eif – Sailing Away

I denne uge fortæller eif om tilblivelsen af nummeret ‘Sailing Away’ fra sidste års debut-EP ‘Teal’.

Starte forfra
Historien bag nummeret er lidt alvorlig. I 2010 var jeg så uheldig at blive kørt ned af en bil, da jeg cyklede til arbejde. Jeg vågnede op på Rigets intensivafdeling med en slem hjernerystelse og piskesmæld, og var efterfølgende sat ud af (karriere)spillet i et par år. Jeg brugte sangskrivning til at bearbejde alle de følelser og til tider mangel på følelser, der opstod i perioden efter ulykken. ‘Sailing Away’ handler om at ønske sig væk fra en tilværelse, der ikke længere giver mening. Ønsket om bare at tage langt, langt væk til et dejligt sted og få det godt igen. Starte forfra, helt fra nul.

‘Sailing Away’ kan forstås som en metafor for håbefulde tanker der sejler, driver, svømmer væk fra de mere mørke af slagsen.

Blues-agtig feeling
Sailing Away er delt op i tre vers, der beskriver rejsen og omstændighederne: at sejle afsted uden en på forhånd givet destination, for at slippe fra en verden, der har mistet sin mening. Rundt om versene er små “broer”, der på næsten mantra-agtig vis fordrer til at blive ved med at sejle: “just keep sailing…”. Herefter har vi omkvædet, der løfter stemningen og giver håb: “I’m sailing away from apathy. Yes, I’m leaving today, come what may!”. Dette håb løftes endnu højere op i C-stykket, hvor vi er midt ude på havet. Helt alene finder vi friheden og smider problemerne overbords. Sangen slutter med to inderlige omkvæd, lige fra hjertekuglen. Come. What. May.

Jeg har altid været glad for den soullede, lidt blues-agtige feeling i nummeret. Det var klart i den old school retning, jeg ville fra starten. Sangen fortjener noget tyngde. Akkorderne i C-stykket er også for lækre!! Produktionen på hele albummet, ‘Teal’, er en del mere elektronisk, end når jeg spiller live.

Lade kunsten leve
Jeg har ingen særlig metode til at arbejde min lyd frem – det kommer bare direkte fra hjertet. Min måde at skrive melodier, tror jeg er med til at samle udtrykket. Og så er jeg meget glad for lækre korstemmer!

Som regel har jeg først en tekst, da det er min umiddelbare måde at udtrykke mig kunstnerisk. Så bliver musikken jammet frem bagefter, typisk ved et klaver. ‘Sailing Away’ skrev jeg på en to-dags sangskriver workshop, hvor der efter en brainstorm kom lidt tekst, lidt melodi, lidt mere tekst, akkorder på guitaren, osv… Arrangementet kom noget tid senere. Jeg vil ikke låse mig fast på én metode, kunsten må leve som den nu må – og forandring fryder.

Videoen
Der er en såkaldt “lyric video”, hvor teksten kører henover en smuk baggrund, der forestiller vandfaldet Barnafoss i Island. Jeg ville gerne lave en fantastisk musikvideo, men jeg vil ærligt sige, at jeg hellere lægger energi og midler i det visuelle udtryk jeg har live. Det er en stor prioritet for mig at prøve at give den gængse pop-lytter en anderledes, kunstnerisk oplevelse. Tidligere har jeg f.eks. eksperimenteret med håndstandskunstnere, der lavede en smuk performance til forskellige, grafiske visuals.

Kuldegys
‘Sailing Away’ er det nummer, der vækker flest reaktioner, hvilket er fantastisk! Det er jo en hver sangskrivers drøm at røre lytterne! Flere har fortalt, at de fik kuldegysninger under nummeret, og det er jo et kæmpe kompliment. Det er et nummer, der betyder meget for mig og det tror jeg, publikum kan mærke.

For meget perfektionisme
JA, skriveblokader opstår! Når det sker kigger jeg min mappe med tekster igennem og begynder at synge noget tilfældigt over den, der afspejler min sindsstemning. Ved en skriveblokade tror jeg, det er vigtigt bare at gøre et eller andet. Det må gerne være vildt dårligt, så længe man bare gør noget. Blokaden kommer jo desværre oftest af lidt for meget perfektionisme.

Jetsetter-nummer
‘Sailing Away’ har været på lidt af en rejse rundt på kloden. Det blev indspillet delvist i et studie på Vesterbro, på Københavns Universitet og hjemme i min stue. Sylvester Struckmann, der har produceret nummeret, var på tour med Mø i den periode EP’en blev til og sad og mixede færdigt et sted i Mexico. Så det er lidt af en jetsetter, kan man sige.

Til Island
Pt. øver jeg med mit band. Vi tager på en lille turné til Island i maj. Det bliver fuldkommen fantastisk. Vi indspiller en live EP i Reykjavík, der bliver udgivet henover sommeren. På EP’en finder man to-tre nye numre, jeg glæder mig til at dele. Så 2016 står på en masse sangskrivning, live koncerter og rejser op nord på.

Foto: David Valentin Schweiger

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende