Mikkel Metal – Dromos

Den danske producer Mikkel Metal er kendt for sin beskidte, dybe og dubbede lyd. I denne uge kan du læse om hans tilgang til at skrive musik, grumsede lydbilleder og hvad fremtiden bringer…


Fra breakbeat til dub

Nu er det ved at være et par år siden jeg lavede nummeret, men i den periode bevægede jeg mig fra meget breakbeat-baseret elektronisk musik til mere minimalistisk og grainy elektronisk dub. Inspirationskilder på det tidspunkt var navne som Pole, Rhythm’n’sound og .snd.

Dybt og grumset lydbillede
Jeg tror, jeg ønskede at ramme en balance mellem et stringent fremadmarcherende groove og et melodisk, men samtidig dyb og “grumset” lydbillede med ”Dromos”. Det måtte gerne være en tand mere melodisk favnende og dynamisk end den helt nedbarberede elektronisek dub som Rhythm’n’sound.

Om at gå til og fra numre
Hos mig smelter melodi og produktion lidt sammen. Jeg startede med den ret melodiske basgang. Den er dejlig “tør”, men har samtidig en cool melodi. Så har jeg siddet og rodet lidt frem og tilbage og programmeret beatet og langsomt bygget nummeret op derfra. Det er blevet til over en lang periode. Jeg kan godt lide at gå til og fra min numre. Det er vist meget typisk for min måde at arbejde på. En gang i mellem er det dog sundt at fyre noget hurtigt af og få det afsluttet og ud af døren også.

Legende tilgang til musik
Jeg har klart en legende og intuitiv tilgang til at producere musik. Der bliver nørklet med det enkelte, lille element. Det kan være et sample, en synthlyd, et beat etc. På et tidspunkt opstår der et eller andet jeg kan lide, og som danner udgangspunkt for et den videre proces. Nogle gange prøver jeg at tvinge mig selv til at arbejde konceptuelt, men jeg er ikke så god til at holde fast i planen. Det ender som regel med at den mere intuitivt guidede proces tager over.

Det handler om at have ”friske ører”
Da jeg har primært arbejder med instrumentelle numre, har jeg ikke skriveblokader i traditionel forstand. Men jeg har ofte små kriser med numre, hvor jeg ikke rigtig kan komme videre eller simpelthen synes, det er noget crap. Det ender nogle gange i en form for tomgang, hvor jeg sidder og nørkler med en lille detalje i timevis uden at blive tilfreds og uden at kunne komme videre. Løsningen bliver som regel at lade nummeret ligge. Det handler om at have “friske ører”, og når jeg tager nummeret/idéen op igen senere, giver det nogle gange sig selv, hvad der skal ske.

Koncert- og klubkontekster
I en lang periode brugte jeg ”Dromos” som et af de første numre i mine livesets. Det har en god opbyggelighed, et fint groove og man kan langsomt bygge en energi op hen over nummeret. Jeg bliver både booket til, hvad jeg vil kalde koncert-kontekster og klub-kontekster. Faktisk er det lidt af en udfordring at ligge lidt i det spændingsfelt. “Dromos” fungerer supergodt i et typisk koncert setup. Men kl. 02 om natten på en technoklub har jeg nogle gange erfaret, at folk synes, at nummeret er for langsomt.

Fremtiden
De seneste år har jeg, fuldt bevidst, valgt ikke at arbejde på et album. Det kan være en lidt tung og lang proces, og jeg tror også, jeg er bange for at komme til at gentage mig selv. I stedet har jeg udgivet en række EP’er, og prøvet at eksperimentere med at indarbejde nogle nye elementer, f.eks. en mere punchy beskidt Detroit-inspireret lyd. For tiden er jeg ved at afslutte en EP til Echocord, og derudover ligger der et par idéer og roder under overfladen. Måske får jeg snart lyst til at lave noget meget minimalt, ambient og stringent. Måske kaster jeg mig over et album med en mere åben tilgang, hvor der også kunne blive plads til vokal. Det vil tiden vise. Jeg arbejder ikke med nogen “masterplan”. Jeg er ikke afhængig af at skulle forsøge at leve af min musik, så det må udvikle sig som det nu en gang vil.

Vil du vide mere?
Tjek Mikkel Metal på Facebook

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Én kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *