Specktors – LÅGSUS

Sluzh, Wanr og Jonas For Fa’en har efter godt to år i studiet lagt sidste hånd på den nye plade ”Kadavermarch”, der netop har ramt gaden. I den anledning har vi taget en snak med drengene om radiohittet LÅGSUS.

Fest track
“Lågsus” er et udtryk vi går og bruger til hverdag. Vores ven Slumbianeren havde gang i at sige lååååågsus om alting, altså med Å G. Og det smittede bare af, som den slags jo gør. Nummeret betyder sgu nok ikke det helt store. Det er jo bare en griner og et fest track.

Fra omkvæd til færdigt nummer
Først skrev vi omkvædet, så melodien og så kom produktionen til sidst. Omkvædet blev skrevet af JonasforFaen, som tog idéen videre til ”Van Basten” (vores primære producer). Med idéen i hovedet cyklede Van Basten hjem fra arbejde, mens han begyndte at fløjte en melodi. Melodien optog han på sin telefon, så han kunne huske den til senere… Da Van Basten kom hjem, gik han i studiet og fløjtede – og det blev så til temaet i sangen. Senere kom vi så alle sammen med på tracket.

Tekstforfatteri
Som regel er der en af os, der får en idé til et nummer, eller har skrevet et omkvæd på forhånd. Så snakker vi om det, og arbejder videre på det, hvis vi alle sammen føler for- eller har griner over det. Som det f.eks. skete med LÅGSUS.

Vi har heldigvis sjældent skriveblokader, og det er vist individuelt, hvordan vi dealer med det. Men vi er udmærkede til at snakke med hinanden om det, hvis vi sidder fast i en tekst. Ofte hjælper det at høre, hvad de andre har skrevet over samme ide. Det gør tit, at man selv får nogle nye idéer og inspiration, man kan arbejde videre på.

Specktors sammensætning
Vi er jo 3 Mcs, men heldigvis har vi et fedt crew bag os. Vi har vores manager, som lige p.t. også er vores DJ (Pelle Peter Jensen, red.), og vi har også et par producere, vi arbejder godt sammen med. Primært er det dog Van Basten, der producerer for os. Han har i stor grad været med til at definere Specktors lyd, som den er nu.

Alle går og fifler lidt med hver deres ting i løbet af ugen / om natten, og når der er tid til det, så arbejder vi hver især videre med idéer, tekster eller beats. Det bringer vi så til bordet, når vi har vores faste ugentlige bandaften. Det er her idéerne bliver prøvet af, poleret og færdiggjort. Udover det er der jo en fandens masse at lave, når man er et band, der har gang i en masse ting. Blandt andet står vi selv 100% for vores grafiske identitet, da to af os er grafikere til hverdag. Selve arbejdsfordelingen er nogenlunde ens, selvom vi har hver vores arbejdsområder, og alle idéer bliver altid vendt, drejet og besluttet sammen. Vi arbejder meget kollektivt.

Musikvideo på to dage (se videoen)
Videoen til LÅGSUS blev til på klassisk Specktors-vis. Fra idé til færdig optagelse gik der kun to dage. Alle vores videoer (på nær én) har vi lavet selv med diverse venner bag kameraet og os selv som klippere. Det gør jo, at vi kan lave vores videoer meget billigt og ret hurtigt. LÅGSUS blev til, da vi en mandag fik at vide, vi at ikke kunne komme i studiet dagen efter som aftalt. Det er svært nok i forvejen for 5-6 drenge at kunne finde tid til at mødes, så i stedet for bare at aflyse vores bandaften, så besluttede vi os for at lave videoen. Der blev ringet rundt, vi fandt en dude, der havde et kamera, og var klar – og så skulle vi ellers bare finde på en idé, location og nogle venner, der ikke var bange for at te sig åndssvagt.

Idéen er jo ikke den dybe tallerken, man kan jo egentlig sige, at det er en forholdsvis klassisk musikvideo, altså med danserutine og alt det der. Vi kan så bare godt lide at tage lidt pis på det hele, ligesom med videoen til BOSS, der jo er en klassisk hephop-video med graffiti og basketballbane, men hvor vi jo tydeligvis ikke er spor seje eller cool. Det burde også meget gerne skinne igennem i LÅGSUS, at vi hverken tager os selv særlig højtidligt, eller er bange for at lave lidt sjov. Vi havde det da også vildt sjovt, da vi lavede den.

Brænder for koncerter
Lige fra vi startede med at spille, har live koncerterne altid været det fedeste ved at være med i Specktors. Vi elsker det virkelig. Det er altid en fest for os. Vi tager fri fra arbejde, hænger ud med drengene en hel dag, og har det vildt. Vi drikker en masse øl, og hører musik sammen. Som koncerten nærmer sig, bliver vi mere fokuserede, snakker settet igennem, og hopper lidt på stedet. Når vi så kommer på scenen, gør vi sådan set bare vores ting naturligt. Det er sjældent, at vi har øvet os, men vi kender jo efterhånden hinanden så godt, at det bare kører. Jo flere koncerter vi spiller, jo vildere bliver vores shows også. Det er ikke unormalt, at der er moshpit blandt publikum lige fra starten!

Albummet og fremtiden
Vores andet studiealbum “Kadavermarch” har netop ramt gaden. Det er en plade, vi har arbejdet længe og intenst på, og som meget gerne skulle indfri alle de forventninger som andre og vi selv har. Det er en plade vi er meget stolte af, og vi glæder os for sygt til at dele den med alle, der er interesserede. Udover det skal vi jo ud at spille en masse live. Blandt andet en koncert på Roskilde Festival, og en danmarksturne. Det bliver fedt at komme ud at prøve vores nye sange af live og skabe et show, der er bygget op omkring vores plade. Udover det skal vi selvfølgelig ha’ det lågsus!

Vil du vide mere?
Tjek Specktors på Facebook
Køb Kadavermarch på iTunes

Foto: Kenneth Nguyen

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *