Matias la Cours – Min Yndlingsbarista

Matias la Cours laver pop for voksne. Sangene er små melankolske perler fra hverdagen, og her fortæller han om inspirationen til ‘Min yndlingsbarista’ fra det kommende album.

Udenlandske arbejdstitler
Jeg drikker stort set aldrig kaffe selv! Men efter at have besøgt flere nye kaffesteder i byen, undrede jeg mig altid over den ineffektivitet der lå, når man skulle bestille kaffe ét sted, og derefter vente op til 15 minutter på at få den udleveret et andet.

Da jeg spurgte, fik jeg at vide, at det var fordi deres ”Barista” skulle tilberede kaffen. Jeg synes ordet Barista er et skægt og rart ord, og det var hele udgangspunktet.

Der er en tendens i tiden med at alle jobs skal have en udenlandsk titel for at snobbe opad. Nu er man ikke længere lagerarbejder, men “Logistics manager” og direktør er blevet til CEO. Der falder Barista godt ind. Man giver gymnasieelever et weekendkursus i kaffe og kalder dem Baristaer, og så er det finere end bare at lave kaffe eller være bartender!

Det er en passion for mig at skrive på dansk for tiden. Dels fordi jeg synes sproget er nemmere at lege med, når det er mit modersmål, men også fordi jeg oplever, man mister en interesse for teksten, når den først skal oversættes til et fremmedsprog, og derefter forstås af danskere. Hvis man prøver, kan man altid finde nye lommer i det danske sprog, som er værd at udforske.

Fascineret af mennesker
Jeg arbejdede en gang med en sanger, der sagde, at de eneste sange der var værd at skrive var kærlighedssange. Dengang grinede jeg af ham, fordi jeg syntes kærlighedssange generelt var for platte og entydige.

Men jeg har måttet konstatere, at det jeg skriver mest, er en slags kærlighedssange, for jeg har indset, at det er svært at skrive sange om mennesker eller emner, man ikke i det mindste holder af.

Når man står og venter f.eks. i en café, kommer man tit til at betragte personerne bag baren og forholde sig til dem. Verden er fuld af charmerende, skrøbelige og usikre mennesker, der er fulde af historier, hvis man kigger efter. Det er fascinerende at kigge på og fascinerende at skrive om.

Indledning med nøgen vokal
Indledningen til en sang er noget af det vigtigste. Jeg kan gå helt ned på en sang med en dårlig start. Der var oprindeligt lavet en længere Fender Rhodes intro til sangen, men der var en kollega der foreslog at klippe den af, og starte med den nøgne vokal. I starten følte jeg det var ret dristigt, men jeg synes det åbner sangen på en god måde.

Det er ikke helt tydeligt, men en stor inspiration til omkvædet, og specielt den næsten kliniske enkelthed i bas og trommer, er Fleetwood Macs ”Dreams” – en sang, der stadig kan bryde alle facader hos mig.

Svaghed for supertramp klaver
Vers er enkelt. Primært Rhodes og sang. Jeg har en svaghed for supertramp klaverer, hvilket viser sig klart i verset. At trommerne falder ud i vers gør også omkvædet mere kraftfuldt. Det er sådan lidt svensk. Der suser en flad hånd op ad orglet lige op til hvert omkvæd, for at få det til at ”sætte af”.

Ordrige tekster
Jeg har en tendens til at skrive sange, som er meget ordrige, og som stor fan af britisk pop i Beatles-skolen, er det ikke en god ting. Det kan gøre sangene meget svært fordøjelige. Det er vigtigt, at sangene ikke bliver for “tætte”. Så der er blevet barberet kraftigt ned i sidehistorierne om den lange ventetid, og om kærligheden nogensinde ville blive til noget.

Tekst og arrangement
Sangen kom ud af de første linjer af omkvædet. Jeg havde besluttet mig for at jeg ville skrive en sang omkring ordet “Barista”. Når de første linjer og hooket lå klar, var det bare arbejde. Jeg skriver som regel sangene med guitar og computer, så arrangementet kommer på plads samtidig med teksten. Det føles altid en lille smule klodset i starten, men det er en god måde at fastholde ideen, inden den slipper væk.

Den største kamp var, at denne sang havde tendens til at lyde lidt som “hyggebossa”, og det blev lidt for lækkert, mere end det blev godt. Så jeg måtte finde nogen mere hjemlige elementer. Jeg synes, det er lykkedes godt med Fender Rhodes og en lidt gumpetung bund.

Reaktioner
Jeg lagde en tidligere version af sangen ud på Nordlyd.coms Facebook-side, og reaktionen var ret overvældende. Folk var meget begejstrede for sangen, og den fik en del hits allerede i timerne efter, og generelt mange flere delinger end mine andre sange. Men siden har jeg holdt den lidt ind til kroppen, da den forhåbentlig kan give noget airplay til det kommende album.

Langsommelig albumproces
Jeg er desværre elendig til at bede andre om hjælp. Det betyder, at jeg stort set skriver, spiller, producerer og mixer alting alene. Det er ret krævende. Derfor har det været en ret langsommelig proces at lave albummet, og jeg har måttet lære en del processer helt fra bunden af.

Jeg har en god sparring i min kone. Hun har et nonsens-filter, som ofte fanger når jeg, bevidst eller ubevidst, prøver at skære et hjørne. Musikalsk synes jeg tit, det er nok bare at spille materialet for nogen, så kan jeg ofte selv mærke, hvad der fungerer, og ikke mindst hvad der ikke gør.

Skriveblokader
Det er svært at skrive musik, og lige når man tror, man har fat i noget, kan man alligevel gå i stå. Der er en hårfin grænse mellem at være kryptisk og banal, og begge sider får hurtigt musikken til at virke ret meningsløs. At skrive med andre kan tit give et lille spark bagi. Jeg kan også altid gemme mig lidt ved at arbejde på gamle sange. Det betyder så desværre, at jeg ikke skriver helt så meget nyt som jeg ellers kunne.

Fortolkning fra 8-årig
Jeg har en søn på 8 år. Han har fortolket teksten, så han går og synger ”Min yndlings far”.

Fremtiden
Jeg er ved at lægge allersidste hånd på albummet, og forhåbentlig kommer det ud lige efter nytår, og så skal budskabet jo spredes. Der er materiale nok til straks at gå i gang med et album mere. Desuden vil jeg gerne i gang med at skrive mere musik for andre.

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende