Mellemblond – Et Øje

mellemblond

I denne uge inviterer anmelderroste Mellemblond ind i deres poetiske univers. Kom bag om singlen ‘Et Øje’ fra deres andet album ‘Lysvågen’.

 

Atypisk nummer
Sangen blev påbegyndt helt tilbage i 2010, tror jeg. Senere fandt jeg det, der skulle blive omkvædsteksten i et andet tekstdokument og klistrede på den tekst, der forelå allerede. Der har været en del forskellige versioner på demo-stadiet. Det er en lidt atypisk Mellemblondsang så den skulle lige have lov til at ulme en rum tid…

Titlen refererer ikke til noget andet end det øje, der synges om i åbningslinjen. Jeg vil ikke fortælle noget generelt med det, men der er en slags narrativ tråd i teksten og så kan lytteren selv finde ud af resten…

Reaktioner
Vi har kun fået gode reaktioner! Radioen tog godt imod sangen, den lå bl.a. nummer #1 seks uger på Det Elektriske Barometer,  og nummerets lette karakter og mange omkvæd har skaffet Mellemblond nye fans…

Mellemblond rekord
Der er mange karakteristiske, tilbagevendende hooks i sangen: Et tromme-fill, et guitar-tema og så omkvædet, der kommer første gang allerede efter ca. 30 sek. Det er en rekord i Mellemblond-regi. Teksten i omkvædet har også vist sig at være ord mange kunne forholde sig umiddelbart til. Nummeret er arrangeret i studiet sammen pladens producere. Det var en af de første sange vi indspillede til ’Lysvågen’.

Dire Straits-inspiration
Der var noget inspiration fra Dire Straits til guitartemaet – måden at spille blødt på guitaren, men vi dubbede det med en citar-guitar, så det kom til at lyde noget som noget tredje. Sangen er skrevet alene derhjemme, men instrumenteringen og produktionen er en fælles ting i studiet. Mixet af sangen definerede også nummerets sound.

Anderledes lyd
Det var en smule nervepirrende at spille lige præcist den her sang for andre, fordi den var første single fra en ny plade og den lød markant anderledes end Mellemblonds tidligere singler. Men folk hørte sangen på deres egen måde, så der var ikke noget at være bange for når det kom til stykket.

Fotokonkurrence
’Et Øje’ fotokonkurrencen var en måde at forlænge sangens liv i offentligheden på. Fatamorgana valgte vinderbillederne ellers var det et “samarbejde” med alle, der uploadede billeder til konkurrencen. Og tak for det i øvrigt!

”Lad os sagsøge”
Teksten i omkvædet lyder “Lad os afsøge hvert et hjørne af byen“. Når man synger de ord smutter s’et fra “os” medover på afsøge så det lyder som “sagsøge”. Vi jokede med det i studiet og da sangen så udkom, troede folk, at der blev sunget “Lad os sagsøge hvert et hjørne af byen“. Det gjorde ikke mig spor og viser vel bare, at når din sang først er udgivet, vil folk høre på deres egen måde og tolke teksterne som de vil…

Fremtiden
Vi skal ud og spille hen over sommeren og til efteråret – bl.a. til Copenhagen Jazz Festival, Musik i Lejet og på Nemoland. Tjek koncertkalender på mellemblond. dk

Vil du vide mere?
Tjek Mellemblond på Facebook
Køb ‘Et Øje’ på iTunes

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *