Black Dog Howl – Sons of the River

I denne uge Mazdak Khosravi dig historien bag ‘Sons of the River’. Mazdak er sangskriveren i og den ene halvdel af Black Dog Howl. Hans tilgang til lyrikken er i høj grad præget af hans opvækst i Tranbjerg. Læs med her og find ud af hvorfor.

Det latente, mørke Tranbjerg
Som i så mange andre af Black Dog Howls numre er kulissen sat af de omgivelser jeg voksede op i, nærmere bestemt den lille østjyske by Tranbjerg. Byen var dengang en sær kontrasterende blanding af græsgrøn forstads-idyl, prærieagtige englandskaber og sumpede, næsten gotiske kratskove, hvoraf sidstenævnte for mig blev billedet på stedets latente mørke. Og det er dette mørke at narrativet og figurerne i ‘Sons Of The River’ spundet omkring. Sangen handler i bund og grund om den risiko der er i at indvie sine nærmeste i sine dæmoner, da disse dæmoner også kan ende med at fortære dem, men den handler også om den ærlighed og det håb, der ligger i at at lægge sit allermørkeste frem.

Brodermordet
Titlen på nummeret er en reference til det brodermord, som finder sted i sangen. Men på trods af at der helt klart også er en reference til Kain og Abel, skal brodermordet ligeså meget forstås som værende et billede på de dele man mister undervejs i et levet liv, og som stadig vil ligge og ulme i ens sjæl.

Bandets dynamik
Det er oplagt at fremhæve hvorledes Iris Marie Jakobsens sørgmodigt klagende bratsch-anslag sætter stemningen for sangen, men også det plot-twist, som rammer i sangens sidste vers, og som bakkes op af Henrik Sloth Jensens ildevarslende kontrabas akkorder. Det er her at Signe Møller Rosendal og jeg selv bliver så udtalt evangeliske, som det nu engang kan lade sig gøre.

Ingen af os går fri
Jeg kan rigtig godt lide visualiseringer, og i Black Dog Howl har sammensmeltningen af hund og menneske alle dage været et ret udtalt element i vores lyriske univers (hence the name). Dette er også tilfældet i ‘Sons Of The River’, hvor sangens dæmoniske aspekt endnu engang er et kuldslået væsen, som bevæger sig rund på alle fire i skyggerne af den førnævnte kulisse. Fortællerstemmen beretter langt henad vejen om dette væsen som værende symbolet på fare og fortabelse, men må til sidst i sangen må jeg, fortælleren, krybe til korset og afsløre sig selv som værende fortællingens druknede Abelfigur og forklare hvorledes broderens krybende skyggetilværelse skyldes anger og skyldfølelse. Sangens sidste strofe er en ret simpel stadfæstelse af at ingen af os går fri for fortabelse.

Producerens personlige favorit
Vi forsøger i høj grad at holde produktionen og instrumenteringen så simpel og minimalistisk som muligt for at give plads til vokalerne, vokalmelodierne og lyrikken. Men til forskel fra vores første EP, ‘The Baskerville Tapes’, har vi på vores nye EP, ‘Autumn Belles & Bourbon Souls’, bredt paletten lidt ud og fået et bredere hold med indover, hvoraf Buster Kristensens (Turbochild) twangguitar på numre som ‘Evil Soul’ og ‘Leave The Bottle’ har været et væsentligt element. Vi havde Andreas Linnemann i producerstolen, og da det var efter at han havde set os live at han faldt for vores lyd, var han også en af primusmotorene bag at så meget så muligt af indspilningerne skulle foregå live i onetakes. Det var blandt andet for at bibeholde nerven fra Black Dog Howls livekoncerter, hvor det jo er trommerne og den akustiske guitar, som udgør grundstenene. ‘Sons Of The River’ endte faktisk med at blive hans personlige favorit fra pladen.

Af og til noget kolort
Når jeg skriver sangene er det sjældent at det foregår ens. Nogle gange kommer der en hel sang væltende på et kvarter med tekst og musik, og nogle gange sidder jeg og spiller det samme fucking guitarriff i seks timer og lader fortællingen bygge sig op omkring riffets feeling. Andre gange går jeg i lang tid og tænker over, at jeg da godt kunne tænke mig at skrive et nummer i stil med Duran Durans “Save A Prayer” hvilket for det meste ender med det værste kolort. Sons Of The River blev til på førstnævnte måde, men vi var lige nødt til at lade det ligge i et par måneder for at sangens rytme kunne indfinde sig naturligt.

Jeg skriver sangene hjemme i min kælder, eller siddende på min seng, mens etablissementet mener jeg burde lave alt muligt andet. Så tager jeg sangene med over til Signe og sammen arrangerer vi dem. Korharmonier og groves er hun dronningen af, så det er hendes metier.

Skriveblokader opstår ikke. Sangene vælter ud af mig som møg fra en møgspreder – det har de altid gjort.

Essensen af Tranbjerg-mørket
Reaktionerne har været rigtig fine, og det kan mærkes at det har rørt folk og også rører dem, når vi spiller det live, hvilket jo er det vigtigste. Personligt fik jeg ret meget optur på over, at der kom en dame hen til mig efter vores releasekoncert i Århus for ‘Autumn Belles & Bourbon Souls’ og sagde at jeg havde ramt essensen af Tranbjerg-mørke spot on. Hun vidste hvad hun talte om for hun havde boet der i seks år. I det mere etablerede regi udvalgte DR’s Karriekanonen ‘Sons Of The River’ som en af ugens anbefalinger, hvilket jo også er en dejlig ting.

Et par tyske børnelokkere i Tranbjerg
Vores uundværlige altmuligmand Henrik Sloth Jensen og jeg selv, brugte en solrig søndag i maj på at køre til Tranbjerg og filme on location. Det er altid en syret oplevelse at komme tilbage til byen, da den for mig altid fremstår underligt uvirkelig. Vi vadede rundt med vores digitalkameraer i læderjakker og solbriller, og lignede mest af alt et par tyske børnelokkere, mens vi filmede ud fra toppen af Grønlykkebakken og ind i diverse krat, i forsøget på at indfange så meget af sangens kulisse så muligt. Så videoen er mest af af alt et slumrende vidnesbyrd om hvad der har udspillet sig. Henrik havde lige sejlet på Mekong-floden, så han havde også noget ret fint flod-footage, og så passer klippet med den enøjede meget usselt udseende hund, som han har filmet på en terasse i Vietnam, som fod i hose i forhold til Black Dog Howls lyriske tematikker generelt.

Fernet Branca-tårer
Det er altid ret voldsomt når man ser folk græde til koncerter, og min automatreaktion de første par gange det skete var altid, at jeg troede at det var fordi det lød af helvede til. Særligt engang vi spillede i København hvor hende den herrehardcore bodegamutter kom hen til mig efter koncerten med tårer i øjnene og Fernet Branca-ånde, og fortalte mig hvor rørt hun var blevet af ‘Sons Of The River’, blev jeg glad. Og så er det sku også ret fedt at se hvordan folk der hører sangen for første gang, begynder at synge med på omkvædet allerede efter andet vers.

Mil for mil
Black Dog Howl er et live-act og det har det altid været. Så planen er etablere os mil for mil, fan for fan, og sang for sang – Så som vi har gjort hidtil. Vi sætter en ære i at være på landevejen så udover at turnere i Danmark og Tyskland, planlægger vi at tage et smut til Sverige, inden turen højst sandsynligt går Stateside og til Canada i det nye år.

Vil du vide mere om Black Dog Howl? Tjek på FacebookLyt til musikken på Soundcloud
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende