Drowned Session – Stalingrad

Drowned Session - Stalingrad

I denne uge har vi taget en snak med Atli Brix Kamban fra EP-aktuelle Drowned Session. Læs med og lær om hvorfor nummeret er blevet sammenlignet med Aquas Barbie Girl og hvad en Nokia-test går ud på.

 

Storbyens sindstilstand
Jeg har altid været fascineret af russisk historie og mødet mellem russerne og tyskerne i Stalingrad er et af de mere voldsomme kapitler i den historie. Titlen behøves dog ikke tages helt bogstaveligt i forhold til teksten, men mere ses som et udgangspunkt for de forskellige temaer i nummeret.

I teksten optræder der for eksempel kvinder, som har mistet deres elskede i til krigen og sidder tilbage med en sorg, imens byen vågner op omkring dem og morgentrafikken overdøver dem. De forskellige skæbner bor lige ved siden af hinanden, men de kommer aldrig i direkte berøring med hinanden.

I en storby bor der som regel millioner af mennesker og man har kun en stærk personlig forbindelse til en lille håndfuld af dem i løbet af en levetid. Når man ser det på den måde er Stalingrad navnet på en historisk vigtig by, men i musikken fortolker jeg det også som en sindstilstand. Det kunne ligeså godt være København.

Nummeret er et ultrasimpelt. Det har én akkordrundgang. Der er en kort intro, et langt vers og en udvidet afslutning. I et almindeligt rocknummer ville man som minimum have et omkvæd, men vi følte at nummerets monotoni havde en sær styrke, som ville blive mindre kraftfuldt, hvis vi fyldte for meget på. Derfor prøvede vi også at spille så tilbageholdent som muligt for skabe plads i lyden.

Teksten i centrum
Der er forskellige ting ved “Stalingrad”, som for os gør det til et ret utraditionelt nummer, og et måske lidt atypisk valg til single. Som sagt har nummeret ikke et omkvæd. I stedet har vi forsøgt at give plads til, at vokalen kan lave én uafbrudt monolog på næsten to minutter, inden et spartansk kor koret tager over. Derved prøver vi at give teksten en mere central rolle i det samlede billede.

Nummeret startede dog som et guitarriff. Jeg indspillede det på min computer, og et par uger senere begyndte en tekst og melodi løbende at tage form. Nummerets struktur og tekst har ikke ændret sig synderligt siden, men selve lydbilledet er meget anderledes end min oprindelige kladde.

En alternativ Barbie Girl
All Scandinavian og GF Rock har blandt andet rost nummeret og en engelsk blogger lavede et ret humoristisk indlæg om vores EP og skrev:

“‘Stalingrad’ […] could easily be the follow up to Aqua’s ‘Barbie Girl’ if Aqua had spent the period following their success reading bleak, historical literature and deciding on a change of direction to create the kind of music you would expect to hear as the apocalypse inevitably approaches along the horizon.

Om Aqua var den eneste danske reference han havde på hånden vides ikke, men vi var ret glade for hans selvironiske tilgang til vores musik. Anmeldelsen kan læses her.

Nokia-testen er ikke god nok
Når vi tager et nummer op i Drowned Session skal det i første omgang være et nummer, som er godt skrevet. At komme med en godt riff, en fed akkordrundgang eller en flot melodi er ikke nok. Jeg har hørt om bands, der bruger Nokia-testen (lyder nummeret stadig fedt, når man optager det live i øveren med en gammel Nokia telefon?), men i Drowned Session bruger vi en akustisk guitar som målestok. Lyder nummeret stadig fedt, når du spiller det på en gammel smadret guitar?

Jeg er til tider fristet af alle de muligheder man har for at lege producer i Logic og Garageband, men når jeg præsenterer en alt for overproduceret kladde for bandet, så kan en gennemspilning på en akustisk guitar hurtigt afgøre om der overhovedet er noget substans bag alt det lort, jeg har fået bygget op. Bagefter jammer vi nummeret i alle mulige variationer indtil vi allesammen står og kigger på hinanden med tommelfingeren i vejret. Det kan tage et par øvere og nogle gange måneder. Der er en hel del numre som ikke overlever processen.

Nye numre kommer til hele tiden, men til gengæld oplever jeg perioder, hvor jeg ikke bryder mig om mine egne idéer. De tidspunkter kan være utrolig frustrerende at komme igennem, men man bliver nok aldrig fri for dem.

Pige med ballon
Idéen til videoen opstod allerede da jeg tegnede coveret til vores 7”-single fra 2013 (‘Conversation with Cora’). Coveret forestiller en pige med en ballon, som står på en tømmerflåde mit på havet. Jeg havde lyst til at udforske idéen om dén situation og gik så småt i gang med at tegne de forskellige elementer, som kunne være interessante at animere. Ideen om at ballonen skulle være bundet fast på bundet af havet og blive frigjort af pigens nødblus havde en sær tiltrækning på mig og det var især efter den idé dukkede op, at brikkerne faldt på plads for mig.

Forskellige historier
Jeg tror, at man skal prøve at løsrive sig lidt, hvis man skal lave videoer til sin egen musik. Man kan jo blive fristet til at få musik og film til at følges ad tematisk og narrativt, hvilket for lytteren kan være utrolig udmattende at se på, især hvis man har et forhold til nummeret inden man ser videoen. Jeg synes, det er fedest hvis billede og lyd fortæller forskellige historier. Så kan videoen berige nummeret, hvis den er er godt udført, men den stjæler ikke noget fra musikken. Hvis videoen til gengæld prøver at matche teksten og fejler, så ser det håbløst ud. Det værste er, at man desuden har nemt ved at genkalde videoen for sit indre øje næste gang man hører nummeret.

Tiden efter udgivelsen
Vi udgav vores “Horses EP” d. 24. marts. I kølvandet på det en lille Danmarkstour sammen med The Haunted Brothers. Oveni har vi været en tur på landet for at indspille en opfølger til EP’en. Det bliver også en EP, men med lidt flere numre på. Vi regner med at smide den på gaden til efteråret, hvis alt går vel.

Vil du vide mere?
Find Drowned Session på Facebook
Lyt til Drowned Session på Soundcloud

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *