TM Hunter – Mon Chat Est Mort

Foto: Lea Meilandt Mathiesen

I denne uge har vi fået ægteparret Michael and Therese Fischerson, der danner bandet TM Hunter, til at fortælle om den sentimentale og stemningsfulde sang, ‘Mon Chat Est Mort’. Læs med og find blandt andet ud af hvordan sangen kom til livs mens Michael spillede klaver og Therese var i bad.


En matematisk anskuelse
Der dukkede en mulighed op, for at opføre en sang med et fuldt symfoniorkester, så det lå lidt som en præmis for nummeret, at det siden hen skulle orkestreres, som nok har været med til at skubbe nummeret i retningen af den lettere storladne og svulstige karakter.

Nummerets grundsubstans ligger i den konstante og flydende akkordbrydning i klaveret, som i vers og omkvæd er domineret af en tydelig 3/4-taktfornemmelse. I mellemstykket ændres rytmikken og skydes af sted i guitaren, som i stedet giver nummeret en 4/4-fornemmelse. Klaveret fortsætter som før, men ligger under det hele som en slags trioliseret strøm, som skubber og hiver det i forskellige retninger, inden det falder tilbage og forløses i det sidste omkvæd. Det er måske en lidt matematisk anskuelse overfor et ellers så følelsesladet medie, men det er lidt fascinerende nogle gange at analysere og granske funktioner og sammenhænge i musik. Og så er det et ret fedt stykke at spille!

Klaverdelen i hele omkvædet er både harmonisk og rytmisk ret inspireret af Arabesque No. 1 af Debussy. Dette er et stykke, som Michael har spillet rigtig meget, så det lå nok også lidt i fingrene, da vi skrev nummeret. Derfor er den franske stemming nok også tydeligst i lige præcis dette nummer!

Fyldt med melankoli
Katten er et symbol på en forlist følelse, et forlist forhold eller manglen på kærlighed til sig selv. Titlen har flere forskellige betydninger – også for os.

Generelt er folk rigtig positive, og de fleste synes at blive bevæget af den romantiske og lidt sentimentale stemning, som nummeret nærmest flyder over med. Vi har også lidt på fornemmelsen, at nummeret kan dele vandene, fordi nogle måske bliver lidt for “fyldt op” af melankolien.

Det sexede og mystiske
Vi kunne fylde mange sider med navne på kunstnere, bands og musikere, som har inspireret os. Men en stor inspirationskilde i arbejdet med dette nummer har været en kombination af kærligheden til impressionistisk klavermusik og Serge Gainsbourgs “Melody Nelson”.

Serge Gainsbourg mestrer det sexede og mystiske, og Debussy udfordrer det samme tid legesyge og indadvendte. Kombinationen af de elementer har vi fundet meget spændende.

Finpudseri i fællesskab
Vi skriver, arrangerer og gennemarbejder tingene udenfor øvelokalet, og når materialet er godt nok, præsenterer vi det for vores faste musikere, hvorefter vi finpudser vores spilleteknik og udtryk i fællesskab. Det betyder, at selve skriveprocessen nogle gange er en temmelig isoleret proces.

I lige præcis dette nummer hjalp vores guitarist, Nikolaj Skjold, med at skrive mellemstykket, men ellers er det os selv, der står for at arrangere numrene.

Nogle sange kan tage flere måneder at skrive, nogle bliver aldrig til mere end en flok ligegyldige nuller og et-taller på en harddisk et eller andet sted, og nogle sange kan vi næsten skrive på én dag. Så det er virkelig helt forskelligt, men det er som regel de sange, som ikke tager så lang tid at skrive, der er de bedste. Det er som om, at de bare hænger bedre sammen.

Hvis der pludselig opstår en idé til et nummer, så skynder vi os at optage det, så vi kan bevare den umiddelbare indskydelse, som forhåbentlig kan blive ved med at inspirere os.

Om at bringe det frem
Vi er ikke stødt på nogen kriser endnu, men vi har jo heller ikke været i gang så længe. For os er det vigtigt, at bevare optimismen, selvom vi måske føler, vi ind imellem ikke kommer nogen vegne. Vi oplever faktisk også ofte, at der pludselig opstår en idé til et helt andet nummer, end det, vi egentlig sad og arbejdede på. Og hvis det første nummer, så må ofres på bekostning på noget andet og bedre, så gør vi det.

Vi kan helt sikkert lære at blive bedre til at bringe musikken frem for andre, og selvom vi selvfølgelig ikke er ligeglade med, hvad andre synes om musikken, prøver vi at stole på vores egen dømmekraft, så vi ikke ender med at tvivle på vores materiale. Men hver gang vi præsenterer noget musik for nogen, sætter vi os helt sikkert i en udsat og sårbar situation, som kan være ekstremt pirrelig.

Udarbejdelse på tværs af rum
Klaveret i vores lejlighed står lige på den anden side af væggen til brusenichen, så mens Michael sad og udarbejdede akkorder til omkvædet, stod Therese i badet og fandt på melodi og tekst.

Det har faktisk vist sig, at der kommer nogle ret gode ting ud af det, så det har vi gjort igen. Derfor er Therese altid utrolig ren, når vi laver musik!

Om at udgive frit
Creative Commons licensen repræsenterer en ny og spændende måde at gøre musik tilgængelig på, som vi gerne vil være en del af. Fildeling og digitalisering er allerede så dybt forankret, at det giver god mening, at tænke ukonventionelt i forhold til rettigheder og distribution. Vi håber, at det kan hjælpe til at udbrede vores musik, så der kommer nogle flere mennesker ud til koncerterne, som måske køber albummet der.

Fremtiden
Vi håber måske at kunne få nogle opvarmningsjobs for mere etablerede bands, for på den måde hurtigere at kunne nå et større publikum. Desuden ser vi filmmediet, som en oplagt måde at eksponere vores musik på, og vi har allerede været i kontakt med nogle filminstruktører.

Tjek TM Hunter på Facebook

Foto: Lea Meilandt Mathiesen

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *