Ofelia – Pull the Curtain

I denne uge har vi taget en snak med sangskriverinden Ofelia om nummeret ‘Pull the Curtain’, der blev til under pres på højskolen og som siden hen er gået hen og blevet en publikumsfavorit. Ofelia udgav sin debut-EP ‘So Long’ i maj i år med fem engelsksprogede sange, som bevæger sig i grænselandet mellem folk, soul og pop. Læs med og bliv klogere på Ofelia.


Komme videre med livet, teksten og arrangementet
Historien bag dette nummer er, at det blev skrevet under stort tidspres sammen med to andre på min gamle højskole. Det påvirkede hele processen i form af meget umiddelbare og målrettede beslutninger, både med hensyn til tekst, melodi, akkorder og arrangement. Når det så er sagt, er det en fortælling om en person, som virkelig har brug for at lukke verden og andre mennesker ind for at komme videre i sit liv.

Titlen ‘Pull the Curtain’ er en metafor for at åbne op til verden udenfor, og som teksten går i den efterfølgende linje; at lade lyset komme ind, som når man trækker gardinerne fra.

Opbygningen af nummeret
Nummeret følger en klassisk intro-vers-omkvæd-vers-omkvæd-solo-omkvæd form og er karakteriseret ved en gradvist dynamisk opbygning, der starter med akustisk guitar og leadsang. Efter første omkvæd kommer trommer, bas og “additional guitars” på banen, og i andet omkvæd bryder vi ud i trestemmigt countrykor. Dette efterfølges af en solid, ærlig guitarsolo, som bygger op til de to sidste omkvæd, hvor alle giver den ekstra gas.

Jeg kan fortælle om mit eget yndlingssted i sangen. Det er i andet vers når Oscar, som jeg skrev sangen sammen med, kommer ind med korstemmen på den linje som er næsten identisk med første vers, bortset fra at det nu er sindet og hjertet som er “tangled up” og “broken” i stedet for elektriciteten og ventilationen.

Jeg har fået mange positive reaktioner fra folk, som synes den er catchy og straight forward, og som synes det er let at forstå og relatere til historien. Live slutter vi ofte af med denne sang, for så har alle det bare godt bagefter 🙂

Proces under pres
Først brainstormede vi over ordet “HUS”, hvilket resulterede i linjerne om doors, windows mm. Hovedideen blev, at “huset” skulle være en metafor for et sted hovedpersonen har lukket sig selv inde, og sidder mentalt og følelsesmæssigt fast. Da vi pludselig fik at vide, at vi skulle fremføre sangen for de andre på højskolen en time senere fik vi travlt. Oscar kastede nogle akkorder i hovedet på mig, jeg kastede en melodi over nogle af sætningerne tilbage til ham, og så gik det ellers stærkt. Det var vildt sjovt og intenst, og desværre, må jeg sige, ikke typisk for min måde at arbejde på – jeg vil gerne skrive mere sammen med andre!

Skrive hele dagen
Som nævnt tidligere er det alt for sjældent, jeg co-writer uden for diverse kurser og højskoler, men jeg kan også godt lide at skrive alene, når jeg føler jeg kommer nogen vegne. Alle andre sange, foruden ‘Pull the Curtain’ på min første EP, er skrevet i en periode af, jeg vil ikke sige indelukkethed, men i hvert fald intensitet, produktivitet og fokus. Den uge ramte jeg en kreative åre, og dér kunne jeg virkelig godt lide at skrive sange – hele dagen!

Hjælp fra Joni
Jeg har ikke været udsat for de berygtede månedlange sorte huller af kreativt dødvande, men små blokader og manglende viden, om hvad jeg vil sige, opstår jævnligt. Hvis jeg ser mig alt for sur på mine instrumenter og mine tekster, stemmer jeg min guitar om og spiller noget Joni Mitchell – så får jeg ligesom renset ud 🙂 Jeg tror godt man kan sige at jeg i øjeblikket søger efter samme følelse af at have masser på hjerte og uendelige musikalske muligheder, som jeg havde da jeg skrev sangene på EP’en. Det må jeg jo så prøve at gøre noget ved… 🙂

Fik øjnene op for videoer
Jeg begyndte at lave musikvideoer, fordi jeg tænkte, at det var vigtigt, at folk kunne kigge på noget, når de tjekkede os ud på nettet. Men efter videoen til min første single, som jeg lavede sammen med Julie Malmstrøm, ville vi bare lave mere, fordi det var vildt sjovt! Det var lidt uventet for mig, at jeg skulle blive så optaget af noget, som jeg ikke havde prøvet før og som lå uden for mit musikalske felt. Nu er jeg pjattet med musikvideoer, og at arbejde sammen med en skuespiller som Mads Korsgaard, der spiller i ‘Pull the Curtain’, var meget spændende.

Backstage capo
Det er det eneste nummer jeg spiller med capo på guitaren, men engang til en koncert havde jeg glemt capoen backstage, hvilket jeg opdagede to takter inde i introen. Heldigvis kompenserede mit dejlige band for min manglende tilstedeværelse og det endte også med at blive rigtig fedt, fordi jeg havde lidt mere performancemæssig frihed, når jeg ikke skulle spille samtidig. Men publikum undrede sig nok lidt over, hvorfor jeg først tog guitaren på, så af igen og stod med den i hånden næsten hele sangen, for siden at stille den pænt i stativet under soloen.

Det næste år
Hvem ved – verdensturné i 2015? Jeg ved i hvert fald at nærmeste fremtid bringer på en lille efterårsturné til en håndfuld danske byer sammen med musiker/sanger/sangskriver Johann (Kolstrup), som jeg glæder mig helt utrolig meget til!

Vil du vide mere om Ofelia? Besøg hjemmesideTjek på Facebook
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *