Town Portal – Uncle Genie

Town Portal - Uncle Genie. Foto: Charlotte Ankerstjerne

I oktober udgav instrumental rockbandet Town Portal albummet “Cronopoly”. Vi har taget en snak med Morten Ogstrup Nielsen, der er bassist i bandet, om nummeret “Uncle Genie”. Hvad har nummeret med Hanoi at gøre og kan man skrive et nummer på trommer?


Asiatisk lokum
Hovedriffet som indleder “Uncle Genie” er en gammel traver i Town Portal sammenhænge  og har egentlig floreret i øveren i al den tid, jeg har været med i bandet. Christian (guitarist i bandet, red.) har fortalt mig, at det er skrevet på en rejseguitar på et lokum i Hanoi, og denne orientalske oprindelse forplantede sig nok i resten af sangen, efterhånden som vi skrev den færdig i efteråret 2011.

Sangens omkvædlignende stykke har i sangskrivningssammenhæng altid optrådt under navnet “Kina-stykket” på grund af de lidt skingre klange, som vi selv synes lyder som noget fra en munter kinesisk børnesang. På den måde er store dele af sangen gennemsyret af en fælles fascination af det asiatiske. En anden lettere indforstået reference er vores lille ode til Super Mario i et af sangens afsluttende stykker.

Tværdimensional skabning
“Uncle Genie” er en karakter, som i sin tid blev introduceret af Jeppe (tidligere guitarist i bandet, red.). Selvom vi har diskuteret det meget, har det altid været lidt uvist præcis hvem eller hvad han er, men i den tid, hvor vi konstruerede og afprøvede forskellige tematiske universer til vores album, fandt han altid eksistensberettigelse i samtlige verdener. Herfra kan det logisk udredes, at han som minimum er en slags tværdimensional skabning, der ret fleksibelt kan manifestere sig i forskellige skikkelser eller stemninger.

På “Chronopoly” er han på flere måder lidt en outsider, og til tider var det også på tale at aflive ham, men grundet usikkerheden om hans væsen og temperament, blev det skønnet lidt for risikabelt.

Instrumentalt omdrejningspunkt
Fraværet af vokal skaber plads til at andre – i vores ører – lige så spændende elementer i musikken, kan optræde i rollen som det primære melodiske omdrejningspunkt. Det er bare en anden måde at gøre tingene på, og ikke noget vi selv finder særligt spektakulært. Det er jo for eksempel ret almindeligt inden for jazz og klassisk musik.

Et billede siger mere end 1000 ord. Om lydbilleder gør det, er jeg ikke sikker på, men det åbner muligheden for, at man kan sige noget andet og mere abstrakt, og tillader dermed et væld af fortolkningsmuligheder. Igen kan referencen til klassisk musik komme til sin ret, da komponister jo alle dage har arbejdet med abstrakte såvel som helt konkrete narrativer uden at gøre brug af lyrik. Vi har helt klart vores egne ideer om narrativer bag sangene, men de er langt fra utvetydige, og baseres mere på stemninger og fornemmelser end konkrete fortællinger. Sangtitler er det eneste værktøj, vi har til at understøtte de betydninger som vi selv tillægger sangene, og derfor bruger vi også enormt meget tid på titlerne. De fremstår måske lidt vrøvlende for nogen, men vrøvl er også ret essentielt for vores band.

Langsom proces
Vi arbejder ikke særlig hurtigt som band. En af fordelene ved selv at klare så stor en del af indspilningsprocessen som vi gør, er fraværet af et økonomisk funderet tidspres fra blandt andet studie- og teknikerleje. Vi lader det derfor tage den tid, vi synes, er hensigtsmæssigt, og fletter en hverdag med skole og arbejde ind i processen. Vi er effektive når vi arbejder, men vi er også enormt selvkritiske, og det tager tid.

Vi skaber sammen
Musik er helt klart en social ting for os. Det er klart at mange ideer fødes på hjemmefronten, men så snart vi tager i øveren med de forskellige brudstykker folk har med, slutter vi en synergisk cirkel og glemmer tid og sted. Vi modificerer, manipulerer og improviserer på hinandens ideer, og begynder at lægge det puslespil som i sidste ende bliver til en sang. Vores whiteboard er nok det vigtigste værktøj i den sammenhæng, og er oftest fyldt med en masse skriblerier i et hemmeligt metaforisk sprog, der nok ikke forstås af andre end os.

Angst for at glemme ideer
Hvis I spørger igen om to år kan det være tingene ser anderledes ud, men ind til videre lider vi mere af en slags angst for at glemme idéer, som endnu ikke har fundet vej til færdige sange end vi gør af skriveblokader. Vi håber snart at have et lille demostudie etableret i øveren for at medicinere angsten lidt.

Det hemmelige krydderi
Christian og jeg har lyttet til en masse 90’er- og 00‘er-math- og støjrock, hvilket nok skinner ret tydeligt igennem, men derudover har Malik (trommeslager i bandet, red) blandt andet ret meget dødsmetal med i baggagen, og Town Portals lyd havde langt fra været den samme uden dette hemmelige krydderi.

De fleste ideer til sange eller stykker starter på guitar eller bass. Sådan er det nok for de fleste bands, da det er nemmest at komponere på et melodibærende instrument. “Uncle Genie” er dog lidt en undtagelse, da alle de midterste dele i sangen er skrevet på trommer. Malik har en nærmest autistisk rytmeforståelse, og har siddet derhjemme og skruet de her beats sammen, som består af slag på stortromme, lilletromme og hi-hat spillet med lige intervaller men i hver deres tempo. Efter et eller andet langt ude antal takter mødes de alle sammen igen og starter forfra.

På trods af at Malik overskuer og spiller alle tre tempi på én gang, og Christian og jeg kun skal følge ét af dem, har vi fra dag 1 kæmpet med at finde os til rette i groovet. Vi forstod nok egentlig først rigtigt vores roller efter at have indspillet sangen, så vi kunne høre virvaret udefra. På pladen er disse stykker nok det kraftigste udtryk for nogle ret aparte inspirationskilder som Meshuggah og Steve Reich.

Det hele hen af vejen
Uden at ville lyde for kæk, synes jeg allerede vi har brudt igennem til der hvor vi gerne vil være. Vi kan mærke, at der er nogen, der giver noget for det vi laver, og vi kan da også se, at selv vores årgamle EP stadig bliver downloadet hver dag. Tanken om, at vi på daglig basis når ud til ét eller flere nye mennesker, er i sig selv ret vild for os, og vi har derfor ingen ambitioner om at sigte efter et stort anslået, veltilrettelagt gennembrud. Jeg tror hellere, at vi vil opnå vores mål hen af vejen, ved at fortsætte med at arbejde på den måde vi gør nu.

Vi sluttede 2012 af med en Europa-turné i selskab med vores ven Nick Podgurski, som optræder under navnet “Feast of the Epiphany”. Nick spiller normalt trommer i et af vores fælles yndlingsbands ved navn “Extra Life”, men i denne anledning havde han sat sig bag et keyboard og fyrede noget rimelig udknaldet og inspirerende musik. Han er en genial musiker og en guttermand i øvrigt.

Derudover skal vi skrive en masse nye sange. Vi har haft en del koncentrationsbesvær i forhold til at øve gamle sange op til shows, når vi kan mærke at der ligger så mange riffs og bare venter på at blive skrevet. Forhåbentlig finder disse nye skriblerier vej til en eller anden form for udgivelse i 2013.

Vil du vide mere?
Tjek Town Portal på Facebook
Køb “Uncle Genie” på Band Camp
Læs mere om bandet på Passive/Aggresive
Læs Soundvenues anmeldelse af “Chronopoly”
Læs Undertoners anmeldelse af “Chronopoly”

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Én kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *