Vida Sophia – Rumination

Vida Sophia er en super talentfuld sangerinde, du skal holde øje med i 2016. Her dykker hun ned i sin melankolske perle ‘Rumination’.


Vendte verden på hovedet
’Rumination’ blev til i en af de hidtil mest forvirrende perioder i mit liv. Jeg tog verden og vendte den på hovedet for øjnene af mig selv. Konkret gik jeg fra min daværende kæreste, men med meget blandede følelser. Mit følelsesliv er aldrig entydigt, men i denne periode var det udtalt ustabilt. ’Rumination’ er et psykologisk begreb, der betyder at negative tanker og scenarier kører i ring. Det er en tilstand, hvor man ikke selv er herre over sin egen tankevirksomhed, og det var præcis sådan, jeg havde det. Det er det, dette nummer beskriver. Teksten går fra den ene yderlighed til den anden. Fra optimisme til pessimisme. Fra idyl til kaos. Det er en 5 minutters oase, hvor det er okay at tankerne har deres eget ukontrollerede liv.

Uden masker og drømmesyn
Nummeret handler om forskellen på at kende hinanden platonisk og på virkelig at kende hinanden. Uden masker og drømmesyn.

Det er svært at pege på enkelte elementer, der definerer tonen i nummeret, men det første der høres er den samplede vokal, der introducerer nummeret, indrammer nummeret. Længselsfuldt, det kan jeg godt lide.

’Rumination’ i tre dele
Det er på mange måder et af de mærkeligste numre, jeg har lavet. Rent opbygningsmæssigt kan det deles i tre dele. En introduktionsdel, en traditionel del bestående af vers/omkvæd og til sidst en utrolig lang outro. Hver del har sit tema. Introduktionen er rosenrød, vers/omkvæd bryder idyllen med sin realisme og i outroen er der en melankolsk undertone.

To verdener mødes
Min kommende EP har jeg lavet i samarbejde med producer Frederik Carstens. Han har en baggrund i hip hop, og jeg kommer fra et klassisk miljø med violin og filmmusik. De to verdener har vi prøvet at forene, og det har været virkelig spændende. Vi har lavet EPen primært elektronisk med enkelte undtagelser.

Tekst, melodi og produktion
I forskellige perioder arbejder jeg forskelligt. Man bliver klogere af at afprøve måder at skrive på. Nogen gange skriver jeg et færdigt nummer, før jeg deler det med en producer, andre gange kun en tekst -og melodilinje. I denne periode med Frederik har vi arbejdet sådan, at Frederik ud fra en stemning, vi har snakket om, har lavet et beat. Ud fra det beat har jeg skrevet melodien. Teksten har jeg dog ofte lavet på forhånd. Derfra laver vi det resterende nummer i fællesskab.

Elsker livereaktioner
Jeg prøver så vidt muligt at undgå at fokusere for meget på folks reaktioner. Måske er det fordi jeg er bange. Det er det sikkert. Jeg har lavet mit, og håber, det kan give nogen noget. Live elsker jeg dog at mærke folks reaktioner. Det er umiddelbart og direkte.

Arbejdsprocessen
Min arbejdsproces har to faser. Den første er meget asocial. Jeg har brug for tid og ro for at kunne mærke mig selv. Uden denne ro, har jeg svært ved at skrive noget, der har mening. Roen har jeg i min lejlighed, hvor jeg har indrettet et lille hjemmestudie.
Anden fase er der, hvor jeg involverer min producer. Men mere eller mindre kun ham. Her bliver processen mere social, da vi herfra sammen skal skabe. Det er to meget forskellige ting.

Om skriveblokader
Skriveblokader er ikke sjovt. Det er enormt frustrerende. Måske åbner jeg en flaske vin, men det hjælper sjældent. Ellers spiser jeg slikposer og alt for meget aftensmad. Det hjælper heller ikke. Jeg har stadig ikke fundet en kur mod skriveblokader. Til sidst giver jeg op, ser tv og glæder mig til i morgen.

Fremtiden
Helt konkret bringer fremtiden udgivelsen af min næste single og herefter første EP, en forårstur med Dúné og andre dejlige oplevelser. Rent personligt går jeg og leger med tanken om en analog fremtid. Det betyder fremtidig musik, der ikke er elektronisk i samme grad som det, jeg hidtil har lavet. Alt er på tegnebrættet, vi må se, hvor det bærer hen.

Foto: Maria Amtoft Mikkelsen

Vil du vide mere om Vida Sophia? Tjek på FacebookLyt til musikken på Soundcloud
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende