Broken Twin – Beaches

Broken Twin
Bag Broken Twin finder vi Majke Voss Romme, der gennem sit dystre univers formidler stemninger og følelser. Læs om hendes personlige tilgang til musik og om hang til alternativ musik med blå toner…

En følelse, en sindsstemning
Jeg synes, det er svært at snakke om meningen bag nummeret. Da jeg skrev ‘Beaches’ havde jeg ikke en historie, jeg gerne ville fortælle, og heller ikke en intention om at levere en pointe. Jeg forsøgte at formidle en følelse, en sindsstemning. Selvfølgelig har sangen fået en betydning for mig personligt, men først noget tid efter den blev skrevet. Jeg har min måde at tolke den på, men jeg synes, sangens virkelige betydning afhænger af den, der hører den. I sidste ende er det mit håb, at den kan nå andre og gøre noget for den, der lytter.

Alternativ musik med en blå tone
Det sker sjældent, at jeg kan pege på en bestemt sang eller hændelse, som har dannet et direkte udgangspunkt for en sang. Jeg bliver inspireret af en masse forskelligt. Det og de, der omgiver mig er én stor suppe af inspiration. Men det er ofte nogle bestemte sindsstemninger, der sætter gang i noget for mig og giver mig lyst til at skrive.

Rent musikalsk bliver jeg ofte tiltrukket af alternativ musik med en blå tone. Det optager mig mest. Men min smag strækker sig vidt, og jeg kan finde inspiration i meget forskelligt musik – så længe det gør noget ved mig.

Legende tilgang til musik
Det er for mig lidt forskelligt, hvordan sangene opstår. Som regel sidder jeg med et instrument og leger mig frem til noget, jeg synes, der lyder godt. Det kan være en rundgang, nogle enkelte akkorder eller lignende. Herfra opstår melodi og tekst oftest sideløbende. Beaches’ startede på en akustisk guitar, hvilket er sjældent for mig. Det gode ved guitaren er dog, at jeg ikke føler mig hjemme på instrumentet, og det giver mulighed for flere tilfældigheder end ved klaveret. ‘Beaches’ kom lidt ud af det blå – forholdsvis hurtigt og ukompliceret. Det er langt fra alle sange, der gør det for mig.

Jeg starter næsten altid med at synge noget melodi med tilfældige ord – volapyk, som jeg optager. Når jeg lytter det igennem bagefter, kan der være enkelte linjer eller ord, som fanger mig, og så prøver jeg at synge videre på det. Enkelte gange kommer hele sangen på meget kort tid. Andre gange kræver det en længere proces at gøre sangen “færdig”. Arrangement og indspilning sker i øjeblikket sideløbende og næsten altid i en klassisk lagkage-indspilning. Der puttes på og tages fra.

Ep’en har været længe undervejs, og ‘Beaches’ har derfor været igennem flere forskellige indspilningsprocesser og er blevet omarrangeret en del gange, før den har fundet sin hylde. Her var udgangspunktet en klaverversion.

Stueklaver og madolie
Jeg er ret glad for det smadrede beat, som kommer ind i sidste del af nummeret. Det er lyden af klaverpedalen på mit gamle stueklaver. Den voldte os mange problemer, da vi indspillede, for den støjer forfærdeligt, når man bruger den. Vi forsøgte at smøre den med madolie, men vi endte med at måtte holde den nede i mange af de klaverstykker, vi indspillede. Til sidst optog vi lyden af den, satte den igennem en masse rumklang og distortion, og så havde vi et beat til ‘Beaches’.

Jeg skal helst være alene
For mig er det at skrive sange en personlig proces, og jeg er altid alene, når jeg skriver. Jeg skal helst være sikker på, at ingen kan høre mig.

Jeg har helt klart perioder, hvor jeg skriver mere, end jeg gør i andre perioder. Det kommer lidt i bølger. Jeg prøver på ikke at se det som skriveblokeringer og huske mig selv på, at der bliver nødt til at være perioder, hvor jeg ikke har så meget at sige, for at der kan være perioder, hvor jeg føler, jeg har noget på hjerte. Jeg prøver på at se det som en naturlig del af processen. Det virker nogle gange.

Videoen
Vi skulle lave en video, som egentlig blot viste, hvordan Emilie og jeg spillede live som band. Vi havde gode venner til at hjælpe os; Mie Brinkmann og Jonas Bang filmede, og så lavede Anton og Asger analoge live visuals. Jonas sad efterfølgende og legede med klipningen af videoen – jeg synes, han har fået rigtig meget ud af materialet.

Live version vs. indspillet version
Som live-version adskiller Beaches sig på flere fronter fra den indspillede version. Der er knap så meget klaver, og så spiller vi en noget længere outro. Det er præmissen, når der kun er fire hænder på scenen. Vi byggede outroen op ved at loope guitar og vokal. Det krævede en del planlægning, men det var en god udfordring. Jeg synes, det er fedt, når et nummer ikke lyder identisk live og på plade. Jeg kan godt lide tanken om, at man som publikum får en særlig oplevelse med musikken, når man går til koncert.

Vil du vide mere?
Tjek Broken Twin på Facebook
Køb “Beaches” på iTunes

Foto: Mie Brinkmann

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *