Analogik – Jysk Kongo

I marts måned udgav Analogik pladen “New Seeland” og med et dejligt frisk lydbillede, ligner den ikke rigtig så meget andet på den danske musikscene her i 2012. Vi tog en snak med bandmedlemmer Magnus Damgaard og Theis Bror om nummeret “Jysk Kongo” og den afrikanske lyd.

Etiopien i 70‘erne i Danmark
Instrumenteringen og besætningen i Analogik er den samme som tidligere – altså guitar, sax, elektroniske beats, percussion, bas, synths, og hvad der ellers ligger af skatte og skrammel på hylderne i studiet. Derimod har vi udforsket nye skalaer, rytmer, farver og stemninger. Vi har prøvet at skabe et afrikansk (nærmere betegnet etiopisk 70’er funk) lyd-univers, hvor man nærmest falder i trance over gentagelserne og de fremdrivende underdelinger i beatet. Men som sådan er det ikke en ny “Analogik-lyd”. Vi har selvfølgelig støvet det hele til og arbejdet meget med farven af lyden for at fremkalde fornemmelsen af at stå i en sandkasse et sted mellem Danmark og Etiopien. Vores nordiske musik-gener kan vi nok ikke løbe fra, men har altid blandet genrer og lyd fra hele verden ind i vores musiske univers, hvor fællesnævneren for det, der holder står ret så klart. Denne gang faldt kærligheden på Afrika.

Hvor inspirationen kom fra til nummeret er faktisk lidt svært at sige præcist, men som regel er det et sample eller lignende, der ligger til grund for de fleste af vores numre. Inden for et par timer indspillede Jesper trommer, guitar, bas og temaerne til “Jysk Kongo”, mens vi andre bare slappede af i rummet. Tankerne føres over på et jysk forsamlingshus sidst på aftenen – bare et sted i Etiopien. Jesper må have været vildt inspireret den dag..

Lo-fi-optagelser med computermikrofon
Hele pladen (“New Seeland”, red.) inklusiv nummeret “Jysk Kongo” blev til på en lidt mere effektiv måde end hvad vi førhen har haft gang i ved skabelsen af et stykke musik til udgivelse og live-brug. Denne gang var det planlagt at vi skulle have numre nok til en plade efter fire måneders “musiklavning” (oktober – januar). Dels fordi vi alle i den periode var samlet i samme by, fordi vi bor lidt rundt omkring i Danmark. Så det var oplagt at bruge tiden på en masse musik.

Nummeret ”Jysk Kongo” er sin helt egen, og stikker en smule ud på albummet. Nok mest fordi, vi ikke alle har haft en finger med i spillet. Det er Jesper, der har lavet nummeret en stille stund i stuen på Hvidkløvervej tæt ved København. Rutinerne er de samme som vi normalt har: Indspiller en skitse på computeren helt lo-fi. Gerne med computerens indbygget mikrofon og lidt midi, så uploades det til Dropbox, hvor vi alle 4 har adgang til “mother-filerne” så vi kan bygge videre eller fjerne ting. Det er altid godt at lave back-ups.

På den måde skal man ikke bruge tid på den gode lyd, man kradser bare ideén groft ned, og det er lettere at klippe og klistre i, uden man skal være bekymret for om man mister et par optagelser i svinget. Vores skitser består som regel af to-tre stykker, som så senere hen bliver arrangeret til ét nummer med en start og slutning. På ”New Seeland” er det mest Asger (beats), der har stået for arrangeringen af numrene.

Efterfølgende tog vi ud i vores studie og lavede de rigtige optagelser. Ofte skal en skitse lige opfriskes ved en aflytter, hvilke instrumenter spiller hvilke temaer, rytmer, figurer osv. Så skal der bare trykkes optag: nogen gange som live-indspilning og andre med lagkage-modellen. Max (percussion) har også været meget inde over det her nummer, som bærer det på en meget fin måde.

Ingen frembrusende forsanger
Vi har en ret fornuftig rollefordeling, hvor der meget sjældent opstår problemer, og hvis der gør, er det ikke noget vi ikke kan ordne over en voksen-smøg. Der er plads til alle, og alle bliver hørt. Det er nok også fordi, at vi alle fire har hver vores stærke sider. Asger og Magnus står for beats/bass, Theis og Jesper står for temaer/akkord-sammensætninger og lignende. Vi mødes godt på midten, og får det hele til at hænge sammen. Og så er det et plus, at vi ikke har en frembrusende forsanger der vil være i centrum (griner, red.)

En pause hjælper på arbejdsblokader
Går der kuks i noget teknisk eller slipper kreativitet op, skal der bare laves lidt mad, ses lidt fjernsyn eller gås en tur, så løser det hele sig. Vi har selv lavet studiet i samarbejde med BliGlad, så man kan altid gribe knoglen og ringe til dem, der sidst brugte studiet, hvis der er noget, man ikke kan hitte ud af. Vi har også vores trofaste lydmand Lennart, der også har godt styr på studiet, og selv i beruset tilstand kan han hjælpe med kreative løsninger. For der er altid noget, der driller, men oftest hjælper en pause på arbejdsblokader.

Vi har arbejdet sammen om musik i en del år efterhånden, så rent kollektivt bliver vi enige om, hvornår der skal arbejdes igennem. Der skal også være plads til, at man hænger i det samme ”loop” et par timer uden der kommer noget særlig kreativt ud af det. Går man død i et nummer, kan man altid arbejde på et andet.

Det kan være alting bare et eller andet, der ”trigger” en idé til et nyt nummer. Som regel er det et gammelt sample eller stemninger fra andet musik. Men det er meget forskelligt, hvad der kommer først, tror det er svært at sætte en finger på.

Analogik live
Vi har været på tour i Danmark og en større tour i henholdsvis Belgien, Holland og Tyskland. Til sommer kan man opleve os på blandt andet Danmarks Grimmeste Festival og Roskilde Festival, og så skal vi spille på en del festivaler rundt omkring i Europa. Det er nok ikke så mange koncerter vi kommer til at spille i Danmark i 2012, desværre, så det er med at fange os, når vi lige kigger forbi!

Vil du vide mere?
Tjek Analogik på Facebook

Foto: Rumle Skafte

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *