Lisa Alma – Bittersweet

Foto: Michael Moser
Københavnske Lisa Alma er en talentfuld sangerinde, der blander sin bløde vokal med drømmende, elektroniske beats. Her fortæller hun om nummeret ‘Bittersweet’ fra sin nye EP.

”Oh Darling, Let’s Be Adventurers”
Vi slog hinanden i hovederne for ikke at falde i søvn på strækningen mellem Seattle og San Francisco. Det var nat. Vi havde allerede kørt et halvt dådyr over, røget cigarretter og drukket kaffe, kaffe og kaffe. Det gik lige. Klokken halv fire var det min tur bag rettet. Kort efter solen, kunne vi langsomt fornemme bjergene omkring os. Det var vildt. Ingen søvn, høj på koffein og lavt lys i øjnene. Vi hørte London Grammars version af Kanvinskys “Nightcall” på repeat. Farten tog til. I mit hjerte. Jeg var ligeglad. På den gode måde.

I gennemførelsen af det, der først føles uoverskueligt, opstod en lykkefølelse. Det kan være at følelsen var kortvarig. Det er svært for mig at placere præcist, hvor og hvornår den opstod. Og hvorfor.

Foto: Kristian Kamp

Om det var trætheden, koffeinen i blodet, selskabet i bilen, de californiske bjerge, solopgangen, Hannah Reids stemme eller kulminationen af en vellykket tour, der gjorde mig sentimental, ved jeg ikke. Men her på denne enorme mortervej mellem Seattle og San Francisco gik det op for mig. En kropslig erfaring af at have fået taget sin tour-mødom. Den bittersøde fornemmelse af, at denne oplevelse aldrig kommer igen. I Seattle havde jeg købt et postkort med skriften “Oh Darling, Let’s Be Adventurers”.

Inspireret af modstridende føleleser
“Bittersweet” var det sidste nummer jeg skrev til EP’en. Inspireret af oplevelsen beskrevet ovenover. Titlen er en reference til førstegangsoplevelsen og den larmende stilhed, der opstår efterfølgende. Oplev! For første gang! Stilhed! Jeg savner konstant noget at holde fast i, samtidigt er jeg så fucking afhængig af det flygtige. Det er de modstridende følelser, der får det hele til at hænge sammen – derfor “Bittersweet”.

Todelt nummer
Det virker på en måde absurd at analysere sit eget nummer. Når det så er sagt og for at gøre det kort. Nummeret er todelt. Første del er et kontrolleret tilløb, anden del er følelsen af at give slip og være ligeglad.

Celloen
Jeg har været heldig at få lov at samarbejde med den amerikanske cellist Rubin Kodheli, som jeg mødte, da vi varmede op for Olafur Arnalds. En helt igennem vidunderlig mand, og hans måde at spille cello på, giver mig kuldegysninger.

Arbejdsprocessen
Jeg udvikler tekst samtidigt med, at jeg producerer. Det er svært for mig at adskille de to processer. Jeg mumler enkelte ord og forsøger at nærme mig en melodi imens jeg bygger et instrumentalt landskab op. Skitsens ord og lyde, definerer ofte den endelige produktion.

Præsentation af skitser
Efter en lang periodes indelukkethed, deler jeg mine skitser med personer, som jeg stoler på. Når jeg præsenterer mine skitser for andre, har jeg meget let ved at blive fornærmet. Det skal jeg bare lige komme mig over. Denne deling er et vendepunkt i min arbejdsproces. Det er her, hvor jeg egentlig kan høre, hvor jeg er på vej hen. Det er også her, hvor jeg kan nå at trække materialet i en anden retning eller omforme ideen.

Skriveblokader
Åh gud. Enten begynder jeg at græde eller slå mig selv meget hårdt i hovedet. Mest af alt fordi, jeg ikke kan gennemskue, om jeg ekstremt tæt på eller meget langt fra mål. Det er som regel her, jeg er allermest produktiv.

Live
‘Bittersweet’ er mit yndlingsnummer, når vi spiller live.

Fremtiden
Sommeren går med at skrive, skrive og skrive nyt materiale. Jeg præsenterer snart ny musik og nye videoer. Velkommen til mit univers. Måske albummet skal hedde “Welcome”. Så langt er jeg ikke nået endnu.

Vil du vide mere?
Tjek Lisa Alma på Facebook
Se mere på Lisas hjemmeside

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *