You.You.You. – Why R U Still Here?

Foto: You.You.You.

Med You.You.You. får du elektronisk musik for alle pengene. Vi faldt for dem da vi hørte deres “Give Us A Crowd! Sessions” og så tog vi en snak med frontmand Rasmus Poulsen om det at skabe, skramle og skrige.

Lys for enden af tunnellen
Sangen handler om frygten for at miste et menneske man er forelsket i, selvom det menneske behandler én dybt urimeligt og gør dig meget ulykkelig. Men den er skrevet med den urimelige person som fortæller, og er nærmest ment som et omsorgsfuldt spørgsmål til den anden part; Hvorfor siger du ikke fra? Hvorfor er du ikke skredet endnu, når jeg er sådan en idiot? Og hvorfor bliver du ved at komme tilbage, når jeg ikke gør dig lykkelig?

Jeg synes der er noget utroligt smukt og ret deprimerende ved det afhængighedsforhold der opstår, når man er, eller tror man er, forelsket i et andet menneske, og det er både fascinerende og skræmmende hvor meget man egentlig er villig til at finde sig i, for at bevare et forhold. Den er skrevet i en ret hård, ja nærmest arrogant, tone, men i min optik er det sgu fortælleren, der er taberen, og ikke den der bliver afvist.

Der er jo også noget lys for enden af tunnellen, for det kan jo godt være, at forholdet i sidste ende er værd at kæmpe for… Og så er den stærke jo den, der holder fast, ligegyldig hvor dum og urimelig den anden er.

Ender med tæv
Det er jo en enormt kontrastfyldt sang, der er lidt af en rejse rent sonisk. Den er på samme tid den mest stille og indadvendte og mest smadrede og massive sang i vores repertorie, og det er som regel også det nummer vi slutter af med. Live ender det som regel med at jeg står og tæver igennem på Jonas’ (trommeslager) bækkener mens jeg skriger ind i mikrofonen, og man kan virkelig mærke hvordan det nummer vælter ud over scenekanten. Derfor er det ofte også dét nummer som folk fremhæver efter koncerterne eller efterspørger når de skriver til os… Det virker som om det rammer lige der hvor det skal.

Distortion og guitar
Altså hele nummeret er jo bygget op om en ret karakteristisk synth-lyd, som jeg er helt vild med, og er måske mere et forløb end en egentlig sang. Men der hvor det her nummer virkelig kravlede ind under huden på mig, var da vi fandt den der meget smadrede distortion-guitar-agtige synthlyd, der får det hele til at eksplodere lidt over halvvejs i sangen. Jeg sad og rodede med Mortens MikroKorg og browsede lidt rundt i lydene med høretelefoner på. Mit hoved var ved at falde af da jeg faldt over den lyd der, og så tænkte jeg bare “shit, den skal vi bruge!”. Men det skal jo siges at lyden bærer meget præg af at det er en liveoptagelse og derfor spiller rummet, som det er indspillet i, en stor rolle for hvordan det er endt med at lyde. Det bliver nok anderledes når vi på et tidspunkt skal indspille den på “rigtig” plade.

Vi har ikke andre med i udarbejdelse eller udførslen af nummeret, men det er værd at nævne vores gode ven Nicolaj Rasted der har mixet lyden til alle Give Us A Crowd! videoerne. Han skal have en stor del af æren for at det er blevet så vellykket som det er. Du er for vild Nico!

Nye inspirationer hele tiden
Vi har nogle inspirationskilder som vi altid vender tilbage til, som eksempelvis M83, Moderat og James Blake, men jeg vil sige at der den seneste tid er kommet en del hiphop og lidt mere tribal-agtige ting på paletten. Det kan man også høre til sidst i Why, hvor der er masser tammer, timpani og trommefills, og det arbejder vi stadig meget med. Vi lytter meget til Baths, Clams Casino, A$AP Rocky, Araabmuzik, How To Dress Well, Purity Ring og ting der bevæger sig i spændingsfeltet mellem urban, elektronisk og skæv pop musik. Men altså, det kommer jo alle steder fra, og vi prøver at trække så meget af de vi hører ind i vores lyd som muligt.

Når vi skal skabe noget nyt, så er det mig der kommer med oplæg til sange, nogle gange ret færdige, andre gange mere skitseagtige, og så plejer vi at arbejde intensivt i perioder med at pudse dem af og gøre dem færdige. Vi har eksperimenteret med at tage lidt væk, og tog for nogle uger siden til et sommerhus i Sverige for at arbejde. Det var virkelig en fed proces, og mega grineren. Det gør vi nok igen.

Skriver sange ved klaveret
Vi er nok et band der ikke skriver helt vildt mange sange, men hurtigt kan høre når en skitse er fed, og så arbejder hårdt på at forløse den. Nu er det mig der står for tekstskrivning, og det er meget noget jeg arbejder med alene, men samtidig er det vigtigt for mig at de to andre kan lide idéen eller historien bag den, og støtter op om det. Teksterne betyder utroligt meget for mig, hvilket måske er lidt atypisk for elektronisk musik, men jeg kan ikke stå og synge noget jeg ikke er tilfreds med. Det betyder ikke at det skal være dybt, filosofisk eller stor lyrik, men historien, billedet, og stemningen skal være der. Derudover fik jeg sidste år et gammelt klaver stillet op i min lejlighed, som jeg bruger rigtig meget når jeg sidder og skriver.

Om blokeringer
Jeg tror at man kan arbejde sig ud af mange ting, og at man skal passe på mig at mytologisere skriveblokaden som en slags divine-intervention eller en ydre kraft, som man ikke har kontrol over. Når det er sagt, så er der da perioder, der er mere inspirerende end andre, og det kan være ret frustrerende at være ude af stand til at lave noget man er tilfreds med. Men det værste jeg ved er ikke så meget dét ikke at kunne skrive noget, men mere dét ikke at have tid til at lave musik, når man føler at man kan. En ting der dog altid hjælper, når jeg føler mig uinspireret er at købe nyt gear, som effektmaskiner, software synths, eller andre dimser der larmer. Jeg bliver altid inspireret når jeg leger rundt med ny teknik. Det er bare en småpebret løsning i længden (griner, red.).

At bringe noget frem i lyset
Når vi vælger at spille noget for folk udenfor bandet, så er det fordi vi 100% kan stå inde for det, og ikke et øjeblik er i tvivl om at det kan noget. Det kan lyde lidt arrogant, men det er på en eller anden måde nødvendigt at have den indstilling, hvis man skal kunne holde ud at optræde og lægge sig selv frem foran et publikum. Vi har også efterhånden fået så meget positiv respons fra medier, branche og fans, at vi føler os ret meget hjemme i det vi fremfører. Det følsomme og nervepirrende synes jeg mere er en intern ting, når vi skriver ting sammen eller jeg spiller demoer, skitser osv for drengene. Deres accept og empati for musikken er virkelig vigtig for mig og nødvendig for at vi kan arbejde videre og skabe nye ting sammen. Men det kan sgu godt være at det ændrer sig når vi på et tidspunkt skal smide et album på gaden, for indtil videre har det selvfølgelig været meget demoer osv vi har spillet for folk. Det kan være, når albummet kommer og der er lidt mere på spil, at der kommer lidt mere sved i håndfladerne!

Video en vigtig del
I de her videoer var det virkelig vigtigt for os at prøve at give folk et indtryk af hvordan det ville være at opleve en koncert med os. Vi havde jo ikke spillet en eneste koncert med You.You.You. da videoerne kom ud, og de var derfor en vigtig del af søsætningen af projektet. Som nyt band har du jo sjældent noget materiale ude, så det var en måde at skabe opmærksomhed om både vores musik og vores liveoptræden.
http://www.youtube.com/watch?v=tgXFhb7HxsA

 

Derudover er det visuelle enormt vigtigt element i vores musik og i den stemning vi gerne vil skabe rundt om vores lydunivers. Vi har haft nogle dygtige folk med inde over design og billeder, men prøver ellers at lave så meget af det selv som muligt. Morten (keyboards) er vores visuelle mand i bandet, og har et stort talent for videoklipning og billedredigering, så det er ham der holder snor i vores visuelle udtryk.

Året ud
Vi er nærmest stadig i gang med at fordøje alle de sindssyge ting der er sket for os siden januar, at vi næsten ikke selv kan følge med. Vi har lige underskrevet vores første managementaftale, så vi skal i gang med at planlægge fremtiden med de folk der skal arbejde med os fremover. Vi er i øjeblikket på support-tour med Vinnie Who, og skal derudover spille en håndfuld koncerter rundt om i landet i resten af 2012, blandt andet i Århus. Derudover er vi så småt begyndt de indledende manøvrer til vores debutalbum, men det er ikke noget vi har sat tidsperspektiv på endnu. Vi kan dog godt love at der kommer til at ske en helt masse for You.You.You. i 2013!

Vil du vide mere?
Tjek You.You.You. på Facebook
Køb “Why R U Still Here?” på Bandcamp
Besøg You.You.You. på deres hjemmeside
Lyt til resten af “Give Us a Crowd! Sessions”

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *