Bon Homme – Daybreaker

bonhomme-620

 Tomas Høffding, der er bassist og sanger i WhoMadeWho, laver også musik som solo-artist under navnet ‘Bon Homme’. Få historierne bag singlen ‘Daybreaker’ her.

Intimt rum
Titlen er en parafrase over titlen på min EP “Night Tripper”. Jeg har udliciteret teksten til Lydmor (Jenny Rosander, red.), men musikalsk ville jeg gerne vise, at en radiosingle ikke nødvendigvis behøver være banging og anmasende. Sangen skulle gerne være et intimt rum, man træder ind i, og forhåbentlig får lyst til at besøge igen.

Der er en ’Bruce Springsteen’-vibe et sted inde i hjertet af sangen. Jeg har altid været helt ramt af hans melankolske ballader, og det var lidt et mål at prøve at få noget af den varme og inderlighed ind i mit univers.

Idé i en lufthavn
Jeg fik faktisk ideen til klokketemaet i en lufthavn, hvor det kørte lidt rundt oppe i mit hoved. Så en dag jeg var ude og gå på Vesterbro, fik jeg lyst til at skrive en sang, hvor Jenny sang omkvædet, så det gik jeg og nynnede lidt på… Det tog en time. Da jeg så et par dage efter satte mig ned for at se om al den musik, jeg indtil videre kun havde som en slags luftkastel oppe i mit hoved, kunne noget, viste det sig at virke rigtig godt!! Sådan er det sommetider. Jeg har også lavet en version med mere krudt i, men ombestemte mig i sidste øjeblik inden mastering, og sendte en tidligere demo.

John Lennon og klokkespil
Det er vel ret præget af mit evindelige klokkespil (griner, red.) og så prøver jeg for første gang i mit liv at synge lidt ligesom John Lennon i C-stykket. Det havde jeg ret meget sjov med! Og så har jeg mit bålsample liggende under hele nummeret.

Jeg har produceret og indspillet det hele. Jenny Rossander synger, og Sara Indrio har spillet percussion, som jeg så har klippet og fucket op.

En lille lærestreg
Da Jenny havde sendt mig sin hurtige skitseindsyngning af omkvædet, bad jeg hende om at komme ned og indsynge det “rigtigt” i mit fine studie med min fine mikrofon og min fine preamp. Med alle mine fine soulfraseringer i min fine melodi, som jeg ikke helt syntes, hun havde fanget ordentligt. Så stod hun og sang omkvædet i to timer, indtil jeg var tilfreds. Jeg havde mindst 20 takes. Det er skitsen der er på pladen. Say no more.

I studiet fra 9-16
Jeg går rundt og får ideer hele tiden, men jeg arbejder kun i mit studie 9-16 og når jeg er på tour. I samarbejdet med Jenny, sendte jeg faktisk bare min vrøvle-cue sang, og så skrev hun en tekst. Hun mente længe, at jeg bare burde synge sort som på demoen.

Jeg tror på hårdt arbejde
Man skriver og producerer i det tidsrum, man har sat op. Jeg føler ikke, at jeg har spildt tiden, hvis jeg har lavet 4 lortenumre på 4 dage, det er bare en del af processen. Jeg ved, at der på et eller andet tidspunkt dukker noget godt op. Når det er sagt, er jeg ret impulsbetonet når jeg sidder i mit studie eller i flyveren/bussen/hotelværelset. Jeg browser rundt i mellem alle mine produktioner, laver lidt eq (equalising, red.) hist, lidt skud på en god melodi pist, indtil jeg pludselig rammer en nerve eller en ide, jeg så dykker ned i.

Sommetider laver jeg en masse lort i lang tid ad gangen. Så kan jeg synes, jeg er virkelig dårlig. Men jeg er heldigvis så stædig, at jeg bare knokler på. Når jeg har sat mig noget for, skal der meget til at få mig ud af kurs. På godt og ondt.

At spille sin musik for andre…
Jeg har altid været i bands. Det er en grundpræmis, at man kaster sit hjerteblod ud i gruppen, hvor det så bliver pragmatisk bedømt. Det sker på en daglig basis, og det vænner man sig til.

Fremtiden
Jeg skal i studiet med WhoMadeWho, og så skal jeg som sædvanlig ud og spille en masse. Håber at jeg kan få Lydmor med så meget som muligt.

Vil du vide mere?
Tjek Bon Homme på Facebook
Køb Daybreaker på iTunes
Læs mere på Bon Hommes hjemmeside

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *