My Heart the Brave – Keep Me From It

PR-foto

I denne uge snakker vi med Caspar Hesselager om soloprojektet ‘My Heart the Brave’. Caspar har tidligere produceret og mixet for bands som The Eclectic Moniker, Hymns from Nineveh og Quick Quick Obey. Men nu sætter han fokus på sin egen musik.

En god start på det hele
Nummeret var det første, jeg skrev som My Heart the Brave. Det blev til i en slags arbejdsrus, hvor jeg havde taget mig tid til at fordybe mig i at lave musik igen selv, og dets fødsel var meget ‘lineær’ forstået på den måde, at jeg indspillede elementerne nærmest i den rækkefølge, de introduceres i sangen. Jeg tror ikke, at jeg ændrede eller slettede et element igen. Lige pludselig føltes det så færdigt, og det var en meget speciel følelse. En form for lettelse, og en god start på det hele.

Positiv respons
Jeg har heldigvis fået rigtig mange positive reaktioner på det fra nær og fjern, hvilket jeg er meget glad for. Jeg tror, det har noget insisterende over sig, og nummeret “forlanger” måske nærmest at blive hørt, hvis man kan sige det sådan. Måske er det derfor.

Opbygning mod klimaks
Det er svært at fremhæve noget bestemt, men nummeret er en lang opbygning mod et klimaks, så der er ikke nogen dele af formen, der bliver gentaget som sådan, kun kombineret på nye måder med nye elementer, der indtræder. Så formen, (eller den rejse man tager, om man vil) er ret atypisk. Min metode består overordnet i at blande organiske elementer med ret kontante lyde eller roller, og her er det f.eks. akustisk klaver og elbas, der støder sammen med lag på lag af samples, som udgør de rytmiske elementer og beatet.

Maksimalisme og minimalisme
Det hele føles som væsentligt som om hver enkelt del er fuldstændig afhængig af den foregående, musikalsk set. Men mine ‘favorit’-steder er helt i starten, hvor alting er bart og prøver at tiltrække sig opmærksomhed med få midler, og så slutdelen, som er det stik modsatte, ‘An all-out parade’, som en blog meget passende skrev. Jeg er en sucker for maksimalisme såvel som minimalisme. Begge ting er svære at mestre, men jeg føler, at det på en eller måde lykkes at kombinere her.

Titlen er en linje i teksten. Hvad den så er en reference til, lader jeg være op til læseren/lytteren. De ord må godt forblive lidt af et mysterium.

Produktionen først
Stort set al produktion kommer først. Når jeg har vokallinjerne, laver jeg som regel nogle vrøvletekster, som jeg indspiller som skitse, så jeg ved, hvor meget plads jeg har at gøre med udover vokalen. Men jeg bruger smertefuldt lang tid på de endelige tekster, og vender og drejer hvert et ord for at prøve at skabe et helstøbt univers for hver sang. Det sker, at nogle ord fra skitserne får lov til at overleve helt til slut, hvis de på en eller anden måde ender med at få en betydning for sangen. Det kan ske, selv om de fra starten var totalt tilfældige. I ’Keep Me From It’ var det første, jeg fandt på ganske enkelt de samples, der spiller i starten. Alt er bygget op ud fra den lyd.

90% ensomhed
Min arbejdsproces er 90% ensomhed! Jeg skriver, producerer, indspiller og mixer alt færdigt selv, og der er overraskende få, der hører noget før det er i form af et endeligt produkt. Jeg er vant til at sparre med folk, når jeg mixer eller producerer for andre, og kan godt lide det. På en eller anden måde er hele pointen med My Heart the Brave at se hvor langt, jeg selv kan tage tingene ud. Det er nok enebarnet i mig, der er på spil der! Men jeg får som regel lidt hjælp af de dygtige Jacob Haubjerg på bas (som også spiller med live) og Martin Poulsen, hvis jeg skal bruge noget guitar.

Jeg elsker generelt gear, og er temmelig nørdet med det. Jeg kan godt lide at have et nyt sted at starte hele tiden, som ikke nødvendigvis er det samme for hvert nummer. Så min kreative proces kan både starte med klaveret, en trommemaskine, synthesizer, samples, eller hvad der ligger foran mig i studiet.

Skriveblokader
Den eneste blokade er umiddelbart, hvis jeg ikke har tid til at arbejde på noget. Jeg er generelt (heldigvis) ret produktiv, og arbejder så meget, jeg overhovedet kan. Det tror jeg er den eneste vej. Skriv noget mere, bliv ved med at opsøge det.

Videoen
Jeg ledte i lang tid efter nogle billeder at sende ud sammen med videoen, og faldt så over en gammel italiensk kitch-agtig rumfilm. Jeg ville gerne bruge noget fiktion, og på en eller anden måde passede det sammen i mine øjne. Der kan ske noget interessant, når man bringer to ting sammen, som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Nogle gange brister det bare, andre gange bliver det til en tredje ting. Jeg laver ikke musik med billeder for øje som sådan, men der en klar form for scenografi i sangene, som jeg ville elske at forfølge visuelt også på et tidspunkt, hvis budgettet var til det.

Fremtiden
Jeg skal spille en del koncerter med mine fantastisk dygtige med-musikere Aske Bode (synth, klaver), Jacob Haubjerg (bas, synth, vokal) og Ask Bock (trommer, vokal), bl. a. tre opvarmnigs-koncerter for WhoMadeWho, SPOT Festival, Offspring i Tivoli, og Roskilde(!). Alt det glæder vi os sindssygt meget til! Derudover forhåbentlig udgive en masse musik. Jeg har faktisk en pæn bunke numre, som er helt færdige. Og en endnu større bunke, som venter på at blive det!

Vil du vide mere?
Tjek My Heart the Brave på Facebook
Køb ‘Keep Me From It’ på iTunes

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *