Ulvetimen – Dem vi drukner

Ulvetime - Dem vi drukner

Sidste dag i vores ‘Spot på SPOT’-uge har vi snakket med Kristian, der er en del af Ulvetimen. Det aarhusianske band udgiver i slutningen af maj deres første EP og her fortæller de om nummeret ‘Dem vi drukner’.

 

De dårlige minder
Jeg har selvfølgelig min egen historie bag nummeret, men synes det er mere interessant at høre, hvad lytteren får ud af nummeret. Vi har allesammen vores personlige baggrund, som vi tager med ind i fortællingen, når vi hører eller læser den, og ud fra den kommer der en helt ny historie end den, jeg oprindeligt havde i tankerne.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil afsløre min egen historie bag nummeret, så hvis du en dag møder mig og brænder for at høre min fortolkning, så skal du få den.

Alle mine sange tager udgangspunkt i “min egen” historie, men nogle gange vælger jeg at ændre et par ting, eller dække over den egentlige “sandhed” for ikke at udlevere mig selv alt for meget.

Titlen refererer til de dårlige minder, vi bør give slip på. Som udgangspunkt er der noget negativt over titlen, men når man dykker ned i historien, så vil man forstå, at titlen både er en kontrast, men for den sags skyld samtidig er hel bogstavelig.

Skizofreni
Vil du følge mig?
Er du faret?
Hvis dagens lys når frem,
når mine skygger står i brand

Dette stykke er en monolog som hovedpersonen har med sig selv, og kan derfor læses lettere skizofrent. Det er selvrealiseringen og vendepunktet i sangen, og jeg elsker det på grund af skrøbeligheden.

EP på vej
Vi har allerede fået masser af positiv respons på ‘Dem vi drukner’, men af gode grunde, så kan jeg ikke uddybe så meget, da vi ikke har haft nummeret ude i offentligtheden så længe. Jeg er til gengæld meget spændt på at følge reaktionerne på nummeret hen over den kommende måned, inden single nummer to kommer på gaden d. 20. maj i forbindelse med udgivelsen af vores debut-EP.

Dennis Ahlgren (har arbejdet meget med Tina Dickow, red.) har været inde over dette nummer og hjulpet med at arrangere det. Oprindeligt skrev jeg arrangementet meget mere country’ish med et snært af noget shuffle. Jeg er til gengæld enig med den retning det tog, efter vi havde produceret lidt mere på det. Det følger resten af EP’en og vores univers meget godt.

Inspiration fra én stor pærevælling
Jeg føler, at bandets enkelte medlemmer bidrager med hvert deres bagland og det er cool. Personligt har jeg rent lyrisk altid været fascineret af Nick Cave, men henter faktisk det meste af min inspiration i min bogreol. Jeg elsker de dystre, liderlige, uromantiske og angstprovokerende universer.

Rent melodisk er det nok en stor pærevælling af alt det musik, jeg har hørt fra mine første år og frem til nu. For tiden lytter jeg til et par enkelte kunstnere (Thomas Dybdahl og Leonard Cohen), og hører rigtig meget klassisk musik (blandt andet Henry Purcell og Edvard Grieg) og filmmusik (blandt andet Clint Mansell og Mark Isham).

Indtil nu har jeg kommet med sangene indspillet, og så har vi i fællesskab arrangeret dem, så folk kunne bidrage med deres egen lyd. Det er dog ikke givet, at det er sådan vi vil fortsætte med at gøre tingene fremover. Jeg skal ikke kunne afvise, at nogle af de kommende sange vil komme fra bunden i fællesskab.

Don’t kill your darlings
Jeg arbejder bedst, når jeg kan isolere mig og lukke af for omverdenen. Jeg har planer om at skulle tage syv dage i et sommerhus alene til sommer og få skrevet nye numre. Telefonen skal være slukket, og jeg skal ikke have andre arbejdsopgaver eller bekymringer, der skal tage min energi. Hvis jeg kan skabe disse vilkår, er det grobunden for gode sange.

“Hastigheden” i min sangskrivning er meget varierende. Nummeret ‘Ulvetimen’ tog mig små 40 minutter i toget fra Aarhus til Randers. Jeg lavede bare et aftertouch på den, da jeg kom hjem foran skærmen. ‘Dem vi drukner’ har taget væsentligt længere tid, så vil ikke sige der findes nogen fast køreplan.

Rent teknisk bygger jeg altid løbende en bank af ord op, når de kommer til mig undervejs. Når jeg så beslutter mig for at skrive et nummer, frivilligt eller ufrivilligt, så har jeg en bank af ord jeg synes er smukke, finurlige eller stærke, som jeg kan strikke mit nummer ud fra.

Hvis det lykkedes mig at få hul igennem med tekst og melodi på første vers, så kommer resten af sangen altid til mig. Hvis ikke kan det være en kamp. Jeg insisterer dog på at nå i mål med mine projekter, og giver derfor ikke op på et nummer – heller ikke selv om det er et flere måneder gammelt stykke arbejde.

Min erfaring siger mig at “kill your darlings” ikke skal ligge først på tungen – dét skal virkelig være sidste udvej. Hvorfor skulle man dræbe en darling? Så hellere gøre den smukkere gennem hårdt arbejde!

Have sangen i tankerne
Jeg er ret sikker på, at jeg oplever skriveblokader, men det er mest fordi jeg simpelthen ikke har 60 minutter, jeg kan sætte mig og skrive ned i i nogle perioder. Så hellere holde min bank af ord og små fraser levende, så når jeg beslutter mig for at NU vil jeg skrive, så er jeg forberedt. Skriveblokader er vel derfor relativt. Så længe man har sangskrivningen i tankerne, så er man altid i gang.

Følelser på spil
Der er selvfølgelig mange følelser på spil, men det er noget, man skal prøve at lære sig selv at tøjle , selvom det kan være svært. Jeg tangerer til det perfektionistiske, selvom jeg prøver at slappe lidt af med det, da det kan være anstrengende at samarbejde med en perfektionist.

De seneste år har jeg lært mig selv at slappe lidt mere af omkring min musik, men forestiller mig, at jeg sagtens kan tænde lidt af overfor kritik, som bliver givet pga. dårligt research eller mangel på arbejde og dermed indsigt. Men ellers kan jeg godt tåle kritik, og elsker, konstruktiv kritik.

I forhold til lytterne, så håber jeg selvfølgelig, at de kan lide musikken. Man kan altid diskutere om man laver musik for sig selv eller for brugerne. Jeg laver til dels musikken for egen tilfredsstillelse, men jeg kan ikke se idéen i at lave musik, som ikke har nogen målgruppe. Så håber selvfølgelig, at lytterne rundt om i Danmark vil tage godt imod musikken. Der er blevet knoklet fra begyndelsen og til nu.

Fremtiden
Vi arbejder konstant for at for at få nye sange på tegnebordet, så vi på et tidspunkt kan blive klar til at indspille et album fyldt af sange, vi føler giver mening. Vi har dog ikke travlt, og vores primære fokus er at komme ud til folket med vores musik og komme rundt og spille i Danmark for så mange som muligt.
Vi arbejder på at skabe samarbejde med diverse mennesker, så vores muligheder for at komme ud og skabe flere ting bliver større.

D. 29. april udgav vi ‘Dem vi drukner’ som første single fra vores kommende EP og på samme dag optog vi videoen til anden single, ‘Manden uden navn’. Den vil være klar d. 20. maj, som er samme dag vi udgiver vores EP.

 

De to singler med tilhørende videoer fortæller én historie om en mand og en kvinde som spiller et faaaarligt spil. Jeg vil ikke afsløre handlingen yderligere, men blot opfordre til at følge med.

Ulvetimen er indtil nu uden label og er ikke signet. Vi har arbejdet på egen hånd for at få projekterne i hus. Vi kan takke et rigtig godt netværk bestående af nogle helt fantastisk mennesker, for at tingene sker.

Vil du vide mere?
Tjek Ulvetimen på Facebook
Lyt til Ulvetimen på Soundcloud
Følg Ulvetimen på Twitter
Besøg Ulvetimen på deres hjemmeside

Foto: Solveig Wulwig

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *