DRENGEBANDE – Står med nogle venner

I denne uge taler vi med sangskriver og sanger Thomas Bach Skaarup fra bandet DRENGEBANDE. Han fortæller bl.a. om at spille klaver på Københavns Museum, om bh’er på scenen og stueorgler.

Københavns Museums frokostsal
Sangen opstod ved et flygel i, hvad der dengang var Københavns Museums frokostsal. Der er fire meter til loftet, spejle, barokmalerier og jeg stillede hver dag frokosten frem til de andre ansatte. Jeg sneg som regel en halv times klaverspil ind efter jeg havde ryddet op og gjort rent. Jeg spiller klodset klaver, så jeg takker alle ansatte for at bære over med mit ufærdige, repetitive tangentspil. Men det lød fantastisk i den store sal.

Samhørighed med gamle venner
Jeg havde vist haft en weekend med nogle gamle venner, og vi havde fyldt hovedet med alkohol og stoffer. Den der følelse af at være fremmede, selvom man føler en dyb historie og vigtighed i hinandens udvikling. Det hjælper at drikke sig i hegnet eller tage noget bevidsthedsudvidende, så kommer samhørigheden ligesom lidt af sig selv igen, ik’?

Fra slowburner til første single
Da jeg tog i studiet med Bjarke og Mads (fra 4 Guys From The Future) var nummeret en slowburner, en rigtig ballade med store følelser og selverkendelse uden på tøjet. Jeg havde skrevet melodien, som bliver spillet i introen og under versene. Men det var indrømmet noget drævende. Bjarke tog så sin elguitar og udøvede nogle fiksfakserier, noget magi, satte riffet op i tempo og tilføjede lidt hist og her. Silas Tinglef beatede den op på tønderne, og så blev det pludselig til førstesinglen.

Arrangementet
Vers-bro-omkvæd, lidt sexet synthesizer og en Thomas Helmigsk outro-solo. Jeg fatter ikke, de ikke spiller den på P3.

Skrevet på stueorgel
Det hjalp gevaldigt at købe et gammel Hammond stueorgel, at sætte strøm til den der trommemaskine og komme væk fra akustisk guitar-modellen. Så mange af sangene er faktisk skrevet på stueorgel. Men lyden på EP’en er Bjarke og Mads’ fortjeneste – de har produceret og spillet de fleste af instrumenterne. Jeg fik lov til at spille elguitar på en enkelt sang (Konsultation). Den gik langsomt nok til, at jeg ku’ følge med.

Besat af tekster
Jeg bruger usandsynligt lang tid på teksterne. Det er en besættelse for mig og jeg tager intet for givet, alting skal vendes og drejes og prøves af hundrede gange. Min hjerne er nogle gange er ved at brænde sammen af spekulation. Det elsker jeg selvfølgelig.

Reaktioner
Pigerne smider bh’er på scenen, og den er vist et stort hit i den tyske by Bayreuth, hvilket jeg synes er sært poetisk. Jeg har engang spillet en koncert, hvor en pige fik et angstanfald eller noget lignende, hun måtte køres på hospitalet under en bestemt sang. Koncerten stoppede brat, for der var 12 koncertgæster og det satte ligesom en dæmper på stemningen. Så voldsomt er ’Står med nogle venner’ dog ikke blevet modtaget. Endnu.

Nye ideer
Kirsten (fra Kirsten og Marie) er kommet med i bandet, og vi er nu begyndt at arbejde på idéer sammen. Vi tog en fire dages skrivesession i sommer, som har været med til at skubbe gang i processen med de nye sange. Hun på en hvinende DX7’er (synthesizer) og jeg på en rusten mexicansk Fender Strat. Trommeboksen var også med. Jeg er træt af at sidde og stønne over en akustisk guitar og blive gal på mig selv.

Skriveblokader
Man skal ikke skrive, hvis man har skriveblokade. Fuck det. Så har du ikke noget at sige. Vent indtil det brænder på. Sådan er det i min verden, og der gælder kun mine regler. Thomsistan. Lækkert sted at være pave.

Den sande poet i bandet
Vores trommeslager Andreas troede i lang tid at jeg sang ”Fugtig gnu”, hvor jeg synger “Fucked igen” i sidste vers. Han er den sande poet i bandet.

Reference til norsk forfatter
Den Victoria jeg synger om er en reference til ‘Victoria’ af min norske yndlingsweirdo, Knut Hamsun. Men den roman, jeg nok har læst flest gange, er ‘Pan’. Det er umuligt at blive træt af den! Jeg synes, han fanger det her med, og det er jeg inspireret af, at man godt kan skrive stort og smukt og galoperende, men man skal lige have en one-liner, et eller andet som al selvmedlidenheden kan spille op mod. ’Står med nogle venner’ mangler netop dét, hvis jeg selv skal sige det, men ellers er det sgu’ en god sang.

Work in progress
Det plejer at være sådan, at jeg brænder helt ud, når jeg spiller og får en eller anden form for spasme i mit kontrolcenter, så jeg tror alt kan lade sig gøre, eller også står jeg bare og stirrer på folk. Jeg vil gerne ramme midt imellem, det er det jeg gerne vil arbejde på, så jeg kan åbne mig og se folk og de ser mig og den der membran, der kan opstå mellem os, brænder ned og vi ikke er fremmede for hinanden i koncertrummet. Men fuck det er svært. Work in progress.

Foto: Andreas Omvik

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende