Heimatt – Everyone’s a Sinner

Heimatt er et ret nyt band, der hurtigt har fået medvind, en pladekontrakt og en masse god omtale. Ikke mindst takket været en lo-fi video. Vi har snakket med forsanger og sangskriver Magnus Grilstad om tankerne bag det hele.

Inspirationen
Nummeret kom en dag i januar sidste år. Jeg befinder mig i Norge, hvor jeg på det tidspunkt har indspillet en enkel demo bare med vokal og guitar. Her begynder jeg at få denne idé til et nummer, som jeg synes, har en helt særlig følelse på guitaren. Herefter begynder jeg hurtigt at skrive noget tekst, som jeg synes, matcher den følelse. Jeg havde på det tidspunkt ingen idé om, hvad jeg egentligt havde gang i rent projektmæssigt. Alt jeg havde var to sange og en idé om at starte et projekt af en eller anden slags. Efter et par måneder havde jeg skrevet et par sange til og det endte med, at jeg søgte om nogen støttekroner hos Statens Kunstråd. Da jeg fik en positiv tilbagemelding på ansøgningen i maj, begyndte min søgning efter de rette musikere. Den proces gik heldigvis dejligt nemt. Jeg vidste allerede inden vores første øver, at det var de rigtige mennesker, jeg havde samlet, og stemningen har lige siden vi begyndte været i top – både i øvelokalet og på tour.

Skrevet relativt hurtigt
I ’Everyone’s a Sinner’ var det guitaren og melodien til sangen, der kom først. Det er ret typisk for min måde at arbejde med musik på i Heimatt. Det er mig, der skriver sangene, og dem tager jeg så med i øvelokalet, hvor vi bygger dem op og strukturerer stykkerne. Ofte vil jeg sidde og spille for mig selv, og når jeg har et guitarstykke, jeg synes, er interessant lægger jeg en vokalmelodi over. Jeg vil her sige, at jeg er relativ hård ved mig selv, og sidder ofte og optager stykker for at kunne vurdere dem løbende, indtil jeg finder ud af, om det skal bruges. Jeg får typisk rigtig mange idéer før jeg kommer med noget endeligt, så det kan både være en lang og en kort proces – ’Everyone’s a Sinner’ blev faktisk skrevet relativt hurtigt. Den er så sidenhen som bandet er kommet ind blevet justeret og ændret lidt på, men grundidéen i nummeret er der stadig.

Det særlige er nummerets ”feeling” og opbygning, hvor energien gradvist stiger i løbet af verset for så i omkvædet at få frit afløb for al spændingen, der er bygget op.

Fra grundide til øvelokale
Som sagt er det mig, der skriver numrene og tager dem med i øvelokalet, hvor vi sammen arbejder videre på det. Det er ikke noget med faste øvere, men for det meste mig der sidder alene i øvelokalet eller derhjemme og skriver. Så vil vi typisk mødes i flere dage over en kort periode for at færdiggøre de sange, jeg kommer med.

Skriveblokader
Til tider render jeg ind i en skriveblokade, hvor jeg ikke kan komme videre med et halvt nummer, og så føler jeg ikke, at der er andet at gøre end at lade det ligge, for så at plukke det op en gang i mellem og prøve at komme videre med det. Hvis alle idéer er bearbejdet, og jeg skal komme op med noget nyt, så hjælper det for mig at sidde og spille en masse musik som andre har skrevet – det kan man ofte finde en god inspiration i.

Lo-fi video gav pladekontrakt
Idéen til videoen var, at der skulle fanges en følelse af, at her var et band med 5 mennesker, der sagtens kan spille uden at have noget mic’et op, og at vores numre kan leveres både i normal koncert/studie-form, men også helt lo-fi akustisk, men stadigvæk fange den energi som vi også leverer live. Videoen blev lavet tilbage i september. Vi havde netop været i studiet og indspillet vores debut EP med Aske Bode. En EP vi tænkte skulle udgives omkring november, hvor vi også havde vores første lille DK-tour. Vi smed så videoen op i oktober for at give en lille smag på projektet – men endte herefter hurtigt op med at skrive under på en pladekontrakt med Playground Music, og vores planer blev udskudt en smule (vi spillede dog stadig koncerterne).

Reaktionerne på videoen har været rigtig gode. Særligt har mange blogs og musiksites taget den op, men nummeret er ikke udkommet i en studieversion endnu. Det er klart,at det bliver noget helt andet, som vi i særlig grad ser frem til.

Fremtiden
Fremtiden ser lys ud, og vi er rigtig glade og positive. Det hele har været en lidt vild proces i form af, at vi mødtes første gang samlet tilbage i juni, indspillede i september og det siden da bare har været en stor optur med pladekontrakt, en masse god presse fra musiksites og blogs, samt en tour, der gik rigtig godt, hvor vi kunne mærke, at vores musik kunne noget og vi følte, at vi formåede at skabe en fest. Vi har lige udgivet vores første single “Winter Noise” fra den kommende EP “To The Mountain”, som udkommer d. 17 februar. Singlen har på nuværende tidspunkt ligget nr. 1 på iTunes world liste i de første 4 dage den har været ude, og vi spiller en del her i løbet af foråret. Så må vi se, hvad udgivelsen og det hele kaster af sig. Vi er også i gang med at skrive til vores kommende debutalbum som vi indspiller senere i 2014.

Vil du vide mere?
Tjek Heimatt på Facebook
Køb bandets nye single ‘Winter Noise’ på iTunes

Vil du vide mere om Heimatt?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *