F L E M M I N G – Dørtelefon

F L E M M I N G er en ny stemme på rap scenen herhjemme, men har 30 års erfaring som menneske, og det er netop dette levede liv, der er det centrale i hans tekstunivers.

Afsked med et andet menneske
Inspirationen til ‘Dørtelefon’ er hentet fra mit eget liv. Absolut. Den kommer fra en følelse af, at holde fast i noget, man skal give slip på. Og også fra at skulle håndtere dét at blive efterladt af et andet menneske. Ikke kun på et følelsesmæssigt plan, men også rent fysisk. Altså, at sidde alene i en lejlighed efter den anden person er gået.

Rent ordmæssigt er den mest konkrete inspiration hentet fra nogle digte, jeg på et tidspunkt skrev efter et brud med en kæreste, jeg levede og boede sammen med. Nogen tid efter vi gik hver til sit, og jeg boede et nyt sted, ryddede jeg op i mine skriverier og faldt over de her meget følelsesladede knust-hjerte-opkast-på-A4 og følelserne og stemningen fra det brud kom frem igen, men fordi jeg nu befandt mig et andet sted, synes jeg, det var spændende​ at fortælle om oplevelsen i et nyt lys. For mig handler sangen om afsked, og er endt som en beskrivelse af en proces, hvor to mennesker skal give slip på hinanden. Jeg har skrevet sangen fra den efterladtes ståsted.

To navne på en dørtelefon
‘Dit og mit navn på en dørtelefon’ er titlen på et af de digte fra den periode, hvor jeg gik rundt og havde ekstra ondt i maven. Jeg synes, der er noget over det: to navne på en dørtelefon. Der er noget anonymt over det, som der på samme tid rummer enormt meget. Det er samtidig også meget banalt. Og selvfølgeligt. To mennesker der bor sammen her er meddelelsen. Det kan betyde og indeholde rigtig mange ting. Samtidig er det også noget de fleste mennesker har, altså deres navn på en dørtelefon. Det blev også en tanke om at bruge det i sangen, fordi der er en genkendelighed i sætningen ”dit og mit navn på en dørtelefon” og det derfor kunne blive relevant for lytteren og forhåbentlig fungere som bindeled til hans eller hendes egen historie.

En fortælling om Flemming
Nummeret er det første udspil fra min debut Ep ‘På Gensyn Med Gåsehud’ og åbnings-sætningen ”En Fortælling om Flemming, for første gang fortalt i første person” er blevet brugt til at beskrive Ep’en og tekstuniverset i meget af det omtale, den har fået. Jeg har fået virkelig mange gode reaktioner på nummeret. Det er helt vildt fedt. Både​ fra folk jeg har talt med og folk, der har kommenteret det og skrevet til mig på internettet. Det er jeg meget begejstret og glad for.

Nummeret har været mange steder henne over sommeren, og er bl.a. blevet spillet i et radioprogram i Manchester, der hedder Breakfeast of Champions. underligt, men selvfølgeligt velkomment. Fornyelig spillede jeg nummeret live for første gang, og jeg synes, at det var en god reaktion, vi fik fra publikum. Det virkede som om, at det var netop dét nummer, der var nogen i crowden, der kendte, og der blev også sunget lidt med på omkvædet. Det var en dejlig oplevelse.

Vekselvirkning mellem tekst og instrumental
Det er min gode ven Lord Akton, der har produceret nummeret, og jeg synes, at han i den grad har ramt hoved på sømmet. Jeg var helt solgt, da jeg hørte det beat første gang. De første 40 sekunder af nummeret, hvor kor og sample præsenteres før trommerne kommer på, er for mig en dør ind til et rum, der er enormt stemningsfuldt. Noget særlig ved produktionen er, i min optik også, at der er en instrumental pause midt i nummeret og ligeledes en instrumental outro.

Jeg​ kan godt kan lide den vekselvirkning mellem det tekstbårne og det instrumentale. Ved siden af, at være et stemningsfuld element og en god kontrast, virker det for mig som en ​ mulighed for at ​give lytteren et rum til at smage på ordene og tænke over betydningen. Jeg har engang læst i en bog, at det er i mellemrummene og pauserne, man møder sig selv og begynder at reflektere. Det synes jeg giver meget god mening.

Tvetydighed og kontraster
Det tekstmæssige anslag ”En fortælling om Flemming for første gang fortalt i først person”, slår tonen an i nummeret. Om ikke andet er det i hvert fald det, der er intentionen. ”Så har vi ligesom fået etableret hvad det her handler ​om“, og det bliver rammen for den historie, der fortælles. Jeg synes, at det er en åben sætning​,​ som samtidig er lukket om sig selv. Hvis det giver mening? Jeg tænker meget over mine sætninger, både hvordan de “danser på papiret”, men også hvordan de kan åbnes op, så der er plads til fortolkning. Jeg kan lide det tvetydige. Samtidig er jeg også begejstret for det banale og konstaterende. Kontraster er gode. Jeg vil meget gerne vække en nysgerrighed i den person, der lytter til teksten. Mit ønske er, at ville skrive noget som er vedkommende for andre. Det er jeg meget optaget af.

Nummeret brudt ned
Nummeret består af en intro, to vers med et break imellem, et omkvæd og en instrumental outro. Jeg ved ikke, om der er nogle dele af nummeret, der er mere væsentlige end andre? De forskellige dele er tænkt som et narrativ, der udvikler sig og skal høres og forstås som en helhed.

Jeg tænker i ord
I det her tilfælde fandtes tekstdele og mange af ordene, før musikken kom ind i billedet, og vi har faktisk indspillet to versioner af nummeret. Men som regel starter et nyt nummer med, at jeg lytter til enten færdige eller halvfærdige produktioner sammen med Akton og MANKY. Nogle beats taler mere til mit humør end andre, men i arbejdet med ‘På Gensyn Med Gåsehud’, som udelukkende er produceret af de to, har vi fundet en tråd i lydbilledet som vi nu arbejder videre med. Det fungerer rigtig godt sådan. Det typiske for min måde at arbejde med nye numre på, er, at have tre-fire beats derhjemme, der har nogenlunde det samme univers og så høre dem rigtig meget og skrive ideer frem i en uges tid, og herefter skrive ét nummer færdig af gangen. Det er ofte omkvæd, eller sådan noget catch-frase agtig sætninger, der bliver til tema/emne og så former det sig på den måde. Modsat mange andre rappere tænker jeg ikke først i rim, når jeg laver sætninger. Jeg tænker i ord. Og jeg bruger tid på at dreje, hvordan jeg kan skrive sætninger, der kan føre det jeg gerne vil sige videre. Jeg tænker også over, hvordan jeg kan gøre noget med ordene, så de kan være med til at fastholde lytterens interesse.

Jeg skriver alene
Jeg er i den heldige position, at jeg er vokset op med venner omkring mig, som er enormt talentfulde musikere, så jeg besøger dem, vælger beats og tager dem med hjem. Det har jeg gjort i mange år, og det er næsten kriminelt så mange fede beats jeg har haft mellem hænderne som jeg ikke har fået omsat til færdige numre. Akton og jeg har lavet musik sammen i 10 års tid, så vi kender hinanden enormt godt. Både i studiet og som venner. Så her er det en social ting. Det hænger uløseligt sammen. Jeg kommer hos ham og hører beats, skitser, sample-ting, vi lytter til plader, taler om alt mulig andet og jeg bliver inspireret af ham, og hans lyd, til at sætte ord på tingene. Det er den samme opskrift, når jeg arbejder med MANKY. Selvom det ikke er det samme. Vi har en anden måde at være i studiet sammen på. Det er i mødet med musikken vores forskelligheder mødes. Jeg kan godt fortælle om en ide jeg går med, rappe et omkvæd eller nogle sætninger osv. hvis det kommer, når vi sidder i studiet, men jeg har brug for tid til at være alene med mit eget hoved. Så jeg skriver alene. Det har jeg næsten altid gjort. Jeg skriver bedst sådan. Jeg deler det først med andre, når jeg selv mener jeg er kommet frem til det, jeg gerne vil sige.

Skriveblokeringer
Jeg har som sagt altid haft en lyst til at skrive, og har gjort det i mange år. På forskellige måder. Jeg har haft nogen perioder, hvor jeg gik rundt og tænkte åh nej skriveblokade, jeg skal være produktiv, og hele tiden lave nyt materiale og sådan noget. Men jeg skriver bedst, når jeg ikke skal. Der kommer altid noget op til overfladen, og når det gør falder ordene hurtigere ud, end hvis jeg skal fremtvinge dem. Jeg har det som om, at jeg med tiden er kommet tættere på den måde, jeg gerne vil skrive, og det er derfor også blevet lettere for mig at gøre det, men også nemmere at acceptere og holde af det som kommer.

Cykelture
Jeg kører på cykel hver dag. Når jeg kører på cykel, hører jeg altid musik, og jeg har over tid udviklet en eller anden tilstand, hvor ord kommer og går, når jeg er i bevægelse på den måde. Og så cykler jeg rundt og laver sætninger i mit hoved. Det har jeg altid gjort, men jeg er begyndt at sætte det mere i system af den simple årsag, at jeg tit får mange ideer jeg glemmer ligeså snart de er formuleret. Så jeg optager det mens jeg husker det, cyklende. Jeg snakker bare ind i optageren på min telefon. Det ser sikkert ret morsomt ud. Nogen gange stopper jeg op og skriver det ned på telefonen. I starten var det lidt kunstigt, men det fungerer godt, når man vænner sig til det. Så er der altid noget, jeg kan skrive videre på, når jeg er hjemme og har rum til det.

Videoen
I dag finder rigtig mange folk primært ny musik gennem øjnene, og en musikvideo er derfor en af dørene ind til publikum. Det er vigtigt at have en video, fordi det er mit indtryk, at det først og fremmest er det folk på de sociale medier trykker på og deler med deres venner. Det er også ofte musikvideoer som folk, der har et musiksite eller en blog gerne skriver om og deler. Folk deler også lydfiler, men det er min oplevelse at billeder i bevægelse er noget, man gerne vil trykke på inde på internettet. Udover det, elsker jeg selv at se musikvideoer. Og en god musikvideo kan tilføre en god sang en ekstra dimension. Vi tænker i billeder og laver dem om til ord. Det tror jeg alle mennesker gør (griner, red.).

The Buzzer
Jeg synes allerede der er flere sjove og fede historier tilknyttet nummeret. Det er super fedt. Noget der skiller sig ud må være​,​ at jeg har fået en mail fra en kvinde i Californien, som havde fundet nummeret på SoundCloud, og var vældig glad for det. Hun var rent ud sagt enormt begejstret. Hun skrev meget ærligt og inderligt om en svær tid i hendes liv, hun gennemgik, og at hun for tiden hørte nummeret på repeat derhjemme og bad mig derfor om at oversætte teksten for hende. Jeg kørte teksten gennem Google Translate og så blev sangen ‘Dørtelefon’ til “The Buzzer”, hvilket jeg havde god griner over. Men, når man nu sådan copy paste indsætter en dansk tekst og den så oversættes til engelsk, er der ganske meget, der går tabt i oversættelsen. Så, fordi jeg er et forfængeligt menneske, og samtidig også gerne ville give hende en læseoplevelse så tæt som muligt på den danske tekst, brugte jeg et par timer på at prøve at skrive om i den nu engelske udgave af teksten og tilføje små forståelsesreferencer. Det var ret sjovt at sidde og gøre. Og ikke desto mindre noget jeg aldrig har forestillet mig ville ske. Det var i sig selv en fed oplevelse. Oversættelsen blev vel modtaget, og hun svarede tilbage med en​ ny mail med så mange positive adjektiver om, hvad det betød for hende, at jeg fik lidt røde ører. Alt i alt en var det en meget bekræftende og mærkelig internetoplevelse.

Remix
Jeg synes, det er oplagt at nævne at Datamatros har lavet et smukt remix af nummeret og samtidig også af musikvideoen, som man kan se og høre som en forlængelse af originalnummeret. Han fik vokalsporene og råmaterialet/fraklip fra musikvideoen og har brugt dette til at lave sin egen audio-visuelle ‘fortælling om Flemming’. Det har en anden stemning over sig, og jeg synes virkelig, han har lavet noget fedt. Han er et de mest talentfulde mennesker jeg kender, og har et helt igennem gennemført udtryk. Både i billeder og lyd. Jeg glæder mig til at Danmark lærer ham bedre at kende.

Fremtiden?
Jeg håber, at fremtiden bringer en masse gode og Psykofarmakarismatiske oplevelser. Der sker en masse spændende ting i PSYKOFARMAKARISMA lige nu. Der er ny musik på vej fra Lord Akton, MANKY og Datamatros , der alle har nye ting undervejs. Jeg skal ud og spille med Lord Akton og MANKY, og vi er i gang med at lave et solidt liveshow, vi kan tage med på landevejen, når efteråret begynder at blive til vinter. Jeg ser frem til at komme ud og møde folk og optræde med vores musik.

Vil du vide mere om F L E M M I N G? Tjek på FacebookLyt til musikken på Soundcloud
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *