J. Arlin – Speak Whenever You’re Ready

j_arlin_billede

J. Arlin laver spændende new-folk og fortæller her om arbejdet med et af numrene fra EP’en ‘Heartbeats of Polaroids’.


Sig det hele
Sangen bygger på ideen om at indeholde en vigtig information – du har fundet ud af det, alle vil gerne vide det, men hvornår er dette rette tidspunkt at fortælle det? Nummeret handler i alt sin enkelthed om, hvor lidt det kræver at sige det hele.

Biografisk nummer
‘Speak Whenever You’re Ready’ er et af de mest biografiske numre, som jeg har skrevet. Min farfar var en meget stoisk mand, som læste væggefyldte bøger, skrev notater til alle bøger, han læste, men fortalte aldrig noget om det før der ligesom opstod en passende situation. Jeg tænkte meget på, hvordan hans tilgang til at berette når det var passende, i virkeligheden var noget jeg nok skulle stræbe mere efter, da man som så mange andre ofte har en tendens til måske at sige lidt mere end der egentlig var behov for. Eller værre endnu, sige noget som var ganske unødvendigt.

Samarbejde
‘Speak Whenever You’re Ready’ er indspillet sammen med produceren Jakob Winther, som har lavet en masse virkelig god musik. Han har stået bag produktioner af Mads Langer, Tina Dickow, Alphabeat, Thomas Helmig. Han fandt mig og jeg fandt ham og vi lyttede sammen til den her lange række af demoer, som jeg skulle til at færdiggøre sammen med ham. Da vi nåede til ’Speak Whenever You’re Ready’ var jeg sjovt nok helt vildt tændt på versene og det der subtile guitarspil, imens Jakob var hooked på virkelig at få sparket omkvædets sing-a-long-karakter igennem.

Nummeret har fanget mange folk på to fronter. Både historien og måske den mere dybsindige tone i sangens stemning, men også et godt solidt omkvæd, som folk virkelig kan synge med på. Samtidigt er der et eller andet globalt element deri. Nummeret er både blevet samlet op af en række danske sider, amerikanske indierockreviews.com og så er det også gået ind på TOP 25 på hele Australiens FOLK CHART REVERBNATION.

Finger-picking guitar som fundament
Nummeret starter jo direkte på verset, hvilket på mange punkter viser en eller anden form for kompromisløshed, som jeg synes, anslår sangen godt. Rent stilistisk er sangen jo båret af den elektriske finger-picking guitar, der på mange måder overtager trommernes normale rolle som fundament, da de faktiske kommer ind langt senere og kun som dynamiske optrapning. Derudover kan det nævnes, at sætningen ”A golden watch was all I took” rent faktisk var det eneste, som den gamle gav mig inden han tog billetten videre.

Less is more
Som sagt blev Jakob Winther en kæmpe del af arrangementet, da han har en unik evne til at få et rigtig ‘organisk’ lydbillede frem. Han var derudover også ubeskåren tilhænger af less is more, så vi prøvede virkelig at barbere alt unødvendigt fra og komme helt tilbage til rødderne. Således er sangen også mixet 100% analogt for virkelig at få den der, hvad jeg kalder ærlige lyd.

Hvis vi går helt tilbage til de første indspilninger, så startede hele indspilningen af min kommende EP collection ved, at jeg tog en anden producer og rigtig god spilleven, Rasmus Søe, med i et sommerhus et godt stykke ude vest på. Rasmus er en vanvittig god spillemand og har et solidt popøre, hvilket giver mit nu-folk univers et godt twist. Med i sommerhuset tog vi alt, hvad vi havde brug for. Vi satte et studie op og indspillede derved godt 50 numres grundspor, der ligesom er blevet kogt ned og arbejdet på til de blev til ca. 12 sange. Heraf er 5 af dem gjort færdig sammen med Jakob. Så der ligger meget mere materiale og venter på at blive udgivet.

Jørgen Lethsk tilgang
Jeg hørte på et tidspunkt et lydbånd med Jørgen Leth, hvor han fortalte, at han aldrig sagde til sin klipper, hvordan filmen skulle redigeres, når han havde afleveret sit materiale til hende. Han ville overraskes og have en dimension på, som han ikke selv kunne fremtvinge. Den ide har jeg altid godt kunne lide. Jeg ved, hvad jeg er god til og jeg ved, hvad Jakob kan. Så jeg har derfor forsøgt at blande mig meget lidt i mixningen, da jeg ligeledes føler, at det er der, jeg kan få en ny dimension på, som jeg ikke kan frembringe med mig selv i processen. Dertil kan jeg mht. lyden referere tilbage til vores bestræbelse på at nå den ‘ærlige’ lyd.

Den nervepirrende første gang
Selve sangen blev skrevet meget hurtigt, kan jeg huske. På nær ét nummer i hele mit liv, har jeg altid startet med melodien. Dette var også tilfældet her. Så har jeg indspillet det med en basal instrumentering og fløjtet melodien. Så går jeg rundt, indtil der er noget at sige og så skrives det. Det er jo i virkeligheden meget symptomatisk for sangens univers. Jeg har før udgivet et par plader med en trio, hvor det netop var en social ting. Hvor der opstod de der øjeblikke, hvor jeg skulle fremlægge mine sange for dem. Dem har jeg ikke mere, fordi det er et soloprojekt. Disse øjeblikke er så rykket, og  opstår nu, når numrene skal spilles for en producer eller det live backing band, jeg kører med. Der vil altid være en nervepirrende første gang for alle numre. Om det for dine bandmedlemmer eller andre. Det skal være der. Det er det, som giver dig drivet fremad.

Aldrig skriveblokader
Jeg går ud fra, at jeg er heldig ved at have det på denne måde, men jeg har aldrig nogensinde prøvet ikke at kunne skrive noget. Selvfølgelig kan niveauet være vaklende engang i mellem, men at komme frem til en melodi, det er der altid plads til.

Solgte grej for studietid
Der var ingen tvivl om, at Jakob og jeg havde et gensidigt ønske om at arbejde sammen, men som man nok kan forestille sige, så er Jakob i en liga, der kræver et vis økonomisk niveau. Selvom Jakob gav mig, hvad han kalder et ‘Robin Hood’-tilbud, så var det stadig et budget, der gjorde ondt i økonomien, men der var jo ikke så meget at gøre. Skulle det være som jeg vil have det, skulle det være Jakob. Dette har rent faktisk resulteret i, at jeg i to tilfælde på den pågældende dag i studiet, har indspillet det, jeg skulle, den ene gang guitar, den anden gang bas. I samme øjeblik, som jeg har lagt instrumentet fra mig, har jeg cyklet ud og solgt instrumentet for at betale for den indspilning, jeg lige har lavet. Det er blevet til et farvel med en surf green telecaster og en gammel røggul fender p-bas. Men et eller andet sted, er dette vel også den eneste rigtige måde at sige farvel til sit grej ikk’?

Fremtiden
2013 står i udgivelsens tegn. ’Speak Whenever You’re Ready’ er første single fra min kommende EP-samling, som lige har fået titlen ’Heartbeats of Polaroids’, som bliver udgivet senere på året. Derfra kommer der i alt 4 singler. Vi lever i en tid, hvor forretningsmodellen om at give publikum 1 single, og så skal de købe 12 numre for at få det nummer  – det er der vist ikke nogle som tror på  længere. Så det jeg vil, er at udgive de fleste numre som singler og så gerne i samarbejde med andre kunsterne, der skal lave film eller andre produkter på baggrund af den pågældende single. ’Speak Whenever You’re Ready’ har været mere inden for de normale konventioner i henhold til dette koncept, men min næste single bliver et helt andet brud.

Jeg vil gerne give lyttere en oplevelse over en længere periode og masser af materiale. Derudover er vi ved at arrangere en efterårsturne, der gerne skulle tage os ud på en 10-15 steder i Danmark. Eneste koncert i Danmark over sommeren er på Samsøe Festival.

Vil du vide mere?
Tjek J. Arlin på Facebook
Følg J. Arlin på Twitter
Køb ‘Whenever You’re Ready’ på iTunes
Se J. Arlins hjemmeside

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *