Karsten Pflum – I Walk Like Old Trains

Den elektroniske kunstner Karsten Pflum er en mester i dystre, elektroniske lydlandskaber og komplekse trommeprogrammeringer. Han har lang række produktioner på samvittigheden – kom med bag om “I Walk Like Old Trains”.


Inspiration er som et batteri

Inspiration for mig er en lidt mærkelig størrelse. Jeg prøver ikke bevidst at inkorporere ideer fra andres musik ind i mine numre, og det er meget sjældent at jeg f.eks. hører en melodi i mit hoved og tænker “den skal jeg da prøve at bruge“. Jeg tror mere, jeg vil beskrive inspiration som et slags batteri. Hvis jeg har siddet og gloet ind i skærmen i mange dage i træk, kan inspirationen godt være ret tyndslidt, og det er som regel et tegn på, at jeg skal lave noget fuldstændig andet i et stykke tid. Ses med nogle venner, gå i byen, læse en bog. Der skal input til for at skabe output. Og i den sammenhæng er det helt ligegyldigt om batteriet bliver ladet op ved at lytte til Herbie Hancock eller spille fodbold med min ven. Faktisk tror jeg også, jeg bliver bedre til fodbold af at lytte til musik.

Jeg tror ikke, at inspirationen er et eller andet magisk lyn, der slår ned fra en klar himmel. Hjernen er en del af kroppen, og hvis man bliver stimuleret på alle mulige forskellige måder, har den kreative side også bedre vilkår. Men når jeg sidder og er i gang med at skabe et nyt nummer, er jeg ofte helt fyldt op af en eller anden abstrakt stemning. Jeg tænker slet ikke over, hvordan jeg kan formidle den stemning, men hvis jeg er helt oppe at ringe over en følelse, vil den også automatisk manifestere sig i musikken. Sikkert ligesom det er tilfældet for skuespillere – de tænker jo heller ikke “ok, nu står jeg her, og jeg er den og den, og jeg har en blå hat på, osv.“, men prøver i stedet at trække på nogle følelser eller erfaringer, som kan smitte af på deres præstationer. Jeg tror også tit, at jeg bruger min kreativitet som en slags ventil, fordi jeg er tilbøjelig til at være lidt for følsom nogle gange, og har fundet ud af at musik eller kunst kan hjælpe mig med at bearbejde indtryk.

En glemt skitse
“I Walk Like Old Trains” blev skabt på et tidspunkt, hvor jeg boede i Århus, og havde studie inde i midtbyen (som man kalder det i Jylland). Der kom ofte venner forbi for at hænge ud, drikke øl, ryge joints og lytte på musik. Så jeg sad en aften sammen med et par gode venner og spillede nogle nye tracks for dem, og lige pludselig poppede det her nummer op, en slags skitse, som jeg faktisk overhovedet ikke kunne huske, jeg havde lavet. Det bestod af nogle abrupte akustiske tromme-samples og hvæsende synth-linjer med en ret mekanisk klang og rytme. Vi blev egentlig alle sammen temmelig overraskede over, hvor fedt det var, og jeg besluttede mig for at hive det frem fra gemmerne igen og gøre det færdigt.

Først lavede jeg endnu et trommespor i Cubase, som kørte trioliseret i forhold til det gamle, og derefter endnu et, med min gamle Akai-sampler, som jeg lagde ovenpå for at uddybe klangen. Den allersidste del sidste del af nummeret, kom vist først på en måneds tid senere, så vidst jeg husker. Jeg delte studiet med nogle andre folk – bl.a. mine gode venner fra Badun, som havde trommer, rhodes, vibrafon og alt mulig andet gear stående. Så jeg tilføjede den sidste del af nummeret, som består af et ret udknaldet akustisk trommespor med masser af båndekko og rumklang.

Hele dette forløb beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg ofte arbejder – ud fra min intuition og fornemmelser. Generelt er der forskellige arbejdsfaser for mig – først den kreative, hvor jeg for det meste sidder og leger eller jammer med nogle lyde, en maskine eller noget software indtil der kommer et eller andet interessant frem. Mine skitser er ofte allerede ret detaljerede og gennemarbejde, fordi detaljen, i ligeså høj grad som klangen eller formen, er vigtig for mig. Når skitsen så er lavet ryger nummeret tit på køl i nogle dage eller uger, og hvis det så stadig er interessant for mig når jeg, mere eller mindre bevidst, hiver det frem igen, er det som regel et tegn på at nummeret har noget at byde på. Den afsluttende fase består af at mixe og producere, finpudse, lave nogle gode dubs og takes – alt sammen med en ret konkret ide om, hvad jeg vil have og hvordan det vil passe ind i helheden. Generelt er jeg ofte ret skødesløs og sjusket i den første fase, og meget fascistoid og nøjeregnende i den sidste. Jeg tror også meget, det er sådan jeg er som person – jeg kan virkelig være kaotisk, og rode og svine med ting omkring mig, men jeg er også virkelig god til at tage den professionelle hat på, og få fulgt tingene ordenligt til dørs bagefter.

Om at gå i stå
Jeg synes egentlig aldrig, jeg har været ramt af nogen seriøs skriveblokade, men det sker da af og til, at jeg har siddet og pillet så længe ved et track, at det begynder at “smuldre” eller miste sin vitalitet. Som regel arbejder jeg ret hurtigt – et track kan sagtens blive skabt på 3-4 timer, i hvert fald den kreative del. Ofte har jeg en masse ufærdige ting liggende, som mere er skitser eller ideer. Men numrene supplerer ofte hinanden ret godt – hvis jeg er gået lidt i stå med et nummer, kan jeg sagtens give mig i kast med noget nyt for så at vende tilbage til det med ny energi og ideer. Jeg har aldrig haft en decideret blokade, hvor jeg ikke var i stand til at lave noget som helst. Hvis jeg ikke føler mig i humør til at være kreativ og skabende, er der altid andre ting, jeg kan gøre. Lave samples, udforske noget gear, sortere lyde, lytte på numre eller måske update styresystemet i min sampler. Alle de her ting er jo alligevel nødvendige, og jeg synes det er vigtigt, at jeg holder mig selv til ilden.

Det fedeste jeg har lavet – hver gang
Hver gang jeg sidder med et nyt nummer er jeg jo fuldstændig overbevist om, at det er det fedeste og vildeste, jeg nogensinde har lavet. Og hvis jeg ikke havde den blinde tro, så ville jeg jo også være til grin over for mig selv. Det er jo heller ikke rigtig min opgave at vurdere om noget er bedre end noget andet. Når først jeg har sluppet det, gjort det færdigt, må det leve sit eget liv, og jeg er sådan set ikke så interesseret i det mere. Jeg lytter meget til mine venners meninger i forhold til de ting jeg laver, og ved også det er utrolig vigtigt at kunne smide ting helt ud, selvom man måske har svedt blod og snot i mange timer for at skabe dem. Det er endnu en fordel ved at lægge ting på køl i et stykke tid. På den måde kan man se ned på dem med et ret køligt overblik. Sentimentaliteten skal for mig helst altid ligge i den skabende proces, og det nytter ikke noget at “have ondt af” sine ting bagefter, fordi de måske har været svære at føde.

Interessant at skubbe til folks grænser
Jeg har af og til spillet nummeret ude, men i nogle andre versioner, som var mere velegnede til livesituationer. Generelt synes jeg at det er meget spændende, hvor forskelligt musik virker ude kontra hjemme i dagligstuen. Der er selvfølgelig mange forskellige slags koncertsituationer, og jeg prøver generelt at tilpasse mig mine omgivelser. Ikke fordi jeg er specielt ude på at please folk og kun stryge dem med hårene, men som musiker bliver man jo booket til et bestemt formål og i en bestemt kontekst, og her gælder det altså om at levere en vare, som minimum.

Hvis jeg skal spille på en klub kl. 4 om morgenen, er der en hel del faktorer at forholde sig til – folk er pissefulde og vil danse, og her nytter det i udgangspunktet ikke at hive den store pegepind frem og forklare folk om, hvad finkultur og god smag er. Det virker for mig at se meget respektløst at begynde at spille glitch eller avantgarde, hvis folk har betalt mange penge for at komme og danse og feste. Den store udfordring ligger i at “snige” det opdragende element ind – at holde folk bundet, men samtidig udfordre dem på den rigtige måde. Lige såvel som jeg i en koncert i et galleri eller i en kirke eller lignende godt kan udfordre folk i en mere kluborienteret retning.

Jeg synes, det er super interessant at skubbe til folks grænser og at lege med den kontekst, man er sat ind i, men det fungerer bedst hvis man gør det subtilt og med respekt og forståelse for publikum. Det er ren pædagogik faktisk – hvis jeg nu gerne vil have en indie-rocker til at blive begejstret for noget krøllet avantgardemusik, så må jeg jo starte et sted, hvor vedkommende i udgangspunktet kan bunde, og så derfra langsomt og trygt vise vejen.

Misforståelse i Dresden
“I Walk Like Old Trains” er udgivet på en 12″ EP på et pladeselskab fra Dresden der hedder Suburban Trash. Jeg kendte godt pladeselskabet lang tid før jeg kom i kontakt med dem, fordi de havde udgivet nogle ting, som jeg synes, var af virkelig høj kvalitet. Af en eller anden grund troede jeg, de kom fra Canada, men da jeg på et tidspunkt var i Dresden for at spille kom den her dude op til mig bagefter og sagde, at han havde prøvet at få kontakt til mig igennem længere tid, uden held. Da de værste misforståelser var blevet opklaret viste det sig så, at han var super interesseret i at lave noget sammen. Han er en super sød og ydmyg fyr, og vi har været gode venner siden da.

Fremtiden
Jeg har et par forskellige bolde i luften de næste par måneder. Dels arbejder jeg lige nu på en 12″ EP, for et tysk pladeselskab der hedder Mindwaves, som forhåbentlig kommer ud i løbet af vinteren her. Desuden har jeg netop færdiggjort et album med 13 numre, som kommer ud i februar på et andet tysk label, Hymen Records. Og så har jeg en del livejobs de næste par måneder, som også kræver noget forberedelse. Jeg laver jo også nye numre imens, men lige nu har jeg intet som helst overblik over, hvor det bærer hen og om det er noget, der skal udgives. Jeg leder også efter nogle visuelle kunstnere – f.eks. videofolk, malere eller lyskunstnere, som kunne være sjove at arbejde sammen med på nogle projekter i fremtiden.

Vil du vide mere?
Tjek Karsten Pflum på Facebook
Køb I Walk Like Old Trains på Bandcamp

Foto: Sune Petersen

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *