Lyrebyrds – Beaches

Foto: Tue Asmus Blichfeldt

I denne uge tager de gode drenge i Lyrebyrds dig med ud i bølgerne og bag nummeret ‘Beaches’. Læs med om jagten på den unikke lyd og om at vælte med en basforstærer på Nørreport Station.


En kold september nat

Vi stod mere eller mindre i en ”break-up” situation, hvor vi havde mistet et af vores bandmedlemmer. Vores trommeslager havde fundet muligheder i et andet band. Vi skulle derfor redefinere vores lyd. Helt automatisk bevægede vi os fra en rå lyd til en mere blød og flydende lyd (sådan fungerer det ofte, når man ikke har trommer!). Vi stod en kold septembernat i vores øvelokale på Amager og måtte spille på vores instrumenter for at holde os varme. Og lige pludselig ramte vi en lyd, en stemning som kunne distancere sig fra den kolde septembernat. Vi tror aldrig, vi kommer til at forstå, hvordan det skete. Det er som om, at nogle gange kommer sangene bare ud af det blå uden man ved, helt præcist, hvor inspirationen kommer fra.

Efter vi havde spillet den igennem et par gange, følte vi at sangen gav referencer til noget flydende, som bølger i havet. Derved kom titlen ‘Beaches’ frem. For os symboliserer stranden et “mindemekka”, et sted som værende nærmest af en hellig værdi.

Går glip af flash
Generelt har ‘Beaches’ fået en virkelig flot modtagelse. Flere prominente blogs, heriblandt Musik Mig Blidt, lytter.dk og Wonders Make Joy, har taget rigtig flot imod Lyrebyrds og Københavns Universitets radio valgte at lade sangen komme i A-rotation. Den form for anerkendelse kan dog til tider virke en smule abstrakt, da det altid er lidt uvirkeligt at læse om sig selv og høre sin sang i radioen.

Til gengæld blev det meget virkeligt for os, da vi spillede den første koncert, efter udgivelsen af ‘Beaches,’ på Rust d. 4 oktober: vi spillede ‘Beaches’ som fjerde nummer i vores sæt liste, og publikum tog overvældende godt imod sangen; folk begyndte at synge med på omkvædet og der var sågar en pige som “flashede” (vi så det desværre ikke, men fik det først fortalt efterfølgende) hvilket bestemt ikke er noget, man oplever særlig tit, når man er et undergrundsband. Netop i dét øjeblik blev reaktionerne på ‘Beaches’ virkelige for os og det gik op for os, at sangen rent faktisk har gjort indtryk på de folk, som har hørt og læst om den.

Kuldegysningsmomentet
Sangen i sig selv synes vi er ret særlig. Folks reaktioner på sangen er med til at gøre, at vi konstant får øje på alle mulige forskellige aspekter på sangen som vi ikke selv har været opmærksomme på. For eksempel i forhold til i hvilket forum man hører sangen, om det er når man er til fest, kører i bil eller chiller med sin kæreste. På en måde kan man sige, at sangen i sig selv lever sit eget liv. Dog er der visse steder hvor elementer i sangen, som kan fremhæves som særlige. Blandt andet da Thorbjørn synger ”You make me smile again” og det hele går op i en højere enhed med crash og høje toner. Det er vidst nok det, man kalder et kuldegysningsmoment, tror vi.

Balancen mellem det organiske og mekaniske
En af vores inspirationskilder kommer fra naturen. Det ses også ved at næsten alle vores sange har en reference til naturen eller i hvert fald det naturlige. Lidt ligesom fuglen vi har opkaldt vores band efter. En lyrebyrd er en påfugls-lignende fugl, som lever i Australien. Den har en evne til at kopiere alle de andre fuglekald den hører i regnskoven således, at den kan fremføre den mest komplekse sang og derved finde en mage at parre sig med den. Men i den proces lærer den også at kopiere andre lyde, den hører. For eksempel en lyd fra et kamera, en bilalarm eller en motorsav. Altså en mekanisk verden som fuglen ikke forstår, men har muligheden for at kopiere. Således forestilles dette aspekt også i vores musik. Altså en balance imellem noget organisk og noget mekanisk.

Melankolien skærer igennem
Ofte er vores sange baseret på det spontane. Altså hvad der lige falder os ind, når vi står i øvelokalet, for eksempel med sangen ‘Beaches’. Andre gange har vi fundet på noget hjemmefra, en melodi, en tekst eller en sammensætning af akkorder. Noget som har tændt os, og ofte sker dette, når vi kommer hjem fra en bytur. Det er virkelig dér, hvor en melankolsk følelse kan skære igennem. Når man går fra byens puls, fest og farver til når det bare er dig foran et klaver eller med en guitar – alene.

Jagten på den unikke lyd
Det er klart, at vi som musikere stræber efter at få vores sange ud til så mange mennesker, som overhovedet muligt. Det må dog aldrig være på bekostning af vores kunstneriske ambitioner. For så tror vi, at sangene ville miste autencitet, hvis ikke de udtrykker følelser og lyde, vi kan stå 110 procent inde for. Vi ser os selv som en popgruppe i den forstand, at vi altid stræber efter den gode og ørehængende sang, når vi skriver sange. Vi tror på at den gode, komplicerede og relevante sang har til formål at strukturere de følelser, som man umiddelbart ikke kan sætte ord på. Men selvom vi stræber efter at skrive gode popsange, betyder det ikke, at vi ikke også er nicheorienterede.

Vi stræber meget målrettet efter, at skabe vores egen unikke lyd, og dette kan vel ses som en mere nichepræget tankegang. I forhold til vores tanker om at bryde igennem, står vi ligesom alle andre musikere i et dilemma mellem det kommercielle (den poppede sang, som når bredt ud) på den ene side og det kunstneriske (det originale lydbillede, som forsøger at bidrage med noget nyt) på den anden side. Vores største ambition og drøm er derfor det helt store gennembrud, hvor man når ud til rigtig mange mennesker – så længe det ikke er på bekostning af det lydbilledet, vi forsøger at skabe.

Når det så er sagt, føler vi, at vi allerede har haft en form for personligt gennembrud: efter vi blev signet på indiepladeselskabet Stucco Records, står vi i helt nyt situation. Pludselig er der en masse engagerede mennesker omkring os, som arbejder hårdt for at få musikken frem. Lyrebyrds er derfor blevet større end bare os to, og vores ideer og handlinger skal være langt mere gennemtænkte, da de har konsekvenser for flere end bare Thorbjørn og Mads. Så vi står allerede nu i en ret privilegeret situation, men det er klart vi aldrig vil være helt tilfredse, før vores sange bliver spillet på de største radiokanaler, og vi får tilbud fra de største festivaler i Danmark.

Prop på Nørreport
Dengang hvor Lyrebyrds bare var en duo, før pladeselskabet og før vi fik tilbud fra forskellige musikere, som gerne vil arbejde sammen med os, skulle vi spille en koncert på Råhuset, uden transportpenge eller i det hele taget nogen anden form for gevinst end en kasse øl (sådan tror mange musikere har oplevet). To fattige studerende som os, beslutter sig for bare at tage til lydprøve med musikgear og hele bagagen via offentlig transport. Det viste sig dog ikke at være så nemt. Især da vi skulle op af rulletrappen på Nørreport, i myldretid, hvor vores basforstærker vælter, da vi kommer til toppen af trappen. Vi har store problemer ved at få forstærkeren op igen og komme videre, hvilket resulterer i en form for prop ved toppen af rulletrappen, hvor flere og flere mennesker kommer op, og ikke har noget andet valg end at crashe ind i hinanden. En meget tragi-komisk oplevelse. Dog en rigtig god koncertoplevelse.

Jagten på det upolerede
Vi er på nuværende tidspunkt gået i tænkeboksen. Efter suset ved at udgive vores EP, en masse fede koncerter og god håndfuld erfaring, er vi begyndt at isolere os i vores øvelokale og fokusere på at lave nye sange til et album. Hvornår albummet skal udgives ved vi ikke helt endnu, men vi har allerede nu en idé om, hvordan det kommer til at udfolde sig. Blandt andet har vi lavet nogle benspænd for os selv. For eksempel skal sangene kunne fungere uden backing-track (elektroniske elementer, der bliver spillet hen over sangen). Desuden er vi begyndt at gå efter et lydbillede, som er lidt mere upoleret end før. Vi synes, at det skaber en autentisk følelse, hvis det er lidt beskidt.

Video til nummeret

Tjek Lyrebyrds på Facebook

Foto: Tue Asmus Blichfeldt

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *