Turquoise Sun – To beat or not to beat

Frederik Linde fra neo-psychedelia bandet ‘Turquoise Sun’ fortæller her om tracket ‘To beat or not to beat’ fra deres Turquoise Sun EP.

Kernelyden blev defineret
’To beat or not to beat’ blev startskuddet på bandets nye lyd. Vi har kendt hinanden i mange år og spillet på kryds og tværs af hinandens kompetencer, men aldrig rigtig identificeret vores kernelyd. ’To Beat or not to Beat’ blev den kerne.

Sangen blev skrevet i foråret 2013 efter at have fået årets første solstråler skudt ind i et ungt drengesind på 24 år. Jeg havde fornylig investeret i et virtuel analog synthesizer, og var kommet godt ind i, hvordan man kunne operere sådan en. Følelsen af at kunne kontrollere lyde som jeg aldrig havde hørt før, gav mig en utrolig tiltro til det, jeg lavede.

Jeg vågnede dagen efter en koncert og følte virkelig, jeg havde lyst til at forandre det, vi lavede. Jeg lænede mig ud af sengen til synthesizeren, der lå på gulvet og det første jeg spillede, var basgangen fra introen som jeg loopede med det samme.

På mange måder er sangen meget umiddelbar i sin tilgang, men det er også kunsten i mine øjne. At fange den upolerede naive drøm i øjeblikket, og så nænsomt som muligt få den konstrueret i lyde, der bringer den videre og giver den liv.

Beat, rock og Shakespeare
Titlen er en åbenlyst reference til Shakespeare, men den ligger egentlig også dybere end det. Det er også spørgsmålet om at gøre det eller ikke at gøre det. Og dertil, hvorfor gør man det så? Det er essentielt det sangen handler om, men den er også lidt todelt, altså med de “beatet” indledende og afsluttende passager, og den tilbagelænede midte med sine surfede guitarer og uldne synths. På den måde passer titlen også meget godt med sangen, at den byder på både beat og rock.

Drømmestykkerne midt i versene
Vi har drømmestykkerne midt i versene, der sådan lidt spontant tager sangen i en anden retning. De byder på flyvende arpeggioer og tung fuzz guitar i et øjeblik og frigiver så lytteren igen tilbage til det bekendte vers. Stykkerne kan måske virker melankolske eller lidt pludseligt intense, og de var også skrevet helt separat fra det andet. Vi manglede noget, der lignende et C-stykke, men ville egentlig gerne blive i versene, så jeg hev noget helt andet ind som jeg havde lavet nogle uger inden. Det passede i tempo og gav en utrolig mystik, synes vi.

Båndekko og guitarforstærkere
Jeg har selv skabt samtlige af vores synthesizerlyde. Der er kun arpeggioen som stående preset, resten er lavet fra bunden, og det er også derfor, det skiller sig ud og lyder nyt. Da vi skulle optage lydende smed vi dem ud af guitarforstærkere for at få mere knas og varme i de chip-drevne apparater, og det føler vi, har givet masser af kvalitet. Vi bruger desuden tape-delays (bånd-ekko) fra 70’erne, da det giver en helt anden dybde til lydene end software og digital delays kan. Software er kommet langt, men at have hånden på knapperne på den måde, og selv vælge om man skal skifte båndet eller beholde det beskidte til optagelsen, giver den sidste smule personlighed, og det er en kæmpe inspiration.

Vi bruger samtidig også meget roomtrack for at give lyden af øvelokalet i sangen. Tage udgangspunkt i kilden af værket og beholde det, der lyder godt.

Tekst og produktion
Produktionen og sangen kom lidt sideløbende. Guitaren og basen var skrevet og nogle forskellige melodiske synth lag var dukket op og understreget, at der virkelig var noget her. Da jeg skulle i gang med vokalen var det i starten mest ordlyden, jeg var interesseret i, altså hvad for nogle lyde ville jeg gerne læne mig op ad. Efter ikke at kunne tyde, hvad jeg sang i en demo, byggede jeg en tekst, der tog udgangspunkt i den sound, der var.

Teksten er en hyldest til musikken. En hyldest til hvad den gør ved folk, og hvad den gør ved mig. At inspirationen kommer ad forunderlige veje, og at man aldrig kan planlægge den slags. Det er en energi, der deler ud til dem, der lytter til den. Min ynglingslinje er “Open up your mouth and let the Listerine clean it out“. At man også skal arbejde for at få forandring, det kommer ikke hvis du ikke lukker det ind. Og så synes jeg, det var frækt at bruge ordet Listerine, haha, det har jeg aldrig hørt i en sang før!

De tilbagevendende “Patterns in the air” lyder ret psykedeliske, og det var måske også på et trip tanken kom, men det referer dog til musikken igen. Tanken er at øret er et sonisk sanseapparat, og forskellen på larm og musik er organiseringen af det, vi hører. Smuk musik ville have smukke former, hvis vi kunne se de netværker af lydbølger, der formes, når tonerne forenes. Det vælger jeg i hvert fald at tro. Deraf kommer frasen “There are patterns in the air, that beat towards the drumskin of my ear” der indleder de hypnotiske og svirvlende drømmepassager i versene.

Det er ret normalt for os at skabe lydene først og så se, hvad de inviterer til af emner, men jeg har altid en pose fyldt af ting jeg godt kunne skrive om, hvis det var.

Reaktioner
Det har faktisk været rigtig godt. Jeg går på KaosPilot skolen i Aarhus, som er en alternativ ledelses- og entreprenørskole og her arbejder vi med målgrupper og kundesegmenter. Til min overraskelse har denne drømmende psych-sang ramt så bredt, at jeg slet ikke ved, hvem vores lyttere egentlig er, og hvordan man fortsat kan give denne vibe videre.

P6 BEAT var meget begejstret da de introducerede den, og det gav helt gåsehud da ordene “Ja, hør bare… Fantastisk” blev smidt ud af munden på en højt gearet Casper Bach. Sangen er kommet fra mit lille kollegieværelse i Uniparken, og det havde jeg aldrig kunne turde håbe på at høre på landsdækkende radio.

Arbejdsprocessen
Processen varierer nok lidt. Lige med ’To beat or not to beat’ er det nok mest den indelukkede arbejdsproces, der har domineret. I lige den sang har jeg selv skrevet det meste. Kasper fra bandet skrev dog en super smuk melodisk guitar indover verset, der simpelthen gjorde det for mig. Den motivation jeg fik af at høre hans bud på, hvor sangen skulle hen, fik mig til at skrive resten færdig på et par dage.

Sidenhen er vi blevet dygtigere til at aktivere alle i bandet, men vi bor langt fra hinanden i de her år, og det gør jeg ofte tager initiativ til at få arbejdet på nogle ting selv. Men det fedeste er, når vi skaber noget sammen som ingen rigtig har styr på hvad er – vi gør bare vores og lytter med begejstring til hinanden.

Skriveblokader
Ofte kommer den slags i tider, hvor man bare ikke skal skrive sange. Der skal ting ind for at der kan komme ting ud. Lyt til noget mere musik, sten nogle plader, tag til nogle koncerter, tag nogle svampe og genfind grunden til, du er på denne jord og grib så den guitar. Det er lidt min “go-to”, når det står stille i en periode.

Musikvideoen
Før jeg kunne spille på noget som helst, har jeg været interesseret i film. Jeg har lavet masser af skate-film og chancen for at lave den her musikvideo var så spændende, at man lige så godt kunne. Hvis man bedre kan lide musikken, hvilket jeg selv kan, kan man bare tage bøfferne på og lukke øjnene.

Jeg fik ideen, at der burde være en video i starten af februar, og 23 dage efter havde vi et færdigt produkt. Jeg brugte hele min vinterferie bag skærmen, men jeg lærte sindssygt meget om videoredigering og projektafvikling. Det var pissesjovt, men til tider meget intenst at kigge på så mange farver hver dag.

Medley Studio
Vi opererede selv Medley Studio i 5 dage, da vi var der og indspille sangene til EPen og lidt ekstra. Det var oprindeligt tænkt som et album, og der går lidt rygter om at det album faktisk bliver samlet engang til næste år, men nu må vi jo se…

Fremtiden
Vi har jo udgivet en EP med fire lækre psykedeliske sommer-vibede tracks. Vi synes, at alle burde give det et lyt og måske prøve sig ad med lidt hippieurt, nu man er i gang. Det kan der ikke komme noget skidt ud af.

Planerne er nu at få skrevet videre på de utrolig mange sange, der efterhånden er ved at hobe sig op, og få sorteret lidt i hvad er gode og mindre gode ideer. Vi vil meget gerne undgå at spilde folks tid, og vi vil heller ikke skynde os med det vi laver. Heldigvis er vi meget arbejdsglade, så måske sker der noget næste år. Der er nogle virkelig fede tracks i vente. Det kan jeg garantere!

Tak til alle jer der læste med, vi er så mega glade for den store interesse folk har udvist vores debut i år. Det er jo ikke fællesnævner pop, så det er fedt Danmark er klar på at udforske vores nutid lidt nu, hvor vi er her.

Al kærlighed i verden.
Frederik og Turquoise Sun

Foto: Skipper Photography

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende