Frost – Det 8. Vidunder

I denne uge er det Frost, der fortæller om tankerne bag ‘Det 8. Vidunder’ og samarbejdet med den gamle legekammerat Pede B.


Musikken er magt

‘Det 8. Vidunder’ handler om, at man med musik kan rykke på en masse ting og om, hvordan lytterne kan blive påvirket af de holdninger, der kommer til udtryk i et nummer, hvis de bliver fanget af beatet, stemningen eller selve teksten. Folk bruger musik meget forskelligt, men uanset om man lytter til tekster eller ej, så påvirker musik mennesker, og det giver en vis magt til dem, der laver musikken. Den magt kan måske bruges til at udligne den skæve magtbalance, der er mellem den gængse befolkning og de politiske magter, der styrer verden.

Jeg synes ofte, det er svært at sætte en finger på, hvad der er inspirationen til et nummer, fordi man konstant bliver påvirket af de ting, der sker omkring en og de mennesker og holdninger, man møder. Jeg tror, at en del af inspirationen kommer fra de mennesker, jeg laver min musik med, og nogle diskussioner, vi har haft om hvad der er galt med magtbalancen i det system, vi er underlagt.

Når der er noget man er utilfreds med, kan man enten acceptere det eller vælge at ytre sin holdning i håb om at styrke en revolution eller holdningsændring.

Musikken er kommunikation og underholdning
Titlen er både en reference til, hvordan man kan se sig selv som artist, når man oplever hvordan ens musik påvirker folk og til musik i sig selv. Musik er kommunikation og underholdning i ét, og det kan både fungere som en flugt fra resten af verden eller som en reference til konkrete ting i den virkelige verden som lytteren kan relatere til.

Musikken opfattes aldrig ens
Reaktionerne på nummeret har været lidt blandede. Live fungerer det virkelig fedt, at det sætter alvorligt gang i festen, men det har ikke fået særligt mange views/afspilninger i forhold til første single Heldig. Nogen synes, at det er for poppet og de kan bedre lide den lidt oldschool-stil som resten af pladen har, men der er til gengæld rigtig mange, der ikke er kæmpe hiphop-fans, der synes, at det er pladens bedste nummer, fordi der er mere smæk på og de kan danse og feste til det. Og så er der en masse der bare synes, at det er fedt, at Pede B er med tracket.

Musikken har kontraster
Tracket skiller sig noget ud fra resten af produktionerne på ‘Beviset’, men jeg synes det har en fed energi og det lidt poppede udtryk passer bare godt til emnet. Jeg synes, det var sjovt at arbejde med et party/banger beat på et track, der handler om at påvirke ting med musik, når sådan nogle produktioner oftest ligger til grund for tekster om druk, fest og hor.

Hvis jeg skal nævne en linje, der siger noget særligt om teksten, må det være ”Husk at holde faklerne tændt”. Den linje handler jo netop om at demonstrere eller gøre opmærksom på de ting man er utilfreds med, og om det så er for at brænde systemet eller for at gå i samlet flok i protest, det er op til folks egen fortolkning.

Musikken kommer lige pludselig
Min arbejdsproces er meget forskellig fra det ene til det andet nummer. Jeg går altid og tænker tekster og rim, og mange af mine tekster starter med en hurtig optagelse på min telefon, når jeg står i bussen eller går på gaden.

Når jeg så rammer et emne eller en stemning, som fanger mig begynder jeg at bygge nummeret op med de ting, jeg vil have det skal indeholde. Det er lidt forskelligt om jeg skriver på et bestemt beat fra starten, eller om jeg går med nogle linje i hovedet og så finder et beat der passer til emnet. For det meste bliver hele vers slettet og skrevet om i takt med, at jeg finder ud af hvor nummeret skal hen.

Beats får jeg fra dygtige producere, der er meget dygtigere end mig til den slags, og så hopper jeg i studiet med min gode ven og studietekniker Marconi for at indspille og finpudse numrene. Udover at spille live er indspilningsfasen det bedste ved musik. Det er for fedt at se sit nummer komme til live i studiet, og når man arbejder med så dygtige folk som BlackTop-gutterne kommer der hele tiden nye ideer til, hvordan opbygning og lydbillede gør sig bedst på et track.

Musikken er et gammelt venskab
Jeg ringede til Pede, da vi havde indspillet mine to vers for at høre om han ville lege med, da jeg synes, at han er en af de afgjort dygtigste her i Danmark. Vi kender hinanden fra gamle dage i 13-14-års alderen, da vi rappede lidt sammen i folkeskolen og kortvarigt havde en rap-gruppe. Vi har flere gange snakket om, at det kunne være fedt at lave et nummer sammen igen, når vi er stødt ind i hinanden i byen, og jeg syntes at det gav mening, at det skulle være på min debutplade. Pede er en vanvittig travl mand, men han var frisk på at ligge et vers, så hoppede vi i studiet og indspillede det.

Musikken er et samarbejde
Der er flere grunde til, at jeg har de features på albummet, som jeg har. Det var vigtigt for mig, at jeg havde et personligt forhold til dem, der skulle være med på pladen. Alle dem der er på er både virkelig dygtige folk og herlige mennesker, som jeg nød at arbejde sammen med. En del af de features, der er på pladen er sangere, der leverer omkvædet og de er på, fordi de passer på numrene og fordi jeg ikke synger nær så godt som dem.

Jeg har blandt andet min bror (Adam Frost) med på et nummer om min afdøde mor, hvor min gode ven Johannes Buhl Andresen lægger keys. Det er et meget personligt nummer, og det var super fedt at få dem ind over, da de begge to kendte min mor og begge har gennemgået det samme. De rappere, der er på pladen (Marconi, Pede B, Jinix og Loke Deph) er med, fordi jeg synes, at det er nogen af de dygtigste og fordi de alle sammen gør noget andet end jeg selv gør med tekster og lyrik.

Musikken kommer i perioder
Skriveblokader er ikke rigtig noget jeg støder på. Nogle gange sidder jeg fast i en tekst, men hvis det varer for længe plejer jeg at slette det jeg har og starte forfra. Det ender altid med at blive bedre end det oprindelige. Der er perioder, hvor jeg ikke skriver ret meget enten fordi jeg indspiller og har travlt, eller fordi jeg bare ikke har noget klogt at sige, men det har jeg det fint med.

Musikken er også visuel
Videoen er lavet af min gode ven og åndssvagt dygtige video-troldmand, Jonas Lysholdt Ejderskov, der har lavet flere af mine tidligere videoer. Ideen med videoen var at kombinere den feststemning, der er i nummeret med noget mere revolutionært. Der er både flotte dansetøser (blandt andet min smukke kæreste, hehe) og hårde dudes med masker og bat i videoen, så vi kunne blande de to koncepter. Vi forsøgte at skabe et billede af unge mennesker, der var opslugt af musik og oprørsstemning og brugte en helvedes masse fakler, røg, lys og mennesker for at skabe den rette stemning både på settet og i den endelige video.

Musikken er i fremtiden
Fremtiden bringer en masse mere musik og forhåbentlig en masse fede live koncerter. Jeg varmede op for Pede B på Bremen for lidt tid siden for ca. 700 glade hiphop-hoveder, og det var virkelig en sindssyg oplevelse, så jeg ser frem til at spille en masse flere og større koncerter i forskellige settings og for forskellige publikum.

Udover det så arbejder jeg lige nu på et nyt EP-projekt med en helt ny lyd og ny producer. Jeg glæder mig sindssygt til at se, hvordan folk kommer til at tage imod det. Jeg har lige medvirket på en compilation, der hedder ‘Ordet På Gaden: Stærkt’ med et nummer der hedder ‘De Løber’, som er lidt hårdere og mere ”new-school” end det jeg plejer at lege med, og det har folk været ret glade for, så mon ikke at de også er nede med noget mere af den skuffe.

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *