Turbinen – Rundgang

I denne uge inviterer de rockede drenge fra Turbinen dig ind i deres verden og fortæller om nummeret ‘Rundgang’ fra EP’en ‘Jetset’.

Frustration over magt
Vi skrev nummeret ’Rundgang’ i frustration over magtens fordeling, den stiltiende accept af ulighed og skævvridning. Vores budskab er simpelt : giv det væk/ giv det til hinanden/ giv det væk/ før vi går fra forstanden.

Nummeret er bygget op omkring en simpel rundgang. Baseret på en mørk, ulmende mekanisk rullende bund af bas, synth og trommer. Sangen maner mere end synges i versene og linier som “Hvem skal ha` fedtet svinet / hvem skal betale benzinen” leveres tungt og hårdt.

I omkvædet synges teksten ud i en simpel frasering og guitaren understreger desperationen i budskabet. Rundgang har et hårdt drive, som lægger sig et sted mellem Sort Sol og Rammstein – hårdt og melodisk smukt.

Processen
Tekst og musik blev til i samme proces. Et simpelt oplæg til en jam i øvelokalet lagde grunden til nummeret, som herefter langsomt fandt sin form. Vi indspillede en demo af nummeret som vi fremlagde for Thomas Brekling, og med hans sikre hånd fik nummeret sin endelige identitet.

Vi arbejder ofte ud fra jam sessions. Det er en dejlig måde for os at arbejde på, og efter mange års samarbejde har vi opbygget en fælles puls, et fælles sprog og et rum hvori vi kan spille frit, og er ekstremt gode til at følge hinandens impulser. Vi laver et råklip af sangene og arbejder videre med dem herfra.

Mht. til sangskrivningen arbejder vi ligeledes med improvisation. Vi plukker de linier ud, vi synes fungerer, og skriver nogle gange videre på teksterne, andre gange er de stort set som de kom ud af kæften på Thomas, under vores jam.

Søgen efter lyd
Vi arbejder ekstremt meget med vores lyd. I evig søgen og nysgerrighed arbejder vi frem mod lige netop den lyd, vi synes, passer til nummeret. Det ændrer sig gerne over tid, og når vi spiller live, fortolker vi vores egen musik ved at være åbne for improvisationer og dermed give både os selv og publikum en oplevelse.

Video
Vi er pt. i gang med at filme video til ’Rundgang’. Vi har været så heldige at få filminstruktør Ivan Elmer, fra Illegal Filmproduktion, til i samarbejde med fotograf Martin La Cour at lave videoen. Det eneste vi kan røbe, er, at det bliver mere end bare en musikvideo, og nej der kommer ikke hotte babes og fede biler med!

Vild oplevelse
Vi vil godt lige runde af med at fortælle om en ret vild oplevelse vi havde i forbindelse med indspilningerne til Turbinen ‘Jetset’ EP’en. Det foregik i Granny Studio i Dronning Mølle med Thomas Brekling ved roret.

Vi nød virkelig at stikke af fra hverdagen og gøre det vi allerhelst vil; spille musik. På andendagen fik vi dog en overraskelse, da Anders (guitars) kone ringede og råbte:

Anders, du skal komme NU!
Øh hva… Hvad er der skat?” svarede Anders.

Jeg er gået i fødsel, DET ER NUUUU!!! Vi er på vej på Riget.
Øh.. ja men det var da først om tre uger …” mumlede Anders

Nej, ja, men nej, det er nu !. Han vil ud!!

Anders fik en bunke krammere og drønede ud i bilen og afsted sydpå fra Dronning Mølle og ind på Riget, hvor han og fruen, efter en hård fødsel, fik en dejlig søn.

Dagen efter kom han op i studiet igen. Det var i maj måned, det var varmt og Anders ankom i hvidt hospitalstøj med strittende hår og et drømmende smil om munden. Vi fejrede den lykkelige begivenhed med hvidvin i haven. Kåde og glade gik vi ind og smed 3 numre i kassen. Det var en af de dage, man aldrig glemmer ! Vi håber, i kan fornemme lidt af vores begejstring på skiven.

Turbinen er; Morten Lehn; trommer, Thomas MH; vokal.
Lasse Frederiksen; bas, Anders Malmros; guitar og Søren Clausen; keys,

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende