Kim Kim – Xray Sex

Vi skruer tempoet en anelse op i denne uge, med Kim Kims fortælling om nummeret ‘Xray Sex’ fra netop-udgivede debutalbum ‘Amulet’.

Kødet og knoglerne
Når jeg skal til at skrive en ny sang, gror teksten som regel ud af et enkelt ord, jeg er faldet over og fandt smukt eller interessant. Ordene ‘xray sex’ har ligget længe i min lille notesbog, og jeg kan ikke rigtig huske, hvorfor jeg skrev dem ned, måske forestillede jeg mig skeletter dyrke sex. Men for nylig Googlede jeg ordene og fandt ud af, at der faktisk findes røntgenoptagelser af samleje (heterosex, så jeg var ikke så begejstret.) Der er noget særligt ved at se kødet og knoglerne bevæge sig på den måde. Det forvandler sex om til en penetration i en helt bogstavlig forstand.

Kvæl hårdere for at sætte stemningen
‘Xray Sex’ er en kærlighedssang og en dræbersang på samme tid. Den gemmer på noget blødt og hårdt, som slår gnister mod hinanden. Jeg sad og skrev teksten i sommer, mens jeg lyttede på nogle grove skitser af beats, jeg havde lavet på mit keyboard og blandet sammen med lyde fra sæler.

På Roskilde Festival sidste år var min nabolejr en flok Ballerupdrenge, der hørte den ledeste tramp. De havde alle Nike-sneaks og Kappa-lort på og var coolere end cool, men det tænkte de nok ikke så meget over; de var 16 år og på deres første festival og mega vrede over nogen, som havde smadret deres pavillon. Men min lejr blev venner med dem, det var så fedt, og jeg fik pludselig den fantastiske ide at lave en musikvideo til Xray Sex samen med dem, hvor jeg ligesom var deres leder – en fæl gangstaboss med høje stripperhæle i akryl, en stor queer mama som passede på sine drenge.

Efterhånden vågnede jeg lidt fra døsen og indså, at det var en lidt fjollet idé, og jeg synes også, at slutresultatet X.I.P. var langt bedre, fordi den var sangteksten meget mere nær. Man ser mig blive tæsket i stykker af en mand. Min mor kunne ikke lide at se mig blive kvalt, da hun så videoen første gang, men den var virkelig sjov at filme. Skuespilleren var meget nænsom, så jeg var nødt til at bede ham om at kvæle mig hårdere, så jeg ligesom kunne komme i den rette stemning.

Sammensmelte natur og techno
‘Xray Sex’ blev til en meget vred sang, fordi beatet er så skrattende og tørt som sandpapir. Den pumper bare derudaf og er pænt aggressiv, men på samme tid æder sangen også lidt sig selv eller falder ind i sig selv, som om den tager nogle dybe åndedræt nogle gange.

Det er her undervandslydene af sælerne kommer ind. Man skulle næsten ikke tro, at så sær og dunkende og trillende en lyd kommer ud af en sæl, men det gør den virkelig. Sælen er jo den vildeste beat machine. På en lidt én-til-én-kikset måde er det nok bare mig, der prøver at sammensmelte natur og techno. Det kan gøres (og er allerede gjort) langt mere subtilt, men det blev til det her. Dyrene synger eller kalder eller græder, mens det onde technobeat ruller tilbage på sporet.

Måske er Xray Sex en drøm?
Jeg ville gerne have, at sangen skrattede så hårdt, at man fik billedet af et PA-anlæg, der ødelægger sig selv. Ligesom den her vaskemaskine, der ødelægger sig selv. Jeg har en dagdrøm om en dag at stå og sende et luftkys fra scenen, mens højttalerne laver en stor paddehattesky bag mig. Måske er ‘Xray Sex’ en drøm? Det kan også være, at det her er sangen, der handler om, hvordan kroppen gemmer på sin egen forgængelighed; at kroppen kender til den før bevidstheden.

Den mørke side
Der er som sagt den her dobbelthed i alle ordene fra ‘Xray Sex’. Den, der synger dem, er kærlighedsopslugt og totaldestrueret. Hvilken side handler det egentlig om? Hvad skal det dog ikke blive til med den her tvivl?

“do you cut to the core or do you cut for the gore? / don’t deny don’t deny don’t deny don’t deny

how can grinding our bones sparkle clarity? / when all i see is dust piling up up up up”

Der er også den her dobbelthed i mit kunstnernavn. I artikler beskrives min musik som langt mere uhyggelig og sær, end lige havde regnet med. Egentlig prøver jeg jo bare at skrive popsange og håber, at P3 for helvede snart gider spille noget af mit lort. Jeg kan dog nok ikke løbe fra, at jeg har baggrund i det lidt kunstnerisk skæve, men når jeg i det nye år skal til at optræde med sangene fra Amulet, overvejer jeg at nærme mig The Dark Side. Til mine næste koncerter kommer jeg nok til at optræde med en Jason-maske på.

‘Xray Sex’ er en af sangene, som er fra min debutplade Amulet, og jeg hvortil jeg har udgivet musikvideoen X.I.P., hvor den sammen med to andre sange forvandler sig om til et seks minutter langt drømmetrip.

Foto: Tobias Nicolai

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende