet er for hurtigt til at nogen af os kan spille det alene, så vi skrev det ud til to guitarer, som så deler tonerne mellem sig. Hocketing hedder det, når to stemmer i fællesskab skaber en samlet stemme. Det er der for lidt af i populærmusikken. Der er for mange enkeltmandspræstationer.

Alle dele spiller en rolle
Alle nummerets dele er selvfølgelig væsentlige, for magien opstår i sammenstødene mellem stykkerne. Der er fuld krudt i funken i versene, som fungerer i sig selv fordi Søren rap-synger hen over dem. Han burde have været James Brown, men i stedet er han krydsproduktet af Steffen Brandt og Frank Sinatra. I den større kontekst fungerer funk-stykkerne fordi de halshugges af et tempofald ned i pseudo-hardrock-universet i omkvædet.

Pseudo-hardrocken fungerer fordi Anders lægger en hensynsløs reggae-guitar ovenpå. Vi modulerer hele toner op og ned, hvilket er rimelig groft, men det kan vi fordi nummeret allerede er gjort rummeligt af de forskellige stykker og de akavede instrumentroller.

Outroen, som man vel godt kunne kalde kedelig, fungerer faktisk, fordi underholdningsværdien er så høj i alle andre stykker i nummeret. Her bliver kedsommeligheden en gave. Der skal også være plads til det kedelige, det er det vi altid har sagt. Alle led er væsentlige – du kan ikke pille noget ud af ligningen. Så går den ikke op.

Vi spiller i øvrigt på helt almindelige musikinstrumenter nummeret igennem. De eneste abnormiteter er en Whammy-pedal i Andreas’ guitarsetup og en autotune-effekt på Sørens vokal.

Tricket i vores musik ligger ikke i produktionen eller i de instrumenter vi spiller på. Tricket ligger i måden vi spiller musikken på og måden vi arrangerer på. Det er meget gammeldags i virkeligheden.

Ikke alt for guitar-agtigt
I det her tilfælde kom musikken før teksten. Søren lavede en demo på sin computer, som vi lyttede til og var meget begejstrede for. Så sang Søren ind over demoen, tog det med i øveren og så begyndte vi at arrangere nummeret. Det var en sjov rejse at oversætte computer-instrumenterne til rigtige instrumenter.

Vi bruger generelt computeren meget som skriveredskab. F.eks. kan vi godt lide at skrive guitarstykker på computeren, altså på keyboard, og så først lære at spille det på strengene, når det er færdigt. Det gør ligesom, at det ikke kommer til at lyde alt for guitar-agtigt i sidste ende.

Musikvideoen
Det er ikke vigtigt for os som sådan at musikken parres med et visuelt udtryk. Musikken kan sagtens stå alene. Egentlig var planen at indspille nummeret i et studie, men så bød chancen sig for at lave en live-video. Vi er meget glade for spille det her nummer, fordi det er en rutchebane. Så vi droppede studiet og besluttede os for bare at lave en live-video i stedet.

Set i bakspejlet var det en meget god idé med en video, for det er meget godt at få sat ansigter på den musik vi spiller. Abstraktionsniveauet er jo ind imellem lidt højt, så vi tænker at det er meget rart at kunne kigge Søren i øjnene, når han synger om den her ret feminine mand der enten er kommunalarbejder eller bedemand og desuden totalt blottet for nærvær.

Samtidig har vi så prøvet at udfordre live session-formatet lidt. Derfor skifter Søren tøj hele tiden og forskellige videoklip er klippet ind over hinanden. De skarpe vil forstå at det ikke er ét take af #HvadErSundhed?, men flere takes klippet sammen. Men #HvadErÆgthed?

Hvem husker tonic?
Vores arbejdsproces er meget social. Vi har dog hver især nogle rum vi kan gå ind i, for så at komme ud med noget vi kan arbejde på i fællesskabet. Men det er meget blandet. Nogle sange kommer folk med på noder og så lærer vi dem. Andre sange opstår ud af improvisationer, hvor ingen rigtig aner hvorfor de spiller som de spiller, blot at helheden fungerer. Begge rum er gode at befinde sig i, men faktisk er blandingen det allerbedste. ”Uden kaos, ingen fest”, sagde Nietzsche. Men festen er bare sjovere hvis der er nogle der på forhånd har købt tonic og isterninger.

Hvis blokaden opstår
Hvis kamplysten er der, så går vi i kødet på de genstridige problemer. Hvis vi ikke er i humør til nævekamp, så holder vi en pause fra det dysfunktionelle nummer og skriver videre på noget andet. Det hjælper tit at gå et andet sted hen og samle kræfter til at gå tilbage og klare ærterne.

Bedre at dele vandene end at drukne i mængden
#HvadErSundhed? er en rutchebane for dem der spiller og for dem der lytter. Nogle kan lide at køre i rutchebaner, andre kan ikke. ”Det er det man kalder forskellige forbrugsbehov”, som Dan Turéll ville sige. Vi har det sådan, at det er bedre at dele vandene end at drukne i mængden. Vores drøm er at lave en Moses. At være et enten elsket eller hadet band. Intet midt imellem. Der er fyldt godt op på midten i forvejen, så der får andre lov til at stå.

Tilkalket gasbeton
Videoen er i øvrigt optaget i en gård udenfor vores øvelokale. Øvelokalet er sidenhen blevet lukket. Lokalplanerne i København kommer tit til at tage livet af det lokale. Vi har Amager i hjertet, men kan efterhånden se hvordan Amager bliver et mere og mere hjerteløst og blodfattigt. Venepumperne tilkalkes af gasbeton, og pseudo-Miami er efterhånden en kendsgerning flere steder på øen. 20 etager med crossfitness i stuen og åndeligt forfald hele vejen op til himlen, som i øvrigt er tom, for Gud er jo død, men der har vi været. #JeSuisLorteøen

Fremtiden
Poulmand & De Okkulte Rum er jo i virkeligheden et meget folkeligt projekt, så vi skal ud spille en masse koncerter. Vores drøm er at transcendere det slagne loop (Aarhus, Odense og København) og ramme forsamlingshusene, byfesterne og bibliotekerne ude i det ganske land. Og så skal vi jo nok lave nogle plader.

Vil du vide mere om Poulmand & De Okkulte Rum? Tjek på FacebookStream musikken på Spotify
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende