Bygænger – København

I denne uge har vi Peter Grønborgs soloprojekt ‘Bygænger’ på programmet. Læs og lyt med her og bliv klogere på førstesinglen fra debutalbummet ‘De glemte brigader’.

Gået frem i storbyen
For at finde inspirationen til ’København’ skal man kigge på det, der generelt inspirerer mine tekster og som også er baggrund for mit artistnavn Bygænger. Det er dels et fokus på menneskets eksistens i en metropol, men også at teksterne konkret er “gået frem” på et utal af vandreture, hvor omgivelsernes indtryk er blevet til ord og vendinger. Musikken er altså gennemsyret af stemningsbilleder fra København og handler om specifikke locations som Vesterport Station, Amagerbro mv.

Selve nummeret ’København’ tager udgangspunkt i en nattevandring, hvor gammelkendte ruter, gader og torve bringer minder frem i bygængeren om spæde ungdomsforventninger og håb for fremtiden. Bygængeren erkender, at hvert et valg han har truffet i tilværelsen også har medført en række fravalg og tab af drømme. Han søger dog trøst i den by, han er så fortrolig med, og han lader sig omfavne af den, indtil han til sidst giver slip på de gamle drømme og dermed tillader nutiden at fylde. København – kærligheden til den gamle, alsidige, stædige by!

Den akustiske guitar
Min akustiske guitar er grundlaget for min sangskrivning, og selvom nummeret er tæt-produceret, og guitaren som sådan ikke har meget plads i lydbilledet, synes jeg at feelingen – det at nummer ’cykler’ dejligt afsted – understreger en guitar-strumming ret godt. Det giver en god fremdrift og er noget, jeg er særlig glad for ved nummeret. Derudover er rhodes-figuren med masser af rumklang både i introen og i omkvædet noget, jeg vil fremhæve – den har en sfæriskhed over sig, som også kendetegner tracket.

To-delt opbygning
I virkeligheden består nummeret dramaturgisk af to dele: 1) fra introen og frem til instrumentalstykket, hvor bygængeren på en nattevandring pludselig ser København med de samme øjne, som da han mange år tidligere lige var flyttet til byen. Han bliver overvældet af minderne om en åben fremtid, hvor muligheder og drømme står i kø. Han ser nu, at de fleste af de drømme og planer, han havde dengang, ikke blev til noget, og ærgrelsen over tabet af dem står i vejen for, at han kan være til stede i det liv, han rent faktisk har bygget op, og som han egentlig er lykkelig for. Og 2) dér hvor bygængeren giver slip på fortiden og lader de gamle drømme være gamle drømme, øjeblikket hvor nuet får lov at fylde.

Enkle vendinger som Søren Ulrik Thomsen
Teksten kommer altid som det sidste for mig. Førhen skrev jeg tekster på engelsk. Jeg syntes egentlig dengang, at jeg fik skrevet nogle meget gode ting, men set i bagklogskabens lys kom jeg uvildigt til at adoptere en masse pop-klichéer. Da jeg begyndte at skrive på dansk, åbnede der sig et helt nyt og langt mere omfattende univers for mig. Lige pludselig lød mine tekster banale og fulde af floskler, selvom de handlede om det samme som før. Det satte pludselig meget store krav til, hvad jeg syntes, jeg kunne sætte på papiret. Der skulle sgu være noget dybde, noget meningsfuldt indhold, som ikke bare var hjerte/smerte. Men samtidig var det også en enorm fed proces, fordi dét at skrive på mit modersmål åbnede for nuancer i teksterne, jeg aldrig kunne få frem på engelsk. Pludselig havde jeg muligheden for rent faktisk at bringe et dybere budskab.

Jeg har altid holdt meget af digteren Søren Ulrik Thomsen, som i enkle vendinger har kunnet fremmane billeder og en æstetik, der indkredser det at være et eksistentielt væsen i en senmoderne verden. Derfor satte jeg mig som mål, at mine tekster skulle have samme kvalitet som hans. Det er bestemt langt fra lykkedes, og kommer nok aldrig til det, men målet er godt at arbejde imod.

Nevøen godkender
Virkelig gode reaktioner, også fra folk, jeg ikke kender, og som ikke havde behøvet at skrive noget pænt. Ofte fremhæver folk melodien og sangens tema som gode elementer. Aller fedest er det dog, at min nevø på tre år elsker den sang. Han synger den hele tiden og vil kun sove, hvis han kan falde i søvn, mens han hører den. Det er da en cadeau!

Lukke sig inde
Min arbejdsproces er bestemt en absolut indelukkethed. Jeg har prøvet at co-write med andre sangskrivere, men jeg er ikke god til det. Som regel har jeg fra start en følelse eller idé om, hvor nummeret skal hen, selvom det langtfra er færdigt. I den del af processen kunne man sagtens afprøve forskellige retninger, men selvom jeg burde være åben for input udefra, forstyrrer det mig fra at nå ind til kernen af nummeret.

Skriveblokader opstår selvfølgelig, men jeg har ikke noget værktøj til at komme ud af dem. Jeg lægger bare guitaren fra mig, og så er inspirationen forhåbentlig kommet tilbage, næste gang jeg samler den op. Men for det meste oplever jeg, at jeg ikke kan fremtvinge dét at skrive en sang. Jeg kan ikke sætte mig ned, og så bare gå i gang, som om det er et håndværk. Det er der nogen, der kan, men ikke mig. Lige pludselig spiller jeg bare en linje, der kunne blive til noget, mens jeg alligevel sidder og klimprer, og så er det bare om at forfølge den impuls, indtil der forhåbentlig er en færdig melodi.

Faktisk havde jeg oprindeligt en engelsk tekst til melodien. Der hed den ’Nightingale’, og handlede om min kone til vores bryllupsfest. Hun stillede sig op på scenen og sang for mig, og i det øjeblik var hun omgivet af flammer og løftede både hende og mig væk fra tid og rum, så der kun var os to. Jeg var så lykkelig lige der, og det satte jeg ord på til den melodi, jeg kort tid forinden havde lavet. ‘Nightingale’ havde faktisk en god (engelsk) tekst, som betød meget for både hende og jeg. Men jeg holdt dog så meget af melodien, at jeg lavede en ny tekst på dansk og med København som tema, da jeg skulle indspille pladen. Selvfølgelig vendte jeg det med min kone først 😉 og det viste sig jo at være et godt valg, for den er nu førstesingle for min plade og lidt en signatursang for mig.

Fremtiden
Fremtiden skal jeg jo til at planlægge af nu. Det er min første soloplade, og som 36-årig er det en lidt sen alder. I hvert fald i forhold til at skulle bruge al sin tid på at promovere sig selv, spille på alverdens små spillesteder og langsomt opbygge en fanskare etc. Der har jeg mere lyst til at fokusere på andre ting i mit liv, særligt min familie. Men jeg gør naturligvis hvad jeg kan, for at brede budskabet. Pladen er lavet til mig selv, men musik skriver man jo for at andre skal høre den.

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende