Swab – A Killer In My Dreams (feat. LeGros)

Swab-bag-nummeret

På mandag udkommer Swabs album “Panorama Playground”. Han er bl.a. produceren bag Bumsestilens lyd, og har leveret hårdtslående hiphop i årevis. Vi har snakket med beatmageren om den dystre første single fra albummet.


Kraut-rock vinylsample

Det startede med et sample jeg fandt på en gammel støvet kraut-rock vinyl, og med det samme jeg hørte det, havde jeg en idé i hovedet til hele nummeret. I hvert fald hvad angår lyd og den dystre stemning, og vidste også med det samme, at jeg skulle have en mandlig sanger på.

Jeg startede med at finde de små betydelige loops, jeg kunne hive ud af tracket og fik dem arrangeret, hvorefter jeg begyndte at digge efter de rigtige trommer til nummeret. Det tog dog en del tid, da jeg ville finde præcis de trommer, jeg havde i hovedet i stedet for bare at klaske nogle tilfældige trommeloops eller midi-lyde på. Efter lang tids leden fandt jeg nogle trommer, som var så tæt på det, jeg havde i hovedet, at jeg gav det et skud. Jeg klippede hvert stab ud, hi hat, kick, snare, ghost note og endda selv det tomme-rum imellem og begyndte at omarrangere dem til den rytme, jeg skulle bruge og det begyndte at ligne noget, som kunne fungere.

Jeg loadede en simpel sub-bass frem, og fik lavet en bassline, som blev mere simpel end jeg til at starte med havde tænkt, men fandt ud af, at det var det, der klædte nummeret bedst. Jeg var dog ikke tilfreds med selve baslyden. Der skulle mere rock-nosser i det, så jeg hev den gamle basguitar frem og smed jackstikket i og begyndte at larme med en teknik som jeg ikke er stolt af, men der er ikke meget, man ikke kan klippe sig ud af i disse dage. Det blev i hvert fald super tight, og med et ordentlig læs distortion i røven, var den lige i øjet. Derefter kom den gamle guitar frem, og det er vel egentlig samme historie som med bassen. Ikke noget der fortjener meget opmærksomhed, men endte med et ok resultat.

Pre-vokalindspilninger i stuen
På dette tidspunkt syntes jeg, at det var ved at være en helhed omkring beatet/nummeret og tænkte, at jeg vil lægge det lidt fra mig og få det på afstand og samtidig prøve at finde en vokalist, som vil være fed på nummeret, og som jeg havde lyst til at lege med. Jeg ringede til min gode ven, og sindssygt dygtige sanger, Emil Samsing aka. LeGros, og han var frisk på at lege lidt. Jeg mailede ham nummeret, og fik ret hurtigt svar tilbage om, at han var max på og at han allerede havde en idé om i hvilken retning, han ville trække nummeret. Efter et par dage mødtes vi og lavede nogle pre-indspilninger, og selv de dårlig optagelser i min daværende stue lød som rent guld. Dette var et par år tilbage, hvor det halve af min stue var mit studie, hvilket min kæreste ikke var helt tilfreds med…

Vi var begge enige om, at dette var the shit og aftalte, at vi ville gå og lytte lidt på det nogle dage. I mellemtiden arbejdede jeg videre på nummeret, kælede for de mindre detaljer, fik tilføjet de rigtige crash og rides m.m., arbejdet med dynamikken og fremhævet energien de rigtige steder og tilføjet en synthbass og generel mixning.

First takes og tung spade
Efter nogle dage blev vi enige om at få indspillet vokalen fo’real og hookede op med en anden rigtig god ven Carsten “Silvermix” Nielsen i hans studie. Hvis jeg husker rigtigt, lagde Emil de forskellige stykker i first take de fleste gange. De var bare perfekt, og jeg nedlagde veto, der skulle ikke pilles mere ved dem! Jeg tog indspilningerne med hjem, og fik dem inkorporeret godt i mixet. Jeg lagde det derefter fra mig igen nogle dage, så jeg kunne lytte på det med friske ører, og jeg var sgu godt tilfreds, men savnede noget mere energi i omkvædet, så jeg hev Kristian ”The Krill” ind med hans tunge spade, og fik ham til at dubbe omkvædet nogle gange og bum – så var den der.

Jeg var super tilfreds med nummeret nu og stolt som en nybagt far over det jeg/ vi havde kreeret. Kristian havde dog nogle små idéer som han gerne vil prøve af, bare nogle små ting lidt her og der, og det fik han selvfølgelig lov til. De var pissefede, og jeg havde nu endnu mere optur over det hele. Jeg lagde så den sidste hånd på mixet og fik lortet afsluttet. Det var en kæmpe lettelse, da jeg har en tendens til at blive ved med at rette små ting igen og igen og aldrig rigtig blive tilfreds og få numrene afsluttet. Det er der vist flere der kan skrive under på.

Menneskets værste fjende
LeGros fortæller her om sin tekst:
Inspirationen til teksten kommer fra en ond drøm om at blive forfulgt. Den beskæftiger sig med den mørke side af den menneskelige natur. Den dyssociale side som ethvert menneske besidder, og som i dette tilfælde får frit spil. Det onde har taget over og portrætteres af hovedkarakteren, et menneske, som er tættere på at være et rovdyr end et egentligt menneske. Han lever uden for samfundets sociale normer, og jager i natten unge uskyldige kvinder. Deres angst og jagten i sig selv er hans motivation. Det er dette, der giver ham næring, og er hans eneste formål med at være til. Byen gemmer ham og arbejder for ham. Den er en menneskeskabt jungle, som beskytter ham. Det er her, han jager og spreder skræk. I bund og grund er temaet i teksten, menneskets værste fjende, nemlig angsten, og den bevæger sig hele tiden på kanten af den irrationelle og den velbegrundede angst.

Videoen
Det visuelle er meget vigtigt for mig. Når vi er færdige, så skulle der gerne være lavet video eller visuals til alle numrene på albummet. Videoen er sådan set Poe Daniels’ fortolkning af nummeret. Den er indspillet i mit gamle studie nede i det gamle slagterområde i Aarhus C, hvor bl.a. Feedback og Aarhus Lydstudie også holder til. Gangene derude er virkelig spooky, så de var oplagte til videoen. Videoen illustrerer meget godt, hvad der foregår i teksten og stemningen i nummeret.

Kvinden i videoen er en gymnasietøs fra Odder, som Poe Daniels kendte, og hun frøs meget, da videoen er filmet midt om vinteren, hvilket også kan ses på videoen. Hun var vidst lidt træt af det. LeGros derimod var lidt mere hårdfør.


Fremtiden

D. 13. maj udgiver jeg mit album ”Panorama Playground” i samarbejde med qUINT, Knowtheirname, Tall Man Records og Idiotsikker. Der kommer snart en anden single og samtidig noget eksklusivt materiale til qUINTs kundeklub. Derudover håber jeg på at få lavet mere musik til virksomheder og film i fremtiden. Det giver en stor udfordring og kreative muligheder. Og så har jeg jo også godt gang i mit eget studie, hvor jeg netop er ved at være færdig med Gråzones kommende EP, og leverer også produktioner til nogle andre danske rappere. Der vil også snart komme lidt nyt Bumsestilen-materiale. Derudover vil der også komme flere remix og noget mixtape fra mig i fremtiden.

Vil du vide mere?
Tjek Swab på Facebook
Køb ‘A Killer In My Dreams’ på iTunes

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

2 kommentarer

  1. Bag Nummeret går bagom Swab | Idiotsikker Records
    19. maj 2013
    Svar

    […] Bag Nummeret går bagom Swabs førstesingle “A Killer In My Dreams” med LeGros på sang. […]

  2. 16. november 2015
    Svar

    Hård negl, bliver stort!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *