Den Magnetiske Ørn – You Don’t Wanna Know


Den Magnetiske Ørn består af 4 musikere, der improviserer sange live i fællesskab. Her fortæller de om arbejdsprocessen, det mislykkede og vellykkede og om at indspille på en flydende tømmerflåde…

Improviseret frem
Historien er jo, at vi improviserer alle vores sange live i fællesskab. Derfor kendte vi ikke nummeret, før det blev spillet. Inspirationen finder vi alle mulige steder f.eks. i selve musikken, i det ukendte, hos hinanden, i vores instrumenter, i det vellykkede, det mislykkede, det vellydende, det mislydende, rytmerne, melodierne, akkorderne, smilene, personerne vi kender, energierne vi mærker etc.

Reaktioner
Mange har været vilde med det! Folk synes, det er spændende og anderledes, både udtrykket og selve måden, vi skaber vores musik på. Der var en, som sagde, at ’You Don’t Wanna Know’ går helt til grænsen for, hvad man kan tillade sig at gøre i et ‘pop-nummer’, uden det bliver for meget. Det var jo fedt nok at høre!

Markante musikere
Vi er fire ret markante musikere på den måde, at vi hver især skærer i gennem i musikken som de musikere, vi er. Sangen er vel en slags hiphop. Beatet, synthsne, Michaels vokal og Martins skærebrænder-guitar i bridgen er vel ingredienserne. ’You Don’t Wanna Know’ er også en catchy frase, man måske husker.

Èt langt ”freudian slip”
Vi improviserer alle vores sange live i fællesskab. På scenen og i studiet. Teksterne opstår i øjeblikket og tager sin egen vej. Som en samtale hvor man hele tiden siger forkert, men alligevel stoler på det, man siger. På en måde er det bare ét langt ”freudian slip”.

Musikken skabes når instrumenternes lyd mødes, og vi forsøger generelt at lade musikken føre os frem i stedet for at diktere musikken på skift.

Arbejdsprocessen
Det er en social ting. Hvor vi taler om hinandens liv og tilstande. Vi taler om vores overvejelser om verdens tilstand og hvor vi står i den. Ofte handler det ikke om selve musikken, men om at tale os ind på hinanden og gøre hinanden sikre i hinandens nærvær. Vi skaber bedste musik, når vi er trygge, glade, har god energi og er i kontakt.

Skriveblokader
Når vi rammer en skriveblokade, så råber vi og er sure på hinanden. Taler åbent og frit fra leveren. Det kan være ubehageligt, men det er det værd. Vi er generelt meget direkte og øver os på 100% ærlighed og direkthed.

Videoen
En musikvideo tilføjer en ekstra dimension til det musikalske udtryk, som kan være med til at tydeliggøre musikken. Billeder og lyd kan f.eks. også skabe en fantastisk dobbelthed, som vi dog ikke har brugt i denne video.

Da vi er et nyskabende band med ekstreme metoder, er det vigtig at have det hele med, så vores musik og budskab kommer ud. F.eks. er en flot og forståelig musikvideo god til at formidle vores store kunstneriske visioner og overvejelser, der ligger til grund for musikken.

Indspillet på en hjemmebygget tømmerflåde…
Hvert et nummer vi har indspillet har nærmest en sjov historie. Det kan være ’Punks’, som starter ved at jeg midt i en samtale pludseligt tæller ind på engelsk “1234” og så går vi bare i gang. Nummeret ’Mija’ blev skabt ud af et langt grineflip. Men den bedste historie er nok med ’You Don’t Wanna Know’. Pladen er indspillet Michael Rexens hjemmebygget flydende studie. Vi opdager det er begyndt at blæse helt vildt, og vi bliver lidt bange for det er storm, og vi er ude på en tømmerflåde, men vi må jo blive ved! Det blæser virkelig op og vi hører en mærkelig knagen udefra. Michael stikker lige hovedet ud for at se, hvad der forgår og ser, at det flydende studie har revet sig løs, og nu faktisk flyder rundt midt ude på søen! Så ’You Don’t Wanna Know’ blev indspillet velvidende, at vi var ved at sejle ad helveds til. Musikken kom først! Ikke dødsangsten, men musikken.

Historien bag bandnavnet
Som da Dannebro faldt ned fra himlen kom Ørnen bare til os, og vi vidste godt, hvad der skulle ske. Det er som skrevet står: Vi er Den Magnetiske Ørn.

Fremtiden
Sex, drugs and rock and roll! Faktisk er vi et meget økologisk band efterhånden. Vi kalder os selv for terapibandet, fordi vi alle går til terapi – også hos hinanden.

Planen for 2015 er så mange koncerter som muligt i rundt omkring i verden. Pt. er planen Europa, USA, Danmark, Etiopien og Egypten. Vi regner med at indspille plade nr. 2 on the road, da vi er et liveband.

Vil du vide mere om Den Magnetisk Ørn? Besøg hjemmesideTjek på Facebook
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *