Men of Polaroids – Darkness

I denne uge har vi taget  en snak med Mathias og Djarn der tilsammen udgør duoen Men of Polaroids. Læs med og bliv klogere på processen for at skabe ‘Darkness’.


Eventyret opstod helt af sig selv

Mathias: ’Darkness’ er én af de sange, som voksede let og ubesværet frem ud af en stemning. Djarn og jeg sad sammen i min lejlighed, og jeg klimtede lidt på guitaren. Pludselig spillede jeg vers- og omkvædsakkorderne til sangen, og Djarn gjorde opmærksom på, at der var noget dér. Så gik jeg i nogle uger og lod sangen skrive sig selv, Djarn fik en demo med vokal og guitar og vendte tilbage med det eventyr af et arrangement, man kan høre i dag.

Mørket flød ind i sangen
Mathias: Det var mørkt, da sangen blev til. Jeg har en masse store vinduer i min lejlighed, og når det er efterårsmørkt udenfor, er det som om mørket flyder ind af dem. Men mørket i ‘Darkness’ er selvfølgelig især et metaforisk, indre mørke. En voldsom kraft, man ikke kan slå tilbage, men som man kan lære at være i på en konstruktiv måde.

Overraskede over den brede appel
Djarn: Der har været rigtig mange positive reaktioner og tilkendegivelser fra flere kanter. Blandt andet har danske og internationale blogs omtalt ‘Darkness’ og smidt fine ord efter sangen. Den har været på flere blogs’ single charts og på Spotify-playlisten ‘New Singles in the Nordics’, og den har været anbefalet af karrierekanonen. Og så har den været en tur i amerikansk internetradio og er i rotation på P4.

Mathias: Jeg tror vi begge har været overraskede over, hvor bredt nummeret appellerer. Det er mere lyttervenligt end vi forestillede os, samtidig med at det har en kant. Da vi arbejdede på albummet, forestillede vi os ikke, at ‘Darkness’ var det bedste bud på en single. Men efter at både vores producer, vores promoter og flere musikervenner havde fremhævet sangen, var vi overbeviste.

Sangens opbygning
Mathias: Nummeret kan vel deles i tre. Først bygges der langsomt en fortælling op i de to første vers og omkvædet. Så udvides instrumenteringen med blandt andet trommer, piano og lap steel, og lytteren føres med af det her vuggende drive gennem et mere stålsat tredje vers og andet omkvæd. Og endeligt forløses det hele i outroen.

Djarn: Skiftet fra mørk/dyb stemmeføring til høj/lys stemmeføring, når omkvædet sætter ind, er ret karakteristisk. Og så er der blæsertemaet i outroen, som har noget opløftende over sig og er med til at skabe “lyset for enden af tunnellen”.

Kontrolleret tilgang til sangskrivning
Mathias: Jeg kan godt lide at have al tekst færdig, før vi kommer alt for langt med en produktion, så jeg er sikker på, hvor mange vers, der skal være, om der gemmer sig et c-stykke et sted derude og så videre. På den måde har jeg nok en ret kontrolleret tilgang til sangskrivningen. Når det så er sagt, går det ofte lidt langsomt med teksterne, og så bliver der tale om en vekselvirkning mellem produktion og tekst.

Djarn: I skrivefasen er det kun Mathias og mig, der arbejder på numrene, oftest med udgangspunkt i en skitse/skabelon til en sang, som Mathias kommer med. Jeg går så og lytter til den og præsenterer mine tanker og idéer, og så gør vi ellers numrene færdige I fælleskab. Andre gange kan det også være, at vi arbejder ud fra et tema, en figur eller en akkordrundgang, som jeg kommer med. Det er først i mix-fasen, at der er en anden, der hører produktet, nemlig vores producer Jon Ottosen, som med sine tanker også er med til at præge numrene.

Mathias: Vi har været rigtig taknemmelige for Jons indsats i forbindelse med ‘Darkness’ og hele vores debutalbum. Han havde en virkelig god fornemmelse for, hvor vi ville hen med musikken, til trods for at han ikke var med under indspilningerne.

Et væld af skitser
Mathias: Jeg vil sige, at jeg oplever jævnligt at have svært ved at færdiggøre en tekst. Det eneste middel, jeg kender mod den form for skriveblokade, er tid. Jeg er ikke den type sangskriver, som sætter sig ned og siger ”nu skal jeg arbejde”. Til gengæld er det ligesom om, teksterne arbejder selv, når først ideen er der. De kører et eller andet sted i hovedet, og dukker op en gang i mellem, og så pludselig er der en ny linje, som måske er nøglen til at komme videre.

Djarn: Vi har spillet musik sammen i så mange år, at der er et væld af skitser og idéer, der er indtalt, indspillet eller skrevet ned, som man kan prøve at tage fat på, hvis fantasien og kreativiteten er på lavblus.

Musikvideoen
Djarn: Der er flere årsager. Dels synes vi, det er fedt at skabe et visuelt udtryk omkring vores musik, og dels giver en video mulighed for at musikken bliver delt på flere platforme, så flere har muligheden for at se/høre/opdage vores musik. I forhold til til ‘Darkness’-videoen syntes vi også, det var vigtigt og sjovt at lade folk se, hvem vi er, og hvordan vi arbejder, samtidig med at der er en “historie/et forløb” i gang.

Banke på dørene på konservatoriet
Djarn: Dele af albummet blev indspillet, mens Mathias var i Arizona på udveksling, og da han ikke havde indspilningsgrej med eller kendte nogen musikere i området, måtte jeg finde musikere til at indspille de stykker, vi havde skrevet for trompet og horn, da vi ikke selv kan spille de instrumenter. Jeg prøvede mig lidt frem ved at banke på dørene i øvelokaler og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at høre musikere, om de lige havde 20 min. hist og her. Det var overraskende let at få dem ombord, da de godt kunne lide musikken og syntes at projektet lød spændende.

Fremtiden
Mathias: Vi er meget motiverede af den gode modtagelse, ‘Darkness’ og ‘Following the Sun’ har fået, og vi føler virkelig, der er skabt et godt fundament for at komme længere ud med Men of Polaroids.

Djarn: Målet for 2015 er helt klart at få spillet et hav af koncerter på klubber/festivaler i indland og udland og så begynder vi så småt at kigge frem mod næste plade hvor skitserne allerede ligger klar.

Vil du vide mere?
Tjek Men of Polaroids på Facebook

Foto: David Bauer

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *