Chorus Grant – 8 Lanes

 

I denne uge fortæller Chorus Grant om ‘8 Lane’ fra det anmelderroste album ‘Space’, der udkom i starten af 2014.

David Lynch inspiration
Her kommer en historie, som sikkert er fortalt tusinde gange af tusinde forskellige mennesker. Dette er min egen version, der handler om en rejse til Los Angeles mod tomme skuffer og skabe i rum, der er gjort klart til, at jeg skal flytte ind. Et postkort fra et mentalt sted imellem at knuge laminerede kort, og blive væk i en berusende drøm om noget andet. Jeg har været både meget betaget, og meget berørt af David Lynchs film Mulholland Drive, så at besøge det fysiske sted i Hollywood Hills stod højt på ønskelisten, da jeg første gang kom til Los Angeles. Det er ingen hemmelighed at jeg havde mit livs rejse den sommer, og at fascinationen afstedkom et slags drømmeagtigt stadie, der på det ypperste levede i nuet, men som også såede kronisk syge ambitioner om en fremtid i selv samme eksotiske pause-satte hverdag.

Det var stadig lyst da vi trillede ind pÃ¥ grusstien i den lejede bil oppe pÃ¥ Mulholland Drive og udover mystikken at tankerne om filmen skabte for det indre øje, var udsigten over den Ã¥ndeløst udspredte monster-by fantastisk for det ydre. Vi gik lidt rundt ude ved kanten af skrænten, og mens mørket langsomt faldt pÃ¥, blev vi mere og mere alene. Vi brugte timer deroppe og talte henslængt om, hvor vildt det kunne være, hvis vi boede hér i denne by mens vi sparkede til smÃ¥sten. Vi snakkede om de muligheder vi ville have – om klimaet, og vanviddet man skulle passe pÃ¥, hvis man boede der. PÃ¥ vej tilbage til bilen lÃ¥ de der pludselig… Umiddelbart før parkeringspladsen, nærmest i en uvirkelig lille lysning… Et tabt nøglebundt med (hvad der lignede) bÃ¥de husnøgle, bilnøgle og nøgle til en bankboks eller lignende.

Vi var begyndt at skynde os, da der ikke var noget elektrisk lys oppe ved udkigspunktet men mÃ¥tte stoppe ved dette fatamorgana-agtige scenarie. Stemningen var begyndt at blive en smule mørk pÃ¥ mere end én mÃ¥de og det føltes som om vi skulle skynde os at komme væk – ned mod lyset og alt det bizarre liv pÃ¥ Hollywood Boulevard, hvor jeg i min naivitet syntes, at gadens folk var “flinke”. I skumringens hastige skridt mumlede jeg noget om, hvor meget jeg synes vi fortjente at fÃ¥ vores drømme opfyldt, og at noget “særligt” mÃ¥tte ske for os en dag. Jeg var pÃ¥ en mÃ¥de mÃ¥ske vred, fordi vores rejse var ved at være forbi. Disse nøgler der pludselig lÃ¥ for vores fødder, var som specifikt efterladt til netop os, og de kunne potentielt være nøglerne til et nyt liv. Et liv udtænkt særligt til os og skænket af skæbnen eller gud ved hvilken højere Lynch-udtænkt instans. Det eneste dette “livsskifte” krævede var, at vi turde at tage nøglebundet, og mÃ¥ske nok leve en andens liv men et spændende anderledes liv. Vi skulle nu bare finde ud af hvilke døre disse nøgler kunne Ã¥bne.

Titlen
Titlen er en reference til første gang jeg så motorvejen udvide sig til at indeholde otte spor i samme retning.

An imaginary life
Jeg oplever, at folk kan relatere til sangen, og drømmen om “…an imaginary life“. Jeg oplever ogsÃ¥, at nogle roser for den minimalisme at sangen kropsliggør i versionen, der figurerer pÃ¥ albummet “Space”.

FÃ¥ virkemidler
Jeg synes godt, at man kan påstå at sangen kun består af én del, der dynamisk svulmer langsomt med meget få virkemidler og som understøtter teksten og dens udvikling. Sådan tænker jeg helst de fleste sange, selvom de for udenforstående selvfølgelig har mange forskellige dele i virkeligheden.

Mindet om LA
Hvis stemningen griber mig, kan jeg godt blive meget rørt over at synge denne sang. Særligt ved sætningen “…and we found those keys in the night“, hvor et underspillet “højdepunkt” i teksten bliver akkompagneret af de meget fÃ¥ instrumentale elementer, der bruser et kort øjeblik. Netop det sted i sangen bringer jo klokkeklart billedet tilbage i min erindring, og minder mig om en tid, jeg savner.

Less is more
Som regel opstÃ¥r mine tekster og min musik mere eller mindre samtidig. Med netop denne sang eksperimenteredes der med, hvor meget vi kunne undlade, hvor sangen og stemningen stadig var intakt i nummeret. Det er jeg generelt ret glad for – altsÃ¥ simpelthen at “mute” eller tage elementer væk, for at se hvor lidt der skal til for at “det” virker. Det sker bÃ¥de under indspilning og efterfølgende. Det er svært for mig at fortælle om hvorvidt noget er typisk i sangskrivningsregi. Ærligt talt føler jeg, at jeg hver gang er “ny” og simpelthen “sangskriver-nybegynder” hver gang jeg sidder og mumler noget med guitaren pÃ¥ skødet.

Selve skriveprocessen er groft sagt en periode med total indelukkethed omkring projektet Рdet m̴ jeg erkende.

Skriveblokader
Jeg bilder mig altid ind at jeg hverken kan eller vil forcere noget musik frem, men at det ligesom skal tage form af sig selv pÃ¥ en mÃ¥de. NÃ¥r det sÃ¥ er sagt, sÃ¥ føler jeg personligt, at jeg arbejder godt med dogmer og indre hemmelige regler. Jeg kan godt lide at dykke ned i den samme brønd flere gange, og føler, at der er noget skønhed, sandhed og mange unikke vinkler og smukke afvigelser i at forsøge at gentage det samme et utal gange. Fx at skrive fem sange om “øjne”, hvor de første tre er banale, men de sidste to indeholder noget magisk, fordi man er kommet ud over det indlysende.

Vil du vide mere?
Tjek Chorus Grant på Facebook