Mia Marion – Marion

I denne uge tager vi dig med ind i Mia Marions singer/songwriter-univers, og hun fortæller historien bag ‘Marion’, der handler om savnet til hendes mormor.


Inspireret af savn

Teksten er min måde at forklare følelsen af savn. Vi har alle prøvet at miste én vi holder af, og jeg havde brug for at udtrykke, hvordan den følelse påvirker mig.

Mormor
Titlen er min mormors navn. Det er også på grund af hende, at min kunstnernavn er Mia Marion.

To ufærdige sange blev et match
Jeg er faktisk rigtig glad for kontrasten mellem den instrumentale del (intro, interlude og outro) og selve melodien. De to ting startede ud med at være to sange, som ikke kunne blive færdige. Jeg sad med melodi, akkorder og tekst, og Magnus (Magnus Kloppenborg, min guitarist) havde instrumentalstykket. Så egentlig er sangen et co-write. Vores to ufærdige sange blev et perfekt match, det er altid sjovt, når den slags sker.

Instrumental- og vokalstykke
Jeg synes, det er oplagt at dele sangen op i to; instrumentalstykket og vokalstykkerne. Der er en god kontrast mellem den nedadgående basgang i instrumentalstykket, og den lidt statiske fornemmelse i resten af sangen. De to dele fremhæver hinandens styrker. Jeg synes melodi og musik understøtter teksten på en rigtig fin måde, så der er plads til historien.

Utraditionelle instrumenter og effekter
I mit orkester bruger vi utroligt meget tid og energi på at udfordre vores lydbilleder. Vi kan rigtig godt lide at gøre brug af utraditionelle instrumenter og effekter for at ramme den helt rigtige stemning i hver sang. Magnus er lidt af en ”Ole Opfinder”, han har blandt andet lavet sin egen udgave af en båndløs guitar, samt et ret genialt bassystem til akustisk guitar, som vi bruger rigtig meget.

Kunsten at finde den rigtige vibe
Teksten havde ligget i skrivebordsskuffen i et godt stykke tid, før melodien kom til. Jeg kunne ikke helt finde ind til den rigtige vibe for melodi-/akkorddelen. Fordi teksten handler om min mormor, var mit udgangspunkt at skrive en sang som hun ville have kunnet lide, hvis hun hørte den. Det betød, at jeg måtte udfordre mig selv, da mine akkordforløb oftest er ret kringlede. Det løste sig, da jeg købte en Autoharpe, og forsøgte at begrænse mig til de akkorder, der findes på den. Jeg følte dog stadig, at der manglede et ekstra stykke før sangen var færdig, og det stykke havde Magnus tilfældigvis liggende som et ufærdigt nummer.

Dedikeret til Kræftens Bekæmpelse
Jeg har valgt at dedikere ’Marion’ til Kræftens Bekæmpelse. Dels fordi min mormor døde af kræft i livmoderen, og dels fordi jeg selv er blevet opereret for forstadiet til netop dén type kræft. Jeg dedikerede sangen til Kræftens Bekæmpelse, fordi jeg håber, det kan være et lille skridt på vejen til en større åbenhed omkring sygdommen. Jeg har oplevet, at det var svært at tale med min omgangskreds om mit forløb, fordi det ikke er noget unge mennesker plejer at skulle bekymre sig om. Jeg vil gerne give andre, i samme situation som den jeg var i, noget de kan relatere til. Derfor har det også været meget overvældende, og utroligt rart, at ’Marion’ har fået så mange flotte ord med på vejen. Videoen er blevet vist omkring 50.000 gange på Facebook, og på Youtube har den også klaret sig rigtig fint. Det gør mig glad og stolt, at der sidder mennesker og lytter til noget, jeg har skabt, og finder glæde ved det.

Arbejdsprocessen
Jeg skriver stort set altid alene, og næsten altid når jeg er i gang med at lave noget andet. En stor del af mine tekster er blevet til på cykelture til og fra arbejde, eller i en natbus, på vej hjem fra en bytur. Som regel bruger jeg de første brudstykker af en ny tekst som inspiration for melodi og akkorder.

At starte den kreative proces
Jeg møder stort set altid skriveblokader, når jeg sætter mig ved klaveret og tænker ”Nu skal jeg skrive en sang”. Jeg har brug for at lave noget andet for at få den kreative proces i gang. Det føles som om, jeg skal slukke for mine tanker, før jeg kan beskrive noget som helst. Hvis jeg har et halvfærdigt nummer, jeg ikke kan færdiggøre, spiller jeg det for Magnus, og så kommer vi som regel frem til et godt resultat sammen.

Videoen
Jeg synes, det visuelle er en helt naturlig del af at være musiker i dag. I stedet for at se det som en ekstra opgave, der skal løses, prøver jeg at udnytte muligheden for at give mine sange en ekstra dimension. Jeg kan ret godt lide, at jeg har muligheden for at skabe et samlet univers omkring mine sange og give det videre til publikum. Både i koncertsammenhæng og i musikvideoer.

Fremtiden
Vi skal snart i studiet for at indspille en EP, og så byder den nærmeste fremtid forhåbentlig på en hel del koncerter rundt omkring. Jeg satser på at starte indspilningerne til den første fuldlængde plade i slutningen af 2015.

Foto: Uffe Birk

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *