LSD on CIA – Dive Into The Dark

I denne uge giver vi dig den københavnske trio LSD on CIA, der fortæller om at give slip på kontrollen og give los! Inspirationen til nummeret kommer efter at have spillet på et krigsskib i Ungarn!

Koncert på krigsskibet A38
Vi skrev nummeret efter en tur til Ungarn, hvor vi bl.a. spillede på, efter vores mening, en af de fedeste spillesteder i Europa nemlig det gamle krigsskib A38, der ligger i hjertet af Budapest. Det er efterhånden et par år siden, vi spillede der, og det var en af de mere excentriske tournéer, hvor alt gik op i en højere enhed. Masser af spændende møder med både mennesker, steder og sindstilstande. Der var ingen grænser – og vi hoppede så at sige ned i dybet. Når det sker, findes der ikke noget rigtigt og slet ikke noget forkert. Det peakede da vi efter at have løbet om kap oven på parkerede biler med skraldespande på hovedet, så vi ingenting kunne se, blev stoppet af tre politibiler. Der var åbenbart blevet ringet efter politiet op til flere gange, hvor de havde beskrevet os rimelig præcist. Heldigvis var vi i godt selskab i form af vores ungarske entourage, som formåede at snakke sig ud af hele fadæsen for os. Så intet ungarsk fængsel til os, men en masse god inspiration til ‘Dive into the Dark’. En sang om befrielsen i at slukke for vores opdragede hjerne og lade reptilhjernen føre sig frem.

Rammer utrolig bredt
Reaktionen har været enorm stærk og positiv. Det med at slippe sig løs og gøre lige præcist, hvad man har lyst til er noget, de fleste kan relatere til. Det er vel egentlig den følelse af eufori og befrielsen ved at slippe tøjlerne mange søger, når man f.eks. drikker sig fuld eller bare slår sig løs. Desuden har vi lagt mærke til, at sangen rammer et utroligt bredt publikum. Vi har flere gange oplevet 15-16 årige piger stå sammen med 50-60 år gamle mænd og give den gas på dansegulvet, når vi har spillet sangen live.

Særlige kendetegn i sangen
Efter første omkvæd kommer der et stykke, som er guitartemaet sammen med en distorted, dyb sub-bas og et tonsetungt trommebeat. Det eskalerer og ender ud i et break, hvor Mikkels intense highpitch-vokal fortsætter med teksten: “Wake up, there’s a fire in your eyes“, hvilket virkelig understreger sangens stemning og tema. Du har en brændende lyst til at gøre det. Så gå nu bare ud og gør det i stedet for at tænke for meget over det!

Nummeret brudt ned
Nummeret består af en mørk guitar intro som går over til vers. Derefter kommer omkvædet, som går til en bro til 2. vers. Derefter kommer omkvædet igen, hvilket bliver spillet to gange til sidst. Man kan sige at alle dele er lige væsentlige. Vi har skåret alt fedtet fra, så der ingen overflødige dele i sangen. Hvis man skulle fremhæve en af delene i sangen så må det nok være riffet, som danner grundlag for sangens opståen.

Produktion før sangskrivning
Produktionen kom først. Det gør den altid, når vi skriver sange. Vi kommer med forskellige musikalske idéer, som vi sammen finder den koncentrerede stemning og følelse i. Derefter skaber vi en udvikling og form i sangen, og når sangen er helt klar, sætter Mikkel sig ned og skriver tekst, så det passer perfekt til den enkelte sangs stemning.

Arbejdsprocessen
Vores arbejdsproces er en meget social ting. Det kan dog sagtens ske, at vi får idéer til melodier, riffs eller beats andre steder. Det kan være derhjemme i lejligheden eller mens man cykler et sted hen. Men når vi så præsenterer vores idéer for hinanden, er det altid åbent for ændringer og ret ofte ændrer den originale idé sig helt radikalt. Vi har spillet sammen i rigtig lang tid efterhånden, og udover det har vi også boet sammen og generelt spenderet tid sammen nærmest konstant. Vi har derfor efterhånden fået skabt en musikalsk synergi, så når vi skriver nye sange og jammer forskellige idéer, bliver der ikke rigtig talt sammen. Vi spiller sammen og lader musikken udvikle sig helt naturligt – uden på nogen måde at prøve at regne sangen ud før den er der.

Musikalsk topform efter tour
Vi holder nogle gange små pauser, hvor vi ikke spiller, men deciderede skriveblokader har vi egentlig aldrig oplevet. Vi oplever dog nogle gange, at være i perioder, hvor sangene ikke kommer ligeså let til os som i andre. Vi er ofte i vores bedste flow, når vi lige er kommet hjem fra tour. Der er vi i vores bedste musiske form, og har en enorm trang til at skabe, efter at have spillet de samme sange hver dag i 2-3 uger i streg

Videoen
Vores sange er meget åbne over for fortolkning. Sangens betydning kan ændre sig fuldstændigt alt efter, hvem der lytter til den. Netop derfor er det ret fedt med en video til sangen, så folk kan få et visuelt indblik, hvad sangen eksempelvis kan repræsentere. Videoen til ‘Dive into the Dark’ er en smule twisted og kører frem og tilbage imellem virkelighed og drømmeverden. Hvis man lytter til teksten understøtter det visuelle rigtig godt stemningen i sangen, og det ene forstærker nærmest det andet. Vi er generelt enormt glade for musikvideoer, da det er en enormt fed mulighed for at vise, hvilket univers LSD on CIA bevæger sig rundt i.

Fremtiden
World fame! Haha, vi ved naturligvis ikke, hvad fremtiden bringer, men vi har gang i nogle rigtig spændende samarbejder, som kommer til at kræve meget af os. Vi har også brugt flere år på at forberede os, så vi føler vi er klar til at komme ud på nogle større tours samt virkelig tage LSD on CIA op på et højt niveau. Det er en blanding af krudt i røven og rigtig meget på hjerte. 2015 bliver vores år. Desuden kan vi afsløre at album nr. 2 er in the making, og at John Bon Jovi laver en gæsteoptræden på et af numrene.

Vil du vide mere?
Tjek LSD on CIA på Facebook
Køb ‘Dive into the Dark’ på iTunes

 

 

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *