Ice Cream Cathedral – The Ranger

Foto: Dennis Morton

Ice Cream Cathedral er et band der har styr på deres inspirationer. Til foråret udgiver de deres debutalbum, men de har allerede et par flotte numre bag sig. Vi har taget en snak med dem om nummeret “The Ranger”.


Til Sverige med inspirationer og skitser
I løbet af sommeren 2012 tog vi ud i den svenske ødemark i Småland for at indspille vores kommende debutalbum. Vi havde på forhånd forberedt en masse skitser, men da vi arbejdede, opstod der også helt nye idéer – én af disse blev “The Ranger”. Imens vi var afsted, lyttede vi en del til så forskellige kunstnere og bands som Broadcast, Enigma og Slowdive (særligt deres album “Souvlaki”). Kate Bush spiller også en central rolle for lige netop det vokale udtryk og den overordnede stemning på “The Ranger”.

I forbindelse med singlens udgivelse fik vi den franske undergrundskunstner Julien Langendorff til at lave artwork, hvilket han også kreerer til vores kommende album.

Julien Langendorff

Airplay
“The Ranger” er en reference til “rytteren” og refererer metaforisk til forgængeligheden af livets etaper – i denne sangs tilfælde rettet mod en bestemt person.

Vi har fået gode reaktioner på “The Ranger” både fra kolleger og presse – der er bl.a. en del blogs i både indland og udland, der har taget sangen til sig og har givet god respons. “The Ranger” har ligeledes været en del af P3’s Det Elektriske Barometer.

Inspirationer fra shoegazen
“The Ranger” er bygget op omkring en distinkt trommerytme, der på en måde er en sammenfletning af rytmik fra sangen “Sterling Moss” af The Swirlies og bandet Enigmas kendetegnende 90’er “new age-pop”. Flere kendetegnende elementer er bl.a. det fyldige Enya’ske vokalmix i omkvædet, de mange lag af shoegaze-inspireret guitar og det klare harmoniske udtryk.

Mastering af en mester
Vi arbejder kun for os selv med lyd, sangskrivning, produktion, mix, osv. Dog har vi i forbindelse med det kommende debut-album fået kontakt til en fyr fra Brooklyn der hedder Paul Gold (Salt Mastering), som skal masterere hele albummet for os. Han har mastereret for en lang liste af bands og labels f.eks. Animal Collective, Grizzly Bear og Warp Records.

Uendelig liste af indflydelse
Vi har mange fælles inspirationskilder i bandet, der præger vores lyd i større eller mindre grad. Da vi startede bandet, fandt vi sammen i inspirationen fra bands som Sleep Over og en stor del af Witch House-scenen, hvilket har præget vores EP “Straight Arcs” en hel del. I forbindelse med albummet har vi ladet os inspirere af en bred vifte kunstnere fra både musikkens og filmens verden. Det tæller kunstnere og bands som Enigma, Broadcast, John Carpenter, Jean-Michel Jarre, Candy Claws, Mike Oldfield, David Lynch, Bobby Gentry – listen fortsætter ud i det uendelige.

Skaber i fællesskab
Sangskrivningen i Ice Cream Cathedral er 100 % kollektiv. Der er ikke nogen på forhånd fast rollefordeling, men der er tit et mere eller mindre fast mønster i den måde arbejdet med musikken foregår. Ofte er der en af os, der har en skitse med hjemmefra; en rytme, nogle akkorder eller en melodistump.

Når vi så mødes, arbejder vi fælles om at udvikle på den specifikke idé, hvilket resultatmæssigt altid varierer ift. tid. Anja er alene om at forfatte teksterne og står defor ofte også for de vokale melodier. Men arbejdet med en sang starter altid med lysten til i fællesskab at videreudvikle sporadiske idéer, der altid er en smule afstikkende og til sidste finder fælles fodfæste i kollektivismen.

Det er spændende og lidt nervepirrende, når vi sender en ny sang ud. Vi udgiver aldrig noget, vi ikke kan stå inde for; derfor er det selvfølgelig altid rarest, hvis publikum responderer positivt.

En lille sjov historie fra vores tur til Sverige går på, at vi fordrev tiden mellem indspilningerne med slasher-film og computerspillet Machinarium. Det var rimeligt grineren.

7, 9, 13
Der er sikkert altid perioder, hvor det kreative arbejde er nemmere end i andre. Vi har haft nogle skrivedage, hvor der absolut intet er opstået, men det har heldigvis været et fåtal. Nogle gange er vi mere inspirerede og retningsbestemte/-bevidste end andre. “The Ranger” blev til på en eftermiddag. Vi har heldigvis ikke været inde i en længerevarig skriveblokade – 7, 9, 13.

Opmærksomhed
Først og fremmest prøver vi at skabe en hype omkring vores musik. Vi skriver til en masse blogs herhjemme og i udlandet og prøver ligeledes at holde gang i vores koncertaktivitet. Vi har spillet en masse koncerter i løbet af 2012, bl.a. en del support-koncerter, men også egne.

Fremtiden
Her i starten af november har vi spillet til CPH:DOX med VJ-duoen Lucid Feel. Derudover kommer vi til at bruge en del tid på at færdiggøre vores album. Numrene kommer tilbage fra masterering her i oktober. Den franske kunstner Julien Langendorff er, som nævnt, igang med at designe vores cover – når alt ligger klar skal det så i trykken. Albummet udkommer i foråret 2013, og vi kommer til at spille en del koncerter i ind- og udland.

Vil du vide mere?
Tjek Ice Cream Cathedral på Facebook
Besøg Ice Cream Cathedral på deres hjemmeside
Lyt til Ice Cream Cathedral på BandCamp

Foto: Dennis Morton

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Én kommentar

  1. […] til Mother Lewinsky, Folkeklubben, Maskinvåd, Schultz and Forever, Linkoban, The White Album, Ice Cream Cathedral og CODY. Alle er SPOT-aktuelle navne, der det seneste år har været en tur forbi vores […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *