The Brazierlights in the Window – Perfect Lovers

I denne uge fortæller Perry MacLeod Jensen og Anton Rank om ‘Perfect Lovers’ fra albummet ‘Fall Fall Fall’.

Digterisk tilgang
Perry: ’Perfect Lovers’ er en sang, jeg skrev for 6-7 år siden, og som har udviklet sig drastisk over årene. Som jeg ofte gør, når jeg skriver sange, sad jeg med en guitar og legede med at spille nogle normale dur-akkorder andre steder på guitaren, end jeg plejer. Stille og roligt udviklede det sig til en uptempo, Pavement-agtig sang. Så sang jeg nogle små linjer, jeg syntes lød godt over de akkorder, og stille og roligt udviklede det sig til en tekst. Det ene ord efterfulgte det andet. Det var en ret simpel digterisk tilgang. Man starter i øverste venstre hjørne af papiret og slutter i det nederste højre hjørne. Altså, jeg sang ”Strange feeling”, og så fik jeg en eller anden idé om, at den der underlige fornemmelse var kommet efter at vågne tidligt. ”Strange feeling after wake up early/ I am dammed/ So dammed/ By you.” Det var så første vers, som nærmest skrev sig selv over de tre guitarakkorder.

Anton: Perry lavede en midi-demo og præsenterede den for os andre, hvilket er en normal måde for os at arbejde på. Vi spillede sangen igennem, og Perry og jeg havde en idé om at gøre nummeret ret stramt med et stivt, statisk beat og pumpebas.

Den røde tråd
Perry: På det tidspunkt var vi ret genreforvirrede, og det var svært for os at finde den famøse røde tråd mellem vores forskellige numre. Vi spillede den her version af nummeret til en håndfuld koncerter, sammen med et psych-nummer, et elektronisk remix af ’…is Friends Who are Genious’, noget flamingo-surf-støj som ’The Strawberry Took Too Many Drugs’ og den tunge ’I Can’t Tell’.

Anton: Det kom ud på et forvirrende overdrev, så vi gik ind i en proces, hvor vi forsøgte at finde en lyd, der var mere sammenhængende. Vi fandt frem til, at det klædte os godt med en mere indadvendt og drømmende lyd. Numrene skulle være mindre stramme og mere flydende og intuitive. Så den der stramme Pavement-version af ’Perfect Lovers’ passede bare ikke længere ind i vores lydunivers.

Tilbage i øveren
Perry: Så vi tog den tilbage i øveren, halverede tempoet, og jeg begyndte at spille åbne akkorder med massere af reverb og delay. Hurtigt blev vi ret begejstrede for den fylde som nummeret fik, når guitarene fik lov til at svæve. Vi tilføjede nogle flydende synthtoner, og jeg arrangerede de bærende klaverakkorder. Det var som om, vi fandt prototypen på vores lyd med det her nummer. Det klædte os utroligt godt at forsimple beatet og lader guitaren ligge en massiv, ambient, melankolsk flade, som min vokal kunne svæve oven på.

Fra keyboardmelodi til basmelodi
Anton: På den gamle version af nummeret lå der en keyboardmelodi, som vi var ret glade for. Den melodi flyttede vi over på bassen, og den kan man høre imellem versene i sangen.

Perry: Det lyder virkelig glimrende, når den melodi bliver spillet på en bas. Sådan en melodi ville vi ellers aldrig skrive med en bas i hånden. Det er så tydeligt for mig, at den er skrevet på et klaviatur. Bestemte instrumenter afføder bestemte måder at skrive melodier og akkorder på, og man kan derfor få nogle spændende resultater, når man flytter en melodi over på et helt andet instrument. Det er som om, at hvert sit instrument har sin egen grammatik, ligesom hvert sprog har sin egen grammatik. På fransk sætter man fx sætninger sammen på en helt anden måde end på dansk. På samme måde er jeg overbevist om, at man sætter melodier sammen på forskellige måder på forskellige instrumenter.

Det besynderlige er, at den guitaridé, som hele sangen blev skrevet ud fra, er pist væk fra den endelige version. Den tilgang til instrumentale idéer er helt essentiel, når man skriver musik. Man kan elske en idé nok så meget, men det bedste er, hvis nummeret udvikler sig i en retning, hvor den idé bare støjer. Så er det heldigvis en bedre idé, der har vundet over den oprindelige idé.

Kontrastykket
Anton: Sangen har egentlig udviklet sig ret flydende. Vi havde ingen idé om at lave en sang, der lyder som den endelige version af ’Perfect Lovers’. Kontraststykket inden omkvædet skrev Perry efter, at den nye version havde udviklet sig. Nummeret var blevet en ret gentagelse af de samme tre akkorder, og hvad gør man så, når det bliver for ensformigt at lytte til? Man smider et stykke ind, der er noget helt andet.

Perry: Jeg skrev noget tekst til det en søndag eftermiddag, hvor jeg havde fået en bøde i toget. Det kom der den virkeligt dårlige linje, ”After a perfect day/ I got a fine in the train”, ud af. Den bestod et godt stykke tid, men da vi gennemgik alle teksterne til sangene på albummet ’Fall Fall Fall’, ændrede vi den til ”After a perfect day/ You wanted someone else”. Det må alt andet lige være mere smertefuldt for protagonisten end at få en togbøde.

Tekstens tilblivelse
Perry: Teksten blev skrevet ud af ingenting. Jeg havde intet på hjerte. Jeg skrev bare et eller andet, der i sig selv gav mening, men den handler slet ikke om noget, jeg selv har oplevet. Det sjove er, at folk altid tror, jeg fortæller noget vildt personligt med den her tekst. For nyligt spillede vi en koncert, hvor en af vores venner sagde, at det er fedt, sangen handler om en pige, jeg har været ulykkeligt forelsket i. Folk har også sagt, at den handler om min ekskæreste og jeg. Intet af det er sandt, men folk må fortolke som de vil på baggrund af teksten. Det virker heldigvis til, at folk kan relatere til sangen, så selvom den er så ukonkret, gør folk den meget konkret, og det er jeg egentlig ret stolt af.

Koncertklimaks
Anton: Noget af det, jeg er gladest for i nummeret, er det klimaks, der kommer til sidst. På indspilningen spiller vi kun akkordrundgangen to gange, men når vi spiller sangen til koncerter, har vi ingen aftale om, hvornår vi slutter nummeret. Vi spiller bare akkordrundgangen igen og igen, mens vi bygger intensiteten op. På trommerne spiller jeg mere og mere intenst. Jeg slår hårdere og hårdere. Jeg begynder at smide flere underdelinger ind, og nogle gange taber jeg fuldstændigt den rytmiske struktur. Det bliver ren improvisation, og afspejler et her og nu frem for en forudbestemt idé om nummerets tilknytningen til et bestemt rum. Altså sådan som klimakset udvikler sig, giver vi en 1:1-gengivelse af os selv, som vi står på scenen.

Perry: Imens ender Alex og jeg ofte med at stå og lave hvid støj på guitaren. Ligesom Anton opløser sine rytmiske strukturer, forkaster vi harmonikkens grænser. Tilbage står støjen og vores fremførelse af den. Det er meget intenst, og jeg bliver som regel revet fuldstændig med af musikken, så jeg til sidst ligger på gulvet og slås med guitaren for at få så meget lyd ud af den som muligt. Det er altid afslutningen på vores koncerter, og det er et klimaks, der er så effektivt, at folk aldrig råber efter ekstranumre. Det er hovedret, ost, dessert, kaffe og cognac i et.

Indspilningen
Anton: På indspilningen er trommerne i dette klimaks ekstremt compressede, fordi vi har justeret compressoren efter trommespillet i den første, lange, blide del af sangen. Det får trommerne til at lyde som en larmende lydflade. Slagene bliver til små eksplosioner, og bækkenerne ringer konstant. Det var slet ikke noget, vi havde planlagt skulle være sådan. Vores mikser havde bare lavet en god trommelyd på den første del af nummeret uden at kigge på klimakset. Da vi hørte det foreløbige resultat, hvor han endnu ikke havde arbejdet på klimakset, sagde vi: ”Det er sådan, det skal lyde. Du må ikke ændre på noget.”

Perry: Da vi indspillede nummeret, havde vi ret præcist planlagt, hvad vi skulle optage. Det var fire år efter, at jeg præsenterede den første skitse for Anton, så vi syntes, vi var ret færdige med nummeret, efter vi havde spillet det til ret mange koncerter. Vores idéer skulle så og sige bare lægges ned på bånd, men da vi gik i gang, endte vi alligevel med at optage en masse nye idéer. I vores studie har vi et klaver stående, og efter jeg havde indsunget vokaler til sangen, sad jeg og legede lidt med det klaver. Når jeg gør sådan noget, får jeg selvfølgelig idéer til nye roller i nummeret, og vi endte med at optage fire-fem klaverspor, der ligger oven i hinanden. Dem kan nummeret selvfølgelig ikke undvære i sin endelige version, så jeg er glad for, at vi gav os selv lov til at arbejde videre med nummeret, selvom vi havde været færdige med det i lang tid.

Signaturnummer
Anton: Nummeret er blevet en slags signatur for os. Vi afslutter stort set alle vores koncerter med den sang. Den er blevet en guideline for, hvad vores lyd er, og det er oftest det nummer folk er gladest for til vores koncerter. Det smukke er, at indspilningen er et produkt af min og Perrys kreativitet, men når vi spiller sangen med de andre i bandet, bliver det et fælles produkt af vores fælles kreativitet. The Brazierlights in the Window har traditionelt bestået af Perry og jeg, hvor vi har fået hjælp af nogle venner til at spille vores koncerter. Det opstiller et naturligt hierarki i bandet, men når vi spiller det her nummer, bliver det hierarki nedbrudt. De andre spiller fuldstændig frit og er ligeså meget med til at skabe det endelige produkt som Perry og jeg. Sådan skal det også være. Publikum har ikke lyst til at se på to personer, der bestemmer over de to andre. De vil se et sammenspillet band, og på grund af de positive erfaringer vi har haft med at inddrage andre i denne kreative proces, har vi opløst os selv som duo, og er i stedet blevet et rigtigt band. Altså ikke bare to personer, der får hjælp af deres venner. Et rigtig band.

Perry: Så nu skal vi bare i gang med at være et band og lave nogle nye sange sammen med vores guitarist Alex og nye bassist Emil. Det betyder selvfølgelig, at jeg skal lære at begrænse mit enorme ego. Det er dog kun godt. Vi har indspillet nogle nye sange, hvor de andre har været gode til at give kritik på fx mine vokalindspilninger. Resultatet er, at jeg selv bliver meget mere tilfreds med sangene.

Foto: Patrícia Baranyaiová

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende