Shitpissnvomit – Hard^Dreaming

I denne uge har vi den dansk/svensk/tyske trio Shitpissnvomit til at fortælle om deres nummer Hard^Dreaming. Læs mere om trommer, hvad et skipping-stone-stykke måske er og om dengang Andreas forsvandt.


“Kun” seks måneder undervejs

Vi besluttede os på et tidspunkt for at lave et nyt nummer, så det gik vi i gang med… Og kun seks måneder senere var ‘Hard^Dreaming’ færdig !

Reaktionerne har været alt lige fra “virkelig fedt!” til “SINDSSYGT FEDT!” til “Hvorfor hedder I Shitpissnvomit?

Finder lyden undervejs
Det særlige ved dette nummer, om man vil, er, at det egentlig kun består af ét tema hele vejen igennem. En catchy lille melodi, der bliver udsat for diverse former for rytmisk tortur og omsmeltning, men som i bund og grund forbliver sig selv.

Faktisk er høj rytmisk aktivitet kombineret med en (forholdsvis) enkel harmonik og tematik, egentlig ret kendetegnende for SHITPISSNVOMIT-lyden – har vi fundet ud af efterhånden.

Trommer er fedt
Nummeret starter med trommer, fordi, trommer er altid fedt, især at starte med. Det giver en fornemmelse af trommer i starten, hvilket er fedt nok. Dernæst begynder nummerets centrale tema, som indtil slutningen køres gennem et kalejdoskop af transformationer. Lige bortset fra midten af nummeret, der er en rimelig chill afstikker. Internt i bandet kalder vi denne midterdel for skipping-stone-stykket, men kun få af os kan huske hvorfor.

Vidt forskellige musikalske baggrunde
Egentlig bruger vi en utroligt standardiseret instrumentsammensætning, i hvert fald i forhold til jazz. Sammensætningen af klaver, kontrabas og trommer er ikonisk, så vores lyd kommer nærmere i kraft af, hvordan vi behandler de instrumenter, og de referencer vi trækker på som følge af vores vidt forskellige musikalske baggrunde (Klassisk, Jazz, Metal, m.v.)

Jammin’
Vi skriver altid sammen, vi jammer og improviserer det meste materiale frem, og arbejder derefter med det indtil vi har et færdigt track. Nogle gange har vi forberedt materiale hjemmefra, men det er sjældent mere end et brudstykke, et tema eller et koncept.

Svært at nå det færdige produkt
Vi møder hele tiden blokader! Faktisk er det lidt det modsatte problem, nemlig at vi tit har for mange ideer eller halve skitser liggende, som vi ikke kommer videre med, fordi vi i mellemtiden får nye ideer. Det lyder som et luksusproblem, men i virkeligheden er det hårde arbejde for os at nå det færdige produkt. Vi går meget op i at musikken skal være gennemført, så det også holder gang nr. 100, man hører det. Nogle tracks falder naturligt på plads næsten med det samme, andre skal skæres, bøjes og jammes i timevis før vi føler, at det er helt som det skal være. Dette var fx tilfældet med ‘Hard^Dreaming’… Seriøst mand, det har nærmest været et helt andet nummer engang!

“Dengang Andreas forsvandt”
Der gemmer sig en sjov historie fra studiet, hvor Andreas (på kontrabas) forsvandt midt under indspilningerne i flere timer. Det var egentlig ikke decideret sjovt, nærmere frustrerende, men vi forestillede os, at vi en dag kunne grine af det – any day now.

Fremtiden
Vi har en ny plade på vej i løbet af 2015 samt flere koncerter og festivaler i støbeskeen. Indtil videre har vi ulmet godt i undergrunden, men vores mission er ultimativt at penetrere den danske musikscene, og få Shitpissnvomit på alle folks læber.

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *