Morten Winther – Beat It Tonight

Selvom den københavnske r’n’b/pop-artist Morten Winther er et ret nyt navn på den dansk scene, så er manden bag en erfaren herre i musikindustrien. Han var bl.a. med i internetfænomenet ‘Odense Assholes’, der fra 2008-2010 hærgede det ganske land. Vi har snakket med Morten Winther om hans første single “Beat It Tonight”.

Den ”uskyldige” lolita
Nummeret handler om afhængighed. En afhængighed af en helt bestemt type pige. Da jeg var lille hørte jeg Jesper Dahl (Jokeren) rappe: “Du enten taber, skaber eller dræber“. Det var først, da jeg blev ældre, at jeg forstod “dræberen”. For mig er det bl.a. den unge, sexede kvindelige opportunist, i skikkelse af en uskyldig lolita, som færdes blandt eliten, hvor hun snor mænd om hendes lillefinger. Skorpionen, som lige har opdaget, hvad den har mellem bagbenene og tænker “imagine what I can do with this“.

Hun er ikke en groupie, hun er beregnende, snu og med egne egoistiske motiver. Hun bærer sig selv med stil og ynde, men under overfladen ligger en mørk fortid, som hun forsøger at undslippe, og som hun holder hemmelig for hendes “nye omgangskreds”. Hun er ikke så uskyldig som hun ser ud til, hun er en sort enke – en dræber.

Da jeg skrev nummeret, turnerede jeg som sanger i et andet band. Der var masser af succes og glitter omkring os, men samtidigt var det en verden, som under overfladen var flygtig, rådden og fuld af moralsk forfald. Det var denne verden og de piger, som befærdede den, der inspirerede mig.

Forklædt som narko
Hvor L.O.C’s ‘Frk. Escobar‘ er narkotika forklædt som en pige, er ‘Beat It Tonight’ mere det omvendte: altså en pige forklædt som narkotika. Nummeret fortæller om forvandlingen fra at være afhængig eller fortryllet af noget – til at være bevidst om det, og kunne manøvrere i det. Dén som kan lade sig fortrylle, men aldrig bedøve – vinder altid.

Bryde pop-konventioner
Jeg ville gerne lave et nummer, hvor jeg legede med pop-konventionerne, men uden at lytteren bemærkede det. Det er ikke svært at lave noget nyt og anderledes, men det er svært at få det til at fungere. Jeg synes, at det sværeste ved pop, er at få det til at lyde nemt. I ‘Beat It Tonight’ adskiller de to vers sig totalt fra hinanden melodimæssigt. Omkvædet kommer kun to gange, og sangens egentlige hookline “Beat It Tonight“, viser sig først i sidste del af sangen. De mest basale “pop-greb” er slået itu, men ingen har bemærket det, hvilket jeg er stolt over. Det må betyde at det virker – som pop.

Go for your goosebumps
Jeg tror på, at man ikke skal stå for meget “i vejen” for musikken. Det er som at se på en danser som tæller sine takter – der er intet værre! Quincy Jones siger altid “Go for your goosebumps.“. Det tror jeg virkelig på – også tekstmæssigt. Lyden af teksten er ligeså vigtig for mig som dens indhold. Jeg mener, at musikkens natur gør de to størrelser uadskillelige. Jeg kan bedst lide, når tekst flyder ud af én ligesom melodier. Jeg bryder mig ikke om, når tekster bliver for konstruerede. Når det så er sagt, er der bestemt mening i alle mine tekster, men folk kommer nok ikke til at forstå dem, ved et enkelt gennemlyt. Det gør heller ikke noget.

For meget at fortælle…
Jeg oplever ikke at have deciderede skriveblokader. Jeg tror, jeg har det modsatte problem: Der er for meget, jeg gerne vil fortælle. Det svære er at beslutte, hvad man bør bruge sin tid og energi på. Samtidigt er det også meget sundt – så bliver det dårligste sorteret fra.

Human beatbox og freestyle
Jeg starter næsten altid med at bygge beats op omkring forskellige beatbox elementer; jeg laver de fleste percussion-ting med munden og underbygger dem så med rigtige tromme samples. Det giver noget organisk til trackets groove. Bagefter begynder jeg så at “freestyle-synge” henover beatet. Jeg lytter så nogle takes igennem og afgør, hvad som fungerer og hvad der ikke gør. Jeg bruger tit dele af “freestyle-takes” i det færdige nummer.

Musikvideoen
Jeg ser mit projekt som halvt visuelt, halvt musik. Jeg laver mine videoer selv, ligesom jeg selv styrer universet på mortenwinther.com. Jeg er nok, hvad man kunne kalde en “copy/paste kunstner”, og filmkendere vil bemærke en del referencer fra filmhistorien i mine videoer. De fleste tror, at den er skudt i en eksisterende lejlighed, men settet er opbygget fra bunden. Jeg har selv nøje udvalgt hver en genstand, der ses i videoen. Det tog mig ca. 14 dage, dag og nat. Videoen har betydet meget for nummeret. Jeg har fået beskeder fra folk over hele verden.


Politianmeldelse
Da vi optog scenen, hvor jeg står på benzintanken, kom politiet, da de havde fået en anmeldelse, om en mand, som stod og lavede molotovcocktails…

Jeg vil ikke spilde folks tid
Jeg har endnu ikke spillet live endnu. Jeg vil gerne have flere numre ud, og lige nu fokuserer jeg på at skabe et fedt univers. Jeg vil gerne have at hvert et sekund er gennemarbejdet, jeg vil helst ikke spilde folks tid.

Jeg synes, det er fedt, hvis folk selv har chancen for at opdage musikken. Det er noget af det fantastiske ved internettet. Jeg har ikke sendt noget ud til radiostationer osv., måske gør jeg det på næste single. Men generelt gør jeg ikke så meget for at komme frem i Danmark. Jeg føler, jeg har prøvet ret meget her. Jeg vil derimod rigtig gerne til Tyskland. Det kunne være sindssygt fedt.

Fremtiden
Jeg forsøger at samle på folk, som er dygtigere end mig selv. Det er rimelig hardcore at stå for alt alene, men jeg glæder mig til at vise folket nye ting. You haven’t seen nothing yet!

Vil du vide mere?
Tjek Morten Winther ud på Facebook
Download ‘Beat It Tonight’ på Soundcloud
Se mortenwinther.com

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *