Tudsegammelt – På landet

Med en smadret og rungende tuba, tunge trommer, skæve tekster, kontrabas og jazzede beats leverer det fem mand høje orkester den lyd dansk rap har savnet. Tudsen har netop smidt videoen til “På landet” på gaden, og derfor har vi selvfølgelig taget en snak med dem.

Hyldest til København
Nummeret er i bund og grund en fortælling om den hjemve og ensomhed, der kan være forbundet med at flytte fra provinsen til København. Vi har alle i gruppen oplevet, hvor svært det kan være at etablere sig som nytilflytter, og nummeret er med til at binde os sammen, hvadenten man er jyde, fynbo eller noget helt tredje. Samtidig er der flettet en kærlighedserklæring til hovedstaden ind, fordi vi på trods af de startvanskeligheder vi hver især har haft, elsker at bo i byen. Så hvis man skal kalde det en hyldest, er det nok mest til byen, og de folk der bor i den. Københavnere som ikke-Københavnere. På godt og ondt.

En jydes stolthed og vilje
Selve idéen til “På landet” har været igennem en længere udvikling. Inspirationen til den første spæde idé kom fra et Lars da Fari-beat som vi faktisk endte op med ikke at bruge. Produktionen gav os en fornemmelse af den stålfaste vilje og stolthed nogen jyder har ry for at besidde, og idéen var at skildre den vilje og stolthed gennem et par sure bønder på tur i København. Men vi synes ikke versene fungerede, så vi ændrede vinklingen til at være en forbløffelse og en overvældelse overfor byen i stedet for en bitterhed. Og den vinkling udmøntede sig sidenhen i versene som de er i dag.

Det tog 1,5. år
Versene var de første, der fik en tur med rettepennen, men da vi så ikke følte beatet i forhold til den nye tekst, var vi i Lars da Faris’ gemmer efter en anden produktion. Da vi senere fandt det beat, vi endte med at bruge, var vi ikke i tvivl om at det var det rigtige. Til sidst blev omkvædet skrevet om, og melodien tilføjet. Hele processen fra første idé til færdigt mixet og masteret track har varet lidt over 1,5 år, hvilket er rekordlang tid for os. Heldigvis.

Om at skrive tekster
På vores debutalbum (udkommer til sommer, red.) har vi typisk arbejdet sådan, at én rapper er kommet med en idé til en tekst, og skrevet et vers til et beat den pågældende rapper synes, det passer til. Derefter skriver den anden rapper et vers til nummeret, og en af os skriver et omkvæd. Det giver os en idé om, hvor nummeret er på vej hen, og hvis vi begge to føler, det er det rigtige, fortsætter vi i samme rille. Hvis ikke vi føler det, må noget ændres, hvad enten det er vers, omkvæd eller beat.

Tudsens roller
Som producer laver Lars Da Fari den grundlæggende lyd i Tudsegammelt. Leon og Klaes skriver alle tekster, og Ejnar og Rune krydrer lyden med deres instrumenter. I forbindelse med selve pladen har vi som udgangspunkt arbejdet individuelt med hver vores element. Når vi spiller live og øver, bliver alle trådene samlet og lyden pudset til. Efter øvere og spillejobs tilpasses numrene i studiet, og i sidste ende står vi tilbage med gennemarbejdede numre, som alle medlemmer har været inde over.

Snak løser problemer
Vi har egentlig ikke haft en decideret skriveblokade, hverken i forbindelse med ”På landet” eller resten af pladen. Der har dog været situationer, hvor vi har haft problemer med at få tekster til at fungere præcist som vi gerne ville. Vi har så snakket sammen om, hvad vi helt nøjagtig vil med den pågældende tekst, og prøvet at komme videre ud fra det. Det har faktisk løst problemet hver gang.

Lars Panks Tudsegammelt-illustrationer
Lars Pank spiller en kæmpe rolle i Tudsegammelt – og vi kunne ikke være mere trygge omkring det visuelle. Vi føler, at han har haft en stor rolle i den opmærksomhed, vi har fået. Han samler ligesom alle trådene, og skaber et fælles udtryk. Lars har lavet alle vores illustrationer og logoer, og har ligesom skabt et lille univers, der hedder Tudsegammelt. Vi ser Lars som en del af gruppen – ligesom vi også ser vores faste video/foto mand Jorp som en del af det hele. De er begge to homies, og har været med fra starten.

Vi har hørt for meget live-rap over elguitar
Live-shows betyder alt for os. Vi vil gerne skabe mere end bare et beat, og gøre det på en anden måde end den traditionelle. Derfor har vi også trommer, kontrabas og tuba med på scenen til vores shows. Vi har set og hørt for meget live-rap over elguitar og elbas, og vi forsøger at udgøre et alternativ. Vi har samtidig prøvet at skabe et lydbillede, der matcher vores produktioner og tekst, og den lyd kan vi ikke undvære på scenen.

Synkron-dans!
Den første version af “På landet” inden den blev lavet om, blev spillet et par gange live – og dertil hørte en lille dans. Rune, Klaes og Leon skulle synkront og i takt bukke sig henholdsvis forover og bagover, hvilket først lød som en sjov idé, men endte katastrofalt. Dansen ville i bedste fald være fjollet, men da ingen var sikre på, hvornår de skulle gøre hvad, endte det som et forvirrende kaotisk indslag, der fjernede alt fokus fra musikken. Efter at have afprøvet dansen til et par jobs, og i forbindelse med omskrivningen af nummeret, besluttede vi os for at droppe ideen, og dagene hvor Tudsen dansede synkront blev dermed fortid…

Videoen (se den her)
Vi har hele tiden haft et billede i hovedet af en ensom tilflytter alene i hovedstaden, og idéen var til at begynde med at bruge det som element i videoen. Det udviklede sig så til, at det skulle være alle mulige forskellige tilflyttere rundt omkring i København, da det potentielt ville give mere liv til videoen. Det endte med et godt mix af os selv, nogen vildt fremmede og et par – for nogen – kendte ansigter. Det hele er bundet sammen af en tavle med navne på de provinsbyer, folk stammer fra, der igen er bundet sammen med Lars Panks graffiti-tudse, der selvfølgelig er udklækket og opvokset “på landet”.

Det var meningen at vi, som en del af videoen, skulle have stillet op udenfor på Holmen og spillet nummeret i fuldt Tudse-gear med alle instrumenter. En uventet snestorm ville det dog anderledes, så vi måtte komme op med indendørs alternativer, og da den første havde sagt “bodega”, var problemet fixet, og Glentekroen blevet både location og en undskyldning for at suge pilsnere. Fucking god plan!

Tudsens fremtid
Vores debutalbum er ude 15. juni og udkommer på vinyl, download og CD – alle inkl. en dokumentar om gruppen! Indtil videre er der en håndfuld spillejobs henover sommeren og efteråret, hvor vi skal ud og lave lidt larm for pladen! Og så skal Tudsen hjem og hygge i sumpen for en stund, inden den kvækker videre…

Vil du vide mere?
Tjek Tudsegammelt på Facebook
Besøg Tudsegammelts hjemmeside

Foto: Jacob Jorp Hansen

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *