Jeppe Højgaard – Som

I denne uge tager musiker Jeppe Højgaard dig med ind i hans musikalske verden og fortæller, hvordan det smukke nummer ‘Som’ blev skabt.

Tilgangen til musikken
Jeg eksperimenterede mig frem igennem hele indspilningsprocessen. Fra start besluttede jeg mig for så vidt muligt at acceptere fejl og forsøge at inkorporere dem i musikken, i stedet for at lade dem modarbejde mig i en forestilling om at resultatet skulle være perfekt. For at undgå fastlåshed og i stedet give plads til flow og kreativitet. Det gav en stor åbenhed i forhold til hvordan de enkelte numre – og i øvrigt også helheden – skulle lyde, og jeg eksperimenterede mig frem, igennem hele indspilningsprocessen. Numrene har ret forskellig karakter. Det der binder numrene sammen, er netop den tilgang, jeg har haft, som har givet et ret organisk udtryk. Det var vigtigt for mig bare at stå ved mig selv som jeg var, på godt og ondt, altså med manglende viden om indspilning, dårligt guitarteknik osv. I tillid til at min intuition og musikalitet ville bære mig igennem alligevel. Jeg synes, der ligger et vigtigt budskab heri, et budskab om accept. Jeg bilder mig ind at musikken finder vej på de præmisser der er, og jeg kan lide den ærlighed, der er i det.

Hele denne proces har været en rejse hen imod en musikalsk forankring. En afsøgning af mit eget lydlige potentiale, hvor det har været nødvendigt for mig at arbejde alene, for at kunne lytte til og genkende min egen stemme. Der er kun to musikere med på pladen udover mig selv, begge pianister. Pladen er mixet i samarbejde med Andreas Pallisgaard. Men fordi nummeret ’Som’ er sådan en efternøler, der blev skrevet efter vi havde mixet pladen færdig, er ‘Som’ det første og eneste nummer på pladen, som Andreas ikke var med til at mixe. Det kan man tydeligst høre på guitarlyden, der ikke har samme karakteristiske fylde som mange andre steder på pladen.

Skriveblokader
Min erfaring er, at når jeg kommer til at forcere arbejdet, så bliver resultatet også derefter. Nogle gange må man bare vente på den brik, der mangler. Så hvis jeg sidder fast, så prøver jeg at lade det ligge i noget tid og går videre med noget andet. Så er det friskt igen, når jeg vender tilbage. Jeg synes, det er vigtigt at bevare respekten for musikken og nære fornemmelsen af at musikken er en kraft, der er større end mig.

Videoen
Jeg har lavet meget lidt video før videoen til ’Som’, så på samme måde som med musikken, har jeg forsøgt mig frem indtil jeg fandt en idé, jeg syntes fungerede. Idéen er enkel og effektiv. Nattemørket sammen med ansigtets nærhed og skrøbelighed synes jeg bare passer godt til stemningen i musikken. De reaktioner jeg har fået har også været positive.


Teksten
Jeg skrev teksten før jeg lavede musikken. Idéen var at starte alle linjer med ordet ”som”. Jeg var træt af, at jeg altid kom op med metaforer i stedet for at fortælle eller beskrive noget direkte. Et eksempel kunne være: “Som træernes blade om efteråret, falmer vi langsomt”. Den slags sætninger bliver nemt lidt klichéagtige, og jeg ville gerne prøve at finde en anden måde at gribe det an på. Men jeg ku’ simpelthen ikke komme ud af rillen, så derfor endte jeg med at gå den stik modsatte vej og simpelthen dyrke den slags sætninger, – specielt begyndelsen på dem. Det endte så med den her tekst, der kun består af begyndelser på billeder, – påbegyndte sætninger der ikke rigtigt afsluttes, billeder der står uforklarede:

Som en lyd stiger op som dør du på mine læber som et navn der holder os ude som nålen i dit plastikhjerte

Som i nat da vi sov som støvet i dine lommer som et æg der falder fra reden som nålen i dit plastikhjerte

Som om alt ordner sig som lyden af dine stemmer som en syg der smiler i døden som nålen i dit plastikhjerte

Musikken
Nummeret består kun af omkring 5 forskellige elementer. Guitaren lægger grunden med en simpel rytme som vi kender fra fx Velvet Underground nummeret I’m Waiting For the Man, men her er det med en mere grunge-agtig eller måske endda gotisk i sin stemning. Akkordrundgangen er mere særpræget og lyder lidt af fusionsjazz eller måske et eller andet symfonisk rock ☺ Der er et par keyboardroller, som flyder eller jammer rundt i baggrunden.

Der ligger et ret markant distortionspor igennem hele nummeret. Det har jeg frembragt på saxofon, ved at placere en kontaktmikrofon på saxofonen og spille ud gennem en guitarforstærker, som jeg så har optaget. Bagefter har jeg lagt effekter på, – distortion, overdrive, echo og bitcrush, vistnok. Jeg er jo saxofonist oprindeligt, men det her er det eneste saxofon, der er på pladen. Og ironisk nok kan man slet ikke høre, at det er saxofon. Vokalen er optaget på min computers højtalere. Jeg ville egentlig bare synge melodien ind, så jeg kunne huske den, men så opdagede jeg at netop kombinationen af computerens mikrofon og den reverb der lå på sporet gav en helt speciel klang, der passede super godt til nummeret. ‘Som’ var det sidste nummer jeg lavede og vokalen her, er det, der peger videre frem for min musik. På den efterfølgende plade – som er lavet færdig men ikke udgivet endnu – er de fleste vokalspor optaget med computerens mikrofon. Sjov detalje synes jeg.

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende