The Dove is Dead – Bark Mask

The Dove is Dead

Jens Aagaard står bag den eksperimenterende og grænseafprøvende lyd i ‘The Dove is Dead’. Vi har snakket om alt fra et ufrivilligt syretrip til alternative indspilningsmetoder.

Fra oplevelse til nummer
Jeg havde været på en spontan rejse, hvor jeg blaffede over 200 km for at aflevere en vigtig æske med symbolske meddelelser til en, jeg holder meget af. Jeg turde ikke se hende i øjnene, og sov derfor alene på en strand samme aften.

To uger før havde jeg fået en tekst af hende, som hun havde skrevet i hemmelighed – som fluen på væggen observerede hun tredje led i en samtale. Jeg havde en samtale med hendes veninde omkring en periode, hvor jeg blev udsat for et ufrivilligt syretrip. Personen, som jeg holder af, døbte sangens titel, da dette forstyrrede syn af et ansigt, der ældes og ændrer karakter, var et gennemgående motiv i hendes tekst. Og netop denne følelse, denne uundgåelige og vanvittige forandring, var et essentielt symbol for den nat, jeg havde på stranden.

Da jeg kom hjem den næste dag, efter at have blaffet endnu 200 kilometer, tog jeg ud i mit øvelokale for at glatte mine nerver ud, og indkapsle de stærke, boblende følelser jeg havde under huden. Det blev til den blaffende, galoperende og rastløse ’Bark Mask’.

Underlige indspilningssteder
Hvis en sang vokser inde i mig, og når en bestemt størrelse, bliver den til et insisterende og nærmest besættende væsen. Jeg er blot dens budbringer, og der er intet, der står i vejen for at dette væsen, kan blive manifesteret i lyd. Jeg indspiller under de mest underlige omstændigheder, ofte steder hvor sangen gerne vil indspilles. Rummet bliver altid taget i betragtning, alt efter om følelsen i mig er agorafobisk eller klaustrofobisk. Dette er altid en væsentlig faktor i lydbilledet, og da det som regel er her sangene får deres første foniske åndedrag, er rammen sat. Udover de instrumenter jeg har med, bliver rummets inventar til sangens stemme og rummets størrelse til sangens vidde.

Glæden ved ”fejl-optagelser”
Som regel er jeg ikke særlig kræsen med mine takes. Jeg inkorporerer glædeligt mine “fejl” i musikken. Dette fordrejer og snyder intellektualiseringen, ideen med nummeret, og forlænger det uforudsigelige i den kreative proces. Denne evighedsjagt er mit bud på den ultimative lykke – for et eller andet sted ønsker jeg ikke at tæmme sangens besættende virkning på mig. Det er for eksempel svært at få perfekte takes af tilfældige reallyde: feltoptagelser af fugle, skraldebiler, tog, havet, kaffemaskiner osv., da disse optagelser i sin rene form beretter om en virkelig hændelse: Et lydudsnit af en verden som mennesket kan forholde sig til og genkende. Jeg foretrækker hellere at manipulere feltoptagelsen, så den ikke længere er et lydportræt af en virkelig verden, men nærmere en tekstur til en umiddelbar lydarkitektur af en verden som jeg finder smukkere.

Indspilningsmetoder
De galoperende rytmer kommer fra en guitar, som er koblet til en vocoder og en delay. Bagved har jeg lavet vokale rytmer, som er indspillet ind i en krukke for at understøtte det rytmiske drive. Vokalerne er i starten af nummeret vendt om gennem bånd. Den skærende lyd som er introens crescendo, er lyden af mine strubelæber, som strammes, hvorefter jeg inhalerer. Jeg kalder denne vokale lyd for “skovbunden”. Der er indspillet mange trommedubs, og flere forskellige lilletrommer er i brug.

Umiddelbar musik
’The Dove is Dead’ har utroligt mange facetter, og vil i sin natur stikke ud i alle mulige retninger. Men et gennemgående dogme er, at musikken er umiddelbar. Alle numre bliver skabt i tidens mur, ikke før, ikke efter. Det er essentielt for ’The Dove is Dead’, da det netop er denne ukendte, ikke fortænkte gnist som projektet handler om. Oftest er sangene komponeret og indspillet over en nat og mixet dagen efter.

Tekstskrivning
Alle mine tekster kommer fra et mantra. Dvs. sætninger, der ikke nødvendigvis har en intellektuel betydning, men på deres artikulerende og messende vis bliver brugt som et melodisk og rytmisk element i musikken. I dette tilfælde: “I want you to be as quiet as me, blindfolded at the bridge“. Mange lyttere har spurgt mig hvorfor jeg vil have min tekst til at være utydelig. Det vil jeg heller ikke. Jeg ønsker blot at ophøje det til noget større. Derfor er vokalerne mixet over den talte stemmes frekvente rækkevidde og tilført en masse ekko, hvilket slører sætningens konsonanter.

Denne idé om vokalerne er for den fantasifulde lytter. Det gør det nemmere for vedkommende at skabe sin egen tekst ud fra de slørede sætninger. Og det er min erfaring, at ens personlige bud på hvad teksten er, ofte er langt smukkere end den, kunstneren oprindeligt har skrevet.

Atypisk nummer
’Bark Mask’ er det eneste nummer, som er blevet indspillet i et øvelokale. Derfor er det mindre elektronisk end mange af mine andre numre. Jeg havde mulighed for at lægge mange akustiske trommespor, hvilket fik mig til at lægge min Roland TR-626  (trommemaskine, red.) på hylden for en stund. ’Bark Mask’ har nogle shoegaze-elementer – har jeg fået at vide – da jeg på det tidspunkt spillede live i Dorias Baracca og delte øvelokale med dem (dansk shoegaze-band, red.).

’Bark Mask’ er det nummer, som folk fra udlandet har taget bedst imod. Det ser jeg som en kæmpe ros, da nummeret blev skabt i et grænsebrud, et skelsættende øjeblik i mit liv.

Respons fra branchen
De andre numre på albummet ’The Dove is Dead’ har fået meget ros. Især det 27-minutter lange nummer ’Dusk Dawn You Decide’, som af musikere og producere er blevet sammenlignet med blandt andet Aphex Twins ’Selected Ambient Works II’, og William Basinskis ’Disentegration Loops’.

At udforske de musikalske grænser
Det er ikke et decideret mål for mig at “bryde igennem”. Mine ambitioner ligger et helt andet sted. Det starter og slutter i musikken. Jeg ønsker selvfølgelig at dele mit univers med de interesserede, men jeg kræver ikke at nogen befolkning eller noget segment, vil dykke ned i mit univers – som både er en gave og en forbandelse. Jeg ønsker ikke at se ’The Dove is Dead’ som en del af en bølge, hvilket er en falliterklæring for mange bands, som skriver musik i retrospektiv, og derved hægter sig på en form for nostalgi. Det er vigtigere for mig at kaste sten i uudforskede oceaner. Måske er det ikke lykkedes for mig endnu, men det er der, jeg gerne vil hen. Men de sten jeg kaster, er tunge.

Om at spille live
’The Dove is Dead’ er et rituelt og til tider okkult foretagende, når det spilles live. I hvert fald for mig selv. Aftenens kvalitative udfald forudsættes af min egen introverte rejse. Når jeg ind til kernen, og mærker jeg tid og sted voldtage hinanden, bliver det perfekt – og for nogen katastrofalt. Hvis jeg har svært ved at trænge ind, for eksempel ved et for lavt lydniveau eller et ufokuseret publikum, kan det føre til et stadie af vanvid for en stund. For der vil jeg føle, at jeg har blottet noget hemmeligt og helligt, som i sit ritual er mislykket, og derfor mister sin værdi. Hvis koncerten er gået godt, er der højst sandsynligt en belønning i form en ny sang dagen efter.

Jeg får mere kritik efter jeg har spillet live, end jeg får på mine indspillede numre. Det er en underlig tendens, da jeg ikke ser mig selv som livemusiker, men som en indspillende kunstner. Det er her jeg lægger mit blod.

Fremtiden
For ca. et år siden havde jeg indbrud i min lejlighed. Der blev stjålet for over 36.000 kroners musikudstyr, hvilket gør, at jeg er på bar bund. Jeg er forhindret i at spille live i det kommende stykke tid. Det er et fatalt tidspunkt, da jeg lige har udgivet mit debutalbum.

Til gengæld må jeg se det på den lyse side, og tænke det som en lydmæssig frigørelse. Min næste plade vil ikke minde om den første. Der vil i høj grad blive sorteret ud i de massive lydflader og måske, hvis jeg er heldig, vil det smide en ballast af mig, så jeg nemmere kan kaste sten i de uudforskede oceaner.

Vil du vide mere?
Tjek The Dove is Dead på Facebook
Hør mere musik på Soundcloud
Se videoer på Youtube

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *