Age of Giants – Money.People

Foto: Søren Rye

Det 5 mand store band spillede bl.a. på SPOT Festival i 2012. De laver lækkert, alternativt pop/rock og har generelt en legende tilgang til musikken. Læs meget mere i ugens interview.


Ud af det blå

Nummeret er skrevet hjemme ved Zacharias’ forældre. Nummeret kom meget ud af det blå og skrev nærmest sig selv. Vi skulle have ordnet nogle andre praktiske ting, men kom aldrig ud af døren – og sådan blev nummeret født.

Titlen ”Money.People” refererer til, at penge kan dræbe mennesker og fjerne fokus for de vigtigste ting her i livet.

Positiv modtagelse
Folk har generelt været rigtig positive. Mange synes, det er et godt nummer i sig selv, altså selve melodien. Den har også været med i vores liveset hen over sommeren 2012, hvor den også har været godt modtaget.

Dobbelt kærlighed
Lyden har vi arbejdet rigtig meget med på vores nye materielle, og især ”Money.People” syntes vi rammer en rigtig fin balance mellem det poppede og mere alternative. Vi har virkelig en hang til at skrive poppede melodier, mens vi samtidig også godt kan lide at lege med effekter og larme lidt. Nummeret rummer denne dobbeltkærlighed.

En far i Århus…
Man kan nærmest sige, at vi har fået en far i Age Of Giants i form af Peter Fjordbak, som er ham, der bl.a. har mixet og produceret ”Money.People”. Han har virkelig spillet en stor rolle på nummeret, da han har fået det hele til at lyde som det gør. Vi skriver, arrangerer og indspiller selv vores numre, hvorefter vi sender det til Peter, der sidder i sit lydstudie i Århus. Han er en arbejdshest, så et par dage efter vi har sendt sporene til en sang af sted, tikker der en mail ind med et mixudkast. Det er sindssygt dejligt, at vi har fået en til at mixe numrene. Så kan vi koncentrere os om at være kreative med at skrive numrene og spille live. Peter er samtidig også en haj til at bruge diverse delay og ekko ting, hvilket også kan høres på sangen.

Samplet funksang
I starten af nummeret er der et trommefill, der er samplet fra en gammel funksang med en fuldstændig sindssyg trommeslager, som flipper helt ud. Han hedder vidst nok Bernard Pretty Birdie. I starten havde vi trommesamplet med live, men vores trommeslager mente, at han var lige så god som ham, så han fik lov at spille det selv.

Natur, rum og følelser
Det er fedt at gå væk fra at snakke om, hvilke bands man gerne vil lyde som og så i stedet finde inspirationer og udtryksformer i f.eks. naturen. Vi har øvet os meget i at prøve at skabe vores lyd gennem at snakke om natur, rum og følelser. Det er virkelig inspirerende at snakke om lyden er rund, hård, luftig eller sprød frem for at bruge fagtermer.

Social sangskrivning
Vi er så heldige, at vi i Age Of Giants har to sangskrivere, der hver især og sammen skriver sange og på forhånd laver nogle arrangementer. ”Money.People” og mange af vores andre sange er startet som en skitse indspillet på computeren, hvorefter den bliver sendt til de andre i bandet, og hvis de kan lide den, tager vi den med i øveren. Sangskrivningen er blevet meget mere social i takt med, at vi er blevet et sammenspillet band. Alle bidrager ligesom med noget forskelligt til sangskrivningsprocessen.

Freestyle over akkorder
I nogle perioder skriver vi virkelig mange numre, mens vi i andre bare leger med at omarrangere gamle. Det er meget forskelligt. Både Aske & Zacharias som er de to sangskrivere skriver aldrig sange på den der klassiske måde med en akustisk guitar. I stedet laver de nogle beats og akkorder i musikprogrammet Logic for derefter at sidde og vrøvle nogle melodier henover, der til sidst bliver til sange. Det er godt bare at sidde frit og freestyle over nogle akkorder, så finder man lige så stille nogle gode rim og melodilinjer, som passer godt sammen. Og så kan man optage dem og høre dem igen.

Legende tilgang
Skriveblokader kommer og går, men så prøver vi bare at gribe tingene lidt anderledes an. Vi bliver ofte bange for, at der ikke kan komme flere sange ud af systemet, men pludselig en dag fungerer det bare igen. Det afhænger lidt af vind og vejr. Det hjælper ofte bare at finde en ny effekt dimsedut og så bare lege sig frem til noget. Uden for mange forventninger er det svært at få en blokade.

At præsentere nye sange
Vi glæder os altid sindssygt meget til at præsentere vores nye sange, og man opfører sig helt som et lille barn, der skal fortælle en hemmelighed. Det er ekstremt følsomt, når andre udtaler sig om ens musik, men man må sgu bare stå fast ved det og ikke lade sig kue for meget af, hvad ”kloge” anmeldere synes om det. De er også bare mennesker. Selvom det er skide svært at abstrahere fra.

Det visuelle udtryk og musikken
Vi har altid syntes, det var sjovt også at udtrykke os visuelt, da det ligesom giver nogle ekstra lag til musikken. Til vores første single ”Ghost” lavede vi en musikvideo med vores gode og sindssygt dygtige ven Søren Rye, men vi fik desværre ikke lavet en video til ”Money.People”, selvom det er en virkelig sej måde at præsentere sin musik på. Videomediet passer meget godt til internettet.


Fremtiden

Vores forsanger er lige flyttet til Amsterdam for at udvide sin horisont. Så vi skal opfinde en ny og spændende måde at arbejde på. Noget med Skype og en projekter i øvelokalet.

Vi er ved at gøre vores kommende udgivelse færdig – som vi vil opfinde en ny form til. Det er ikke en plade, men heller ikke en EP – noget helt andet. Vi skal finde et sejt format at udgive det i. ”Money.People” kommer med hvert fald.

Vil du vide mere?
Tjek Age of Giants på Facebook
Køb ‘Money.People’ på Bandcamp
Lyt til mere musik på Soundcloud

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *