Danni Toma – Fortællinger Om Os

PR-foto

Den unge, tilbagelænede og følsomme rapper Danni Toma fortæller her om det personlige nummer ‘Fortællinger Om Os’ fra konceptalbummet ‘Kvinde’.


Det forliste forhold

Nummeret er ligesom mit farvel til det forliste forhold, som pladen handler om. Det her nummer specifikt lægger alle kortene på bordet. Det skulle være afslutningen på den kærlighedshistorie, jeg prøver at fortælle med albummet ’Kvinde’. Men samtidig skulle den fungere som et slags håb. Måske ses vi igen? Måske skal vi bare holde en pause? Måske har vi bare brug for håb, til at komme videre?

Det er det nummer, som jeg holder mest af på pladen, fordi det er det nummer, som er tættest på virkeligheden. Jeg havde den her følelse af, at jeg vidste min ekskæreste godt ville høre min side af historien. For hvis jeg ikke kunne udtrykke mine følelser, når vi talte sammen, skulle jeg i det mindste kunne gøre det i en sang. Omkvædet kom til mig på ingen tid. Da Noodle spillede instrumentalen, gik jeg rundt og nynnede i et stykke tid og råbte til ham ”Det er nu, jeg har den”.

Så det er i bund og grund bare en gennemgang af, hvad jeg synes, der gik galt fra begge sider. Det må være inspirationen bag.

Fortællinger om os
Nummeret handler om, at jeg ved, at hun nyder endelig høre mig snakke om os. At fortællingerne om os er nyttige, både for hende og for mig. Og måske nogle andre som har oplevet det samme. Det er det som titlen referer til.

I forhold til fortællingen, så er det bare historien om os. Fortællingen om mig og min dame. Eller dig og din dame.

‘Jeg ved du nyder de fortællinger om os
jeg ved du bruger de fortællinger om os
sidder derhjem alene tænker osse på os
jeg ved du nyder de fortællinger om os’

Det vækker følelser
Jeg kan huske, da jeg spillede en tidlig demoversion af nummeret for min mor, et par dage efter det var indspillet. Hun vidste, uden jeg havde sagt noget om det, præcist hvad og hvem, det handlede om. Det var jeg rigtig positiv over. Min mor, ligesom alle mødre kan, kunne læse mig uden, jeg havde sagt et ord. Selv min stedfar, som ikke taler så godt dansk, kunne mærke, hvad der foregik i nummeret. Samtidig var mine kammerater rigtig glade for nummeret. Det var som om, at de fleste kunne relatere til det, og det synes jeg er rigtig fedt. For lige meget hvor hård man er, så findes der altid et hjerte i én. Og det var fedt for mig at se, at det hjerte lige pludselig kunne mærkes på de forskellige mennesker med hver deres historie. Det kan ikke blive meget bedre end det. Dét, at jeg kan skrive et nummer, som vækker følelser og sætter folk tilbage i en stemning. Det er succes for mig. Så har jeg gjort mit.

Et kapitel i mit liv
’Kvinde’ er meget anderledes end ’Rige Mænds Jakkesæt’, og den plade er noget helt andet i forhold til ’Søndage & Andet Poetisk Bullshit’ eller ’Som En Vinder’. Måske er det ærligheden? Når man hører et af mine numre, kan man måske mærke, det jeg snakker om helt tæt på. Jeg prøver i hvert fald at prikke til folk og deres følelser med mit musik. Fortælle dem, at de og vi, ikke er alene. At der er nogle derude, som har det præcist ligesom dem selv. Det er vel op til den enkelte at svare på. Jeg kommer ikke til at lave en plade som den her igen. ’Kvinde’ er ligesom mine andre udgivelser et nyt kapitel i mit liv. Og min næste plade vil blive endnu et kapitel, som er meget anderledes end alt andet, jeg har udgivet.

Arbejdsprocessen
Jakob aka. Noodle har måske lavet en to-tre instrumentaler som vi sidder og lytter på i studiet. Og det som fanger den stemning og følelse, jeg har i kroppen netop dén dag, ender vi med at bruge. Jeg skriver aldrig noget ned på forhånd. Jeg går måske og har en masse tanker om, hvad det er, jeg gerne vil skrive et nummer om, og hvad det skal indeholde. Men først når vi har fundet instrumentalen, lyden og stemningen, sætter jeg mig ned og skriver nummeret. Jeg har meget sjældent en tekst med i studiet, og jeg sidder sjældent og skriver udenfor studiet. Så ’Fortællinger Om Os’ kom til verden på samme måde. Vi lyttede til musikken, drak lidt vin, røg en joint og snakkede lidt frem og tilbage.

Et konceptalbum
’Kvinde’ er ligesom vores tidligere albums et konceptalbum. Og jeg tror det er den eneste lighed vores udgivelser har, at de er konceptalbums. Lyrisk er der intet politisk over ’Kvinde’. Det er et rent kærlighedsalbum, fra en mand som har følelserne ude på tøjet.

Lydmæssigt holdte jeg en pause med at indspille hos Noodle mellem ’Rige Mænd..’ og ’Kvinde’, så Bulut LOC kunne indspille hans album ’Skandaløst’. Og den lyd som Bulut LOC og Noodle udviklede sammen, tog vi med videre i vores ’Kvinde’-univers. Så væk er de støvede jazz-samples fra tidligere og i stedet er de erstattet med melodiske 808 trommelyde. Men det er også vigtigt for mig at udvikle min lyd og lyrik fra album til album, så det var helt naturligt, at det skete. Hvem gider at lave den samme plade om og om igen?

Kærlighedssange
Før ’Kvinde’ havde vi leget lidt med et par kærlighedssange. Både på ’Søndage..’ og vores gratis udgivelse ’Januar’ i et todelt track vi kaldte ’Til Hende’. Og en dag, da vi spillede i Lyngby, stod der en masse kvinder forrest i publikum og skreg, at de ville høre ’Til Hende (Part 2)’. Det gjorde, at vi fik lyst til at prøve det med at skrive kærlighedssange noget mere af. Så vi tog hjem og lavede ’Til Hende (Part 3)’ som endte med at blive ’Hun Sagde’ på den nye plade.

Samtidigt med at det nummer blev lavet, kom der knas i mit daværende forhold, som blot styrkede min intention om at skrive kærlighedssange. Forholdet forliste og ny kærlighed kom til. Så det var som om at det hele bare lå i kortene til, at vores næste album skulle være om kærlighed.

Teksten skrev sig selv
Vi røg rimelig meget da vi indspillede albummet i Helgolandsgade 1, Aalborg, Danmark – hvilket vi ikke gør mere. Så jeg kan ikke huske så meget andet end at det var et nummer, som kom til mig rimelig nemt. Måske fordi det var sådan et personligt emne for mig, at jeg vidste præcis, hvad jeg vil skrive hvor og hvornår. Men nummeret er stadig ungt, så mon ikke der kommer en masse sjove historier med det i fremtiden?

Fremtiden
Vi er i gang med vores ’Hvid Røg Røde Læber’ tour nu, som allerede har bragt os rundt i flere danske byer. Vi rammer Boobz i Odense d. 31. jan, Templet, i Lyngby d. 1. feb og en natkoncert på Rust i Kbh samme nat. Desuden har vi fået vores første festivaljob til sommer og inden længe udkommer der en kompilation, som hedder ’RØDDER’, hvor mig og Noodle har fortolket et Benny Andersen digt. Udover det, så er vi i gang med den næste plade, som indtil videre gerne skulle lande engang i 2015. Ellers skal vi bare hygge, styrke båndet til familie og venner og nyde det hele så længe vi kan. Vi får at se hvad der sker, mulighederne er i hvert fald mange.

Vil du vide mere?
Tjek Danni Toma på Facebook
Køb albummet ‘Kvinde’
Følg Danni Toma på Twitter
Se Danni Tomas billeder på Instagram
Hør mere musik på SoundCloud

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *