The Great Dictators – Many Ways to Burn

Foto: Bjørn Rosenquist

 I denne uge tager The Great Dictators dig med bag om ‘Many Ways to Burn’ fra det anmelderroste debutalbum ‘Liars’.


Udskejelser

Inspirationen til nummeret er udskejelser af enhver slags. Satan… og en smule Gud.

Reaktioner
Vi har fået mange nikkende hoveder. Vi oplever at dem, der hører nummeret for første gang, som en del af albummet, bliver glædeligt overrasket over at finde et uptempo, bluesrocket nummer så sent på pladen. En sidste svingom inden festen lukker. Det er en lidt mere muskuløs sag end så meget andet på ’Liars’, og det reagerer folk på, især live.

Småapokalyptisk virvar
Introen, der drives af Peters trommer og Kristoffers banjo, kom til i studiet, og sætter tonen på en fed måde. De mere spinkle elementer i intro og outtro blev indspillet med én enkelt gammel båndmikrofon, og når vi nu tager de stykker med ud, og spiller dem for fuld volume, har de en utroligt voldsom effekt. Det skaber lidt kaos i hver ende af nummeret, hvilket er fedt. Tror nummeret generelt er defineret af en mørk tone, et sådan lidt køligt, småapokalyptisk virvar, der kun lige akkurat bliver holdt nede af rytmesektionen, der agerer lokomotiv.

Nummeret brudt ned
Alle dele er som sådan afhængige af hinanden, da nummeret gerne skulle lyde som et grovbrunstigt damptog, der aldrig har tænkt sig at stoppe. Fuld fart, ikke så meget pis. Tror det kan brydes op som: Der bliver lagt kul i ovnen, man når fuld fart, høvler af sted og så til sidst kører det hele af skinnerne, og det er ligesom det.

Atypisk proces
Typisk har Dragut sangene i deres grundform, med tekst og melodi, færdige, inden bandet arbejder dem ud af skitsestadiet sammen. På denne sang var rækkefølgen at akkorderne kom først, så melodien, dernæst lavede vi hele produktionen, hvilket så ledte til en færdig tekst. Knap så typisk, da Dragut som regel har skrevet teksten et godt stykke tid inden produktionen.

Arbejdsprocessen
Dragut har ofte gjort sig tanker om, hvor hans sange, i deres grundform, kan tages hen. Men skitserne han laver er også typisk så åbne og nedbarberede at flere ting kan lade sig gøre. Så processen i øvelokalet er meget åben og præget af at hele bandet kommer med idéer til arrangement, stil, produktion og små melodilinjer og temaer hist og her.

Skriveblokader
Mit indtryk er, at Dragut meget skriver i de her spurte, hvor en masse sange dukker op over kort tid. Så blokader ved jeg ikke lige med. Tror da han får dem i ny og næ, men tackler dem ved at lave alt muligt andet end lige musik, imens de står på. Ser ham sjældent frustreret over ”down-time”, fordi han ved, at sangene nok skal ”skrive sig selv” igen på et tidspunkt. Og når der så ellers opstår blokader i studiet, plejer vi bare at tage den første, den bedste idé og løbe med den – eller at gå videre med noget andet. Det er meget sjældent vi hiver os selv i håret i mere end et par minutter af gangen.

Videoen
Vores ven Søren Peter (instruktøren) fandt på idéen. Stemningen i nummeret og teksten lægger umiddelbart op til en uprætentiøs video, og han så da også sit snit til at flette slapstick-elementer ind i den, og derved få os bandmedlemmer fremstillet på en meget autentisk måde. Bare en smule overdrevet måske, men autentisk. Så på den måde var det en fed måde at sætte billeder på sangen, da det hele var ret ”loose” og sjovt at lave, og samtidig nemt kom til at matche sangens hedonistiske humør.

Kragejagt
Dragut beretter om at der, dengang han skrev sangen, opstod en situation med et hotelværelse, nøgenhed, klatring ude på altanerne… Dragut var efter sigende på jagt efter en krage. Han fangede den ikke, underligt nok. Tror ikke vi får mere at vide om det… Husker at vores trommeslager lavede det meste af dette nummer i underbukser, t-shirt og hat, så det er også meget skægt. Generelt bare mange øl involveret i lige netop dette nummer…

Fremtiden
Der kommer en masse live action og ellers gode, hårde, kreative stunder i øveren/studiet. Vi runder vores korte forårs-tour af i Fredericia, Vejle og København, og så er det ellers tilbage i studiet for at begynde arbejdet på den næste plade.

Vil du vide mere?
Tjek The Great Dictators på Facebook

Foto: Bjørn Rosenquist

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *